Dato: 22. juli 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk, engelsk.

Bra[n]sbury-House, Kilbourn near London 22 Juli 1847.1759)

Kjære, søsterlige Veninde!

iaftes fik jeg Deres Brev, det opfyldte mig med stor Glæde; jeg hører saa lidt hjemmefra, og ved al den Hyldest og Ære jeg modtager ude, tænker jeg desmere over den ringe Deeltagelse man viser mig hjemme. Tak, tak for Deres hjertelige Brev! Jeg har skrevet til Jørgen Kock,1760) De har vel seet Brevet, veed altsaa at jeg saa at sige, er sprunget lige ind i det aristocratiske London; ja nu har jeg seet det med, men blev saa træt, saa angrebet, det gik jo altid ud over Midnat, at jeg er tyet ud paa Landet, hvor Hofraad Hambro har aabnet mig sin smukke Villa og Park; ganske ene har jeg levet her 5 a 6 Dage, imorgen igjen gaaer jeg, udhvilet, til London. Herude er grønt og friskt. London ligger under mine Fødder, Jernbanens Vogntog bruse nede under Mark og Landevei; Alt seer saa ægte Dansk ud, rundt om, men det er Danmark i stor Stiil, som Alt er det i dette herlige Land. De spørger om jeg gaaer fra London til Paris og jeg svarer nei; det vilde være at sætte en Bonde oven paa en Herremand. Victor Hugo eller hvem det er der kalder Paris »Byernes By«, viser at han ikke kjender Byerne, der er i Europa; af alle Byer jeg kjender er det kun to der kunne fortjene dette Navn og det er Rom og London,1761) men Lon­don er den levende By; hvilken Virksomhed, hvilken Færdsel! Paris synes i det høieste kun et Qvarteer af denne By. Interesserne ere saa store, som afvexlende. Nu har Rachel1762) været her og spillet 14 Dage, der tales neppe derom og jeg har ikke havdt Tid til at tænke paa at see hende. Jenny Lind er den eneste Stjerne der lyser frem; Grisi1763) bryder man sig kun lidt om; Jenny Lind1764) boer i samme Ende af Byen, som jeg og dog vistnok en dansk Miil fra mig, hun har sit eget Huus og en net lille Have, jeg har spiist een Middag hos hende, den eneste jeg havde fri og hørt hende i Sonambula, hvor hun rigtignok er mageløs, Folk græd og jublede. I denne Uge træder hun op i en ny Opera af Verdi skrevet efter Schillers Tragedie Røverne, hun udfører Amalias Rolle. - Jeg bliver i min Personlighed sammenlignet med Jenny Lind, i dette Øieblik den største Compliment; jeg sender Dem Literary Gazette1765) hvori De kan læse det; oversæt det for den kjære Etatsraad Kock, jeg veed han er een af mine meest deeltagende Venner; jeg har ogsaa af Mary Howitts Journal1766) klippet mit Portræt ud til Dem, det hænger i alle Boutik-Vinduer her i London. Ja det er utroligt, hvor mine Skrifter ere kjendte og læste i Engeland og Skottland! og som man siger, er jeg ordenlig læst i Folket. Hjemme har man ingen Anelse derom, eller rettere de Danske ville ikke tage Notits deraf, de have deres egne Poeter. Jeg er saaledes aldeles vis paa, uagtet, hollandske, franske og engelske Blade saa glædeligt have omtalt mig, at ikke et eneste dansk Blad har optaget det. - Men jeg vil ikke plage Dem med Skyer, hvor jeg lever og aander kun Solskin; - jeg var forleden Middag hos Lady Bles­sington,1767) hun fører et stort Huus og næsten i hvert Værelse hænge et Portræt af Napoleon; i Spisestuen hænger han i Oliefarve, legemsstor og er belyst af en stor Lampe; Napoleon i Glorie paa Væggen og - veed De hvem der var min Naboe ved Bordet, - Wellingtons ældste Søn.1768) Før vi satte os til at spise, gav Lady Blessington mig den engelske Udgave af »Das Mährchen meines Lebens« bad mig skrive mit Navn deri; i det jeg skrev kom en Mand ind i Stuen, ganske liig det Portræt vi Alle have seet, en Mand, som for min Skyld var kommet til Byen og havde skrevet »I musch see Andersen!« Da han havde hilset paa Selskabet løb jeg fra Skrivebordet hen til ham; vi toge hinanden i begge Hænder, saae hinanden ind i Øinene, loe og jublede, vi kjendte hinanden saa godt, skjøndt vi mød­tes første Gang, det var Charles Dickens. Han svarer ganske til de bedste Forestillinger jeg har gjort mig om ham. Uden for Huset er den deilig Veranda paa hele Husets Bredte, Viinløv og Roser hænge som et Tag ud over Søilerne, her ere brogede Fugle og nedenfor en Have og en grøn Mark, grøn, som man kun seer det i Engeland, her ude stode vi længe og talte, - talte Engelsk - men han forstod mig, jeg ham. Den første August vil Dickens gjøre et Selskab for mig.1770) Bulver har sendt mig Hilsen, men jeg har ikke seet ham, han er paa Landet. - Det er mueligt at jeg gaaer til Skottland, jeg har Indbydelse, men London holder mig ogsaa; Walter Skotts Svigersøn,1771) har allerede forsynet mig med Breve og lovet mig den bedste Modtagelse i Abottsford. Et nyt Portræt1772) af mig kommer ud i næste Uge; min Buste bliver modeleret,1773) jeg behandles virkelig, som en europæisk Størrelse; det er ganske forunderligt for mig, jeg faaer tidt Taa­rer i Øinene og da- ja, da kommer, som var det en ond Aand der tilvid­skede mig: »og i Danmark har man spøttet paa Dig, spøttet som Sneglen der spøttede paa Johannes Ormen fordi den glindsede!« - De, min kjære Veninde, er den første endnu hjemme fra, som synes at glæde sig over min Erkjendelse. - Jeg har tilbragt et Par behagelige Dage paa Landet hos den rige Boghandler Bentley,1774) der med Hensyn til min nye Roman har gjort mig et høist hæderligt Tilbud; Ahasverus vil nu ogsaa komme ud paa engelsk. I Nordamerika gaae mine Bøger mærkeligt af, men hvad der er egent: her i London har en Boghandler ladet forskrive fra Kjøbenhavn alle mine danske Skrifter, de staae paa Dansk anmældt i Avisen og sæl­ges godt; jeg er vist den første Poet fra Norden sligt er hændt. De skriver om Vaarsaa!1776) jeg kjender ham, det er et dygtigt, høist elskværdigt Men­neske! hils ham, men fremfor Alt hils Kock, Deres Søster, Sønnerne og den kjære Frøken Kold, hun læser jo dette Brev og det trykte Bilag. Det Brev jeg fik igaar fra Dem var næsten 3 Uger gammelt, skriv nu strax til London til det danske Gesantskab eller gaaer der nogen Tid da til Frank­furth am Main, post restante.

Broderen.

[I Marginen 4. Side:]

Componisten Spohr fra Cassel er her, vi have to Gange spiist Frokost sammen.1777)

[I Marginen 3. Side:]

Engelænderne ere de solideste, elskværdigste, meest moralske Mennesker der kan findes! ­

[I Marginen 2. Side:]

Den preusiske Minister Bunzen1778) er særdeles opmærksom mod mig ogsaa Reventlau.1779)

[I Marginen 1. Side:]

Jeg har spiist hos Rottschild1780) og følt mig trykket af Sølv-Tøi og Mamon! ­

Efterskrift.1781)

I Quarterly Review1782) seer jeg at det hedder om min Skildring af Vene­dig, saaledes som denne gives i Improvisatoren. - »We schall not see many more life-drawn pictures af the real Venice, - the Venice of Schakespeares, Otways, Schiller, Radecliffs art - and Byrons and Ander­sen's« - Blodet gaaer mig fra Hjertet op i Hovedet ved at see mit fattige Navn saa nær de Udødeliges! O min Gud, jeg begriber mig ikke selv, ­mon jeg virkeligt fortjener alt dette! - Og hvorfor dømme man mig da saa haardt hjemme? - Hils Viborgs1783) vis De see dem, og skriver De til Øehlenschlæger og Villiam, da hils paa det kjærligste, beed dem bringe Beskow1784) min Hilsen, jeg fik først paa Reisen hans Brev, men jeg skal skrive fra London. - Jeg er meget begjærlig efter Øehlenschlægers nye Tragedie, han er dog en mærkelig evig, ung Digter. Gud give mig hans Kraft i hans Alder. Mon han virkelig holder af mig! - Jeg veed det ikke ret! - Lev vel! - hils Broder Christian dersom der skrives, men det gjør der nok ikke; kommer jeg til Skotland, da gaaer jeg her tilbage til London igjen, i alle Tilfælde tager jeg fra London over Ostende Lyttich, Cøln og Frankfurt, det sidste Sted venter jeg sikkert Brev faaer jeg ei i London! ­

[Udskrift]

Fra England

Frøken Henriette Wulff

hos Høivelbaarne Hr Etatsraad, Ridder o s v Kock

Ny Kongens Gade Copenhague.

/

The dying Child
by Andersen
Mother, I am weary, I will sleep,
Lull me near thy heart, my Mother dear!
Promise me that you no more will weep,
look! upon my forehead, burns thy tear
Tempest hurls without, within is cold
but my dreams show every thing so fair
beautiful little angels I behold
When my eyes are shut from pain and care!
#
Mother, see one of them at my side,
Dost thou hear the music as in heaven
lo, the feathered wings are snowy white
They are surely by ‘almighty’ given
Different colours with eachoters strive
which as flowers flutter for my eye
shall I gather whileI am alive,
Or perhaps, my mother, when I die?
#
Mother,weherefore dost thou press my hand?
wherefore dost thou lay thy cheek to mine?
Wet it is, yet bourning as a brand,
Mother, I for ever will by thine!
pray, cheer up thy heart and heare no sight,
If thou weep’st thy child will weep with thee
I am weary – I must shut my eyes -!
Mother! see –the angels kissing me!
-


[The Literary Gazette, London, Saturday, July 17, 1847] begynder - og slutter omtalen af hans selvbiografi med følgende ord:

"Reviews of new books. Hans Chrstian Andersen. The True Story of my Life: a Sketch. By Hans Christian Andersen. Translated by mary Howitt ..."

The translator may congratulate herself on the good fortune which enables her to publish this book at this time. Long and highly admired at a distance, and his writings established with a most popular hold on the mind of England, Herr Andersen has now been three weeks amongst us, in the literary and refined society of London, converting that admiration and popularity into warm personal regard, affectionate esteem, and cherished friendships. Every one who has met him is delighted with his character, in which is united to acknowledged origniality of genius and poetic imagination, a simplicity the most captivating, and a candour and truth of that rare nature which lays the indiviudal soul, as it were, open to the view of the most heedless observer. Some one hasspoen of the peril which must attend the having a window in your breast; Andersen has such a window, and, instead of exposing him to inconveniency or danger, it seems to invite no other feelings but htose which do honur to our common humanity - sincere regard, entire confindence, and unworldly love. To us it has been a kind of psychological curiosity to study the influence of his perfect unreserve and transparent singleness of being upon all around him. Those approaching n any degree his own ideal temperament are strangely excited; teh moderately sensitive are charmed into a corresponding exaltation; and even the circles indurated by habits of business, and active pursuits in life, appear to breathe another air, and to have discovered that there are existences and enjoyments of a superior order - and all reflected from the conversation and conduct of one natural man! We can assure our distant readers that this is no fanciful picture; in his sphere Hans Christian Andersen is the couterpart of Jenny Lind, that pure and noble representative of the other sex, and bright ornament of a profession beset with difficulties and temptations fearful to contemplate. In London, as throughout every land where he has travelled, Andersen has been received with marked distinction; and here, short of royalty, has, we believe, had very fabourable impressions made upon him by every class with which he has become acquainted, from the highest to he humblest admireers of his literary fame. And this little volume will enhance as well as generalise the sympathy which his visit to us has created. It is, indeed, a delicious and refreshing piece of autobiography; and the earlier years, especially, described in a manner so touching that few will be able to peruse the narrative without being moved to a tone of grateful sentiment akin to the spirit in which the True Story is told. From such a revelation it is impossible to rise not wiser and better.

["My life .. is a lovely story ..]

A great treat; as is (we repeat) everything connected with this truly excellent man, delightful poet, and original and fertile author. We will not again go over the encomiums with which we began this paper; but we will say, that there is not a syllable of flattery or rose-colouring in them; for it is impossible to meet with him even for an hour without feeling a degree of personal attachment, inspired by a character understood at one glance, and the more it is seen made only the more admirable.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus