Dato: 15. august 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

205. Til Henriette Collin.

Lixmount Trinity near Edinburgh. 15 Aug 1847.

Kjære Jette Collin!

De har endnu ikke glædet mig med Brev, det er blodig Synd og De kan aldeles ikke undskylde Dem!–Der har De det!–Jeg er i Skottland, som De seer af Overskriften; jeg reiste i forrige Uge her op330, det var en lang Vei! man sang i gamle Dage: »Over Bjerge gjennem Dale«, men nu kan man rigtig nok synge: Over Dale gjennem Bjerge.–Den første Dagreise var en halv Natreise, saaledes gik det idelig gjennem milelange Tunneler! nei hvor det var afskyeligt! jeg maa sige Dem, jeg kan nok finde mig i at brække Halsen ved Solskin, men ikke i Mørke, inde i dybe sorte Huler. Hele Engeland minder ellers om Danmark; Kornet staaer velsignet og Skovene ere smukke grønne. I York saae jeg den prægtige Kirke og da vi nærmede os Skottland, det aabne Hav, jeg syntes jeg kjørte ude paa Strandveien. Den unge Hambro var med sin Vogn i Banegaarden, paa det hjerteligste blev jeg modtaget og nu fløi vi til Lixmount, som ligger tæt ved Edinburgh Fjord, hvor jeg har det som en Konge. Paa Bordet laae en heel Pakke Breve til mig, netop indtrufne en Time før jeg, det var Breve Da Frankerigs Tydskland og Danmark, men'ndash;ikke eet fra den collinske Familie!–Den unge Hambro lever i disse Dage ganske for mig; vi ere idelig i Bevægelse, hvert Øieblik paa Jernbane eller Dampbaad, han har mange Udgifter for min Skyld, og idelig udspeider han mine Ønsker, gjør Alt, ja, det er som om han vil overbyde Engelænderne og Skottlænderne i at hylde sin Landsmand. Imorgen bliver her for min Skyld et stort Sel­skab, jeg formelig forkjæles her i Huset, var jeg et kongeligt Blod, der kunde ikke tages mere Hensyn til mig, end der bliver gjort, jeg føler mig i den allerhøieste Grad den unge Hambro forbunden!–Mit Navn er særdeles kjendt i Skottland; nei det er dog mærkeligt hvor mine Skrifter ere læste!–O De skulde see med hvilken Glæde jeg modtages af Unge og Gamle! »det er den danske Walter Skott!« sige de! Ja jeg hører saa meget, at jeg nu snart ikke kan blive forlegen længer, jeg lader det rulle over mig, som en Søe! Hos en riig Lord maatte jeg, efter Opfordring, kysse alle Børnebørnene, overalt give min Haandskrift, mit Portræt er da ogsaa sendt fra London her til og en ny, desværre ikke god Oversættelse, af Eventyrene, her udkommet; jeg var igaar i den gamle Deel af Byen; fra Hovedgaden der løber hen ad Bjergryggen, gaae lange smalle Stræder, ikke saa brede som Per Madsens Gang, Husene have 6 til 8 Etager, saa at De kan begribe hvor mørkt her er og dertil en Fattigdom, et Svineri, der kun kan søges i de italienske smaa Byer; herinde har den berømte Samuel Johnson boet, herinde ligger et Huus, der var Vertshuus, og det det første i Edinburg, hvor Konger og Prindser toge ind i Maria Stuarts Tid. Walter Skotts Monument staaer i den nye Deel af Byen, tæt ved Bjergkløften som skiller denne fra den gamle; nede løber Jernbanen, der har Liv og Virk­somhed. I Forgaars seilede vi til Ravensvoods Slott, hvor Maagerne fløi om os, hvor Vedbinde-Rankerne hang som det tætteste Drapperi; imid­lertid fik vi paa Stedet at vide, at Ravenswood dog aldrig har boet her; Walter Skott har ombyttet Scenen for ikke at krænke den levende Familie. Lucie er ikke en Asthon, men en Stair, og denne lever endnu og er meget anseet. Walter Skotts Personlighed roses ikke. Paa Torsdag reiser Ham­bro med mig til Høilandene, der i Bjergene forlader han mig og jeg skal forsøge at reise alene, man siger jeg kan godt komme ud af det med min Engelsk og næsten troer jeg det. Prins Albert har indbudt mig til Loc La­mond, jeg gaaer derhen, er jeg kun rask nok; herfra lægger jeg Veien over Glascow og Edinburgh til Abotsfordt, hvor een af Walter Skotts Venner tager imod mig; jeg reiser saae alene over Bervick, Newcastel etc. til London, bliver der to a tre Dage og jager saa gjennem Belgien til Weimar og Leipzig; skriver De derfor ikke strax, saa send Brevet til Weimar post restante.

Dette bliver det eneste Brev hjem fra Scottland, jeg beder Dem derfor at De lader hele Familien læse det. Hvorlænge jeg flakker om her i Bjergene veed jeg ikke!–Hils Deres Moder og Broder, hils dem Alle ude paa Rungsted og naar De skriver mig til, saa lad mig vide hvorledes og hvad De synes om Ahasverus,–Weisz beder jeg Dem hilse eller lade hilse og træffer De Hartmanns, saa kan De sige at han er en net Ven i »Brevskrivning«; jeg har sendt ham et Epistel fra London, og vil haabe at han har faaet det.–Den unge Hambro har foræret mig en skotsk Hue og en skotsk Dolk. Her er en riig Misz der gjør lidt Cuur til mig, Hambro siger hun nok vil være Mistress Andersen, men jeg kan ikke, hun er for gammel!–der bliver ikke noget af Eduards Spaadom i den berømte Vise; og nu lev vel, min kjære Veninde! jeg glæder mig usigeligt til at see Dem, til at tale med Dem, (til at have engelske Samtaler); Ingeborg skriver at jeg nok nu ikke bliver »til at styre«, som Fru Heiberg siger i Sparekassen, men vi komme nok ud af det, uagtet jeg fra en dansk Walter Skott, hos Skotterne, forvandles hjemme til en Digter i tredie Rang efter Herz den klassiske og Heiberg den ufeilbare!–Levvel! Hils Børnene og Manden!

Deres gamle

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin