Dato: September 1847
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

207. Fra E. Collin.

[Sept. 1847]

Kjære Ven! Da De selv har meddeelt mig den Efterretning, at De ikke er sprunget i Luften med the Cricquet, kan jeg stole paa dens Sandhed, og det glæder mig, uagtet det ikke et Øieblik er faldet mig ind at være bange for Dem i den Henseende. For det første var jeg nemlig vis paa, at de engelske Aviser, under nuværende Conjuncturer, strax vilde have talt om Deres Spring, hvis De havde gjort eet, og for det andet beregnede jeg, at der i London var vel circa halvanden Million Mennesker, og at der altsaa var betydelig Chance for at De ikke var mellem de Sprungne. Saaledes begraves Venskab og Medfølelse af Beregninger!

Ahaverus er færdig fra min Haand. Jeg har sendt eller sender imorgen Resten af Manuscriptet til Lorck, med Undtagelse af det sidste Ark, som jeg sender Dem, af Forsigtighed; thi hvis der skulde opstaae Uenigheder mellem Dem og Lorck, har De det altid i Deres Magt at beholde Manuscriptets Slutning; jeg haaber imidlertid, at det er overflødigt. Grunden hvorfor det har varet noget længere end Bestemmelsen, er, at jeg efter Deres første bestemte Forlangende havde ilet med at bringe en latinskbogstavsk Afskrift igang, og dette maatte skee efter mit Manuscript; Deres eget er maaskee udødeligt, men kan neppe læses af andre Dødelige end af mig.

Naar De nu gjennemgaaer mit Manuscript med Leo eller hvilkensomhelst anden, vil De have Leilighed til at eftersee, om jeg overalt har forstaaet Dem rigtigt. Jeg har bemærket mig enkelte Steder, som jeg har noget imod qvoad formam, og som have været mig utydelige i Bogstav eller Mening. Modtag med god Villie hvad jeg bemærker med god Villie. Jeg begynder forfra, og De vil vel nok kunne finde Stederne:

1. Titelen: Er det ikke bedre at udelade Forklaringen: »et Mysterie«.?

2. Barrabas siger til Judas om Christus: jeg veed han har tilfælleds mange af etc.; »tilfælleds« fordrer tilføiet: med hvem. Altsaa kunde det hedde :

Jeg veed, han har tilfælleds mange Tegn

Med ham, hvem fra de ældste Tider.

Propheterne betegned' som Messias.

Det er sprogrigtigt, men maaskee skidt forresten.

3. Jerusalem. Langfredag. Er det rigtigt at kalde Dagen selv med dets senere Helligholdelses Navn?

Fremdeles: »See der staaer han midt i Kredsen, Evangeliet derom.«

Dette Udtryk forstaaer jeg ikke.

4. Strax forud: Medlidenhedens Engel:

Tusende Tunger har følt den brændende Livstørst i Ørken. Livstørst er Tørst, Higen efter at leve, men ikke efter at drikke.

5. Strax efter:

Hvor kun Tigren og Schakalen

Klipperiften veed. Kan De ikke finde et danskere Udtryk herfor?

6. Kort efter: Ahasverus:

For ham jo Bethlehem blødte Dette rimer sig paa »strødte«, men det hedder: »strøede«.

7. fremdeles: Selv dit Jerusalems Stene

Vidne og raabe din Død

er mig ikke ret forstaaeligt, falder idetmindste uklart.

8. Barrabas siger til Ahasverus:

O Israels Kløgt, i Hovmod døer du Døden.

Dette er det eneste Sted i Bogen, hvor et af Deres tidligere stereotype Udtryk er sluppet Dem af Pennen; tjen mig i at forandre det.

9. Lidt efter taler han om »Korn?Dalen«; er dette rigtigt?

10. Den første Soldats Beskrivelse af Templet er noget vidtløftig. Den anden Soldat siger: »Vogt Tungens Varsel« Hvad skal det sige?

11. Det derpaa følgende Chor af Romere kan jeg ikke lade være at skjelde ud, skjøndt der vel intet kan gjøres derved; thi det er af de Versemaal og Riim, som altid bedrøve mig; disse fiirstrophede Riim paa to Stavelser er noget af det meest Uæsthetiske jeg kjender: »Helte, Telte, vælte, smælte« fingen fangen fof, Kolvippen, Kolvappen, derslap'en. I Slutningen maatte dog vel noget forandres; man kan sige: Blodet formaaer ei at slukke, men ikke: Blodet kan ei at slukke.

12. Ahasveri Monolog strax efter, 4de Linie »Horde« maa være »Hjord«. Før jeg forlader denne Afdeling maa jeg bemærke, at jeg overalt feilagtigt har skrevet Barnabas pro Barrabas, hvorom jeg allerede har underrettet Lorck.

2den Afdeling.

13. I Samtalen mellem Veronica og Ahasverus, i den Sidstes Monolog: »Jeg fatter ikke din Tale« forekomme 4 Linier, som jeg har glemt at afskrive, hvilket jeg bagefter saae, men jeg tilføiede dem ikke, i det Haab, at De selv vil strege dem ud. De forekomme mig omtrent som Rimene i mine Viser, naar jeg vil gjøre Løier med Riim. Linierne ere disse efter Ordene: Forjættelsen for os laae.

»Det var et Smertens Arcanum,

Hans Finger slettede ud

Pompeii og Herculanum.

Stor er Jehova, vor Gud«!

Hver Bølge etc.

14. I Nattens Monolog findes det stygge Ord: »Sviren«

15. Chor af Soldater: Saa lysteligt gik Nattens Stund etc. Pfui! De Vers kunde jeg ikke læse og ikke engang for min Kone »Jeg hang saa fast som Ranken« etc. og længere nede atter pfui! »Vi favned' dem, vi gav dem Kjærlighed«. Forresten er her ogsaa et Stereotyp?Udtryk: »Jeg blev en Gud i Tanken«.

Alt dette Fæle staaer paa een Side. Jeg gad vide, hvor De har været, da De skrev eller tænkte den.

[Slutningen mangler ]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost