Dato: 7. september 1847
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 127. Fra Henriette Wulff.

Frederiksborg d. 7 September 47.

Min kjære fortreffelige Andersen!

Jeg kan ikke takke Dem, som jeg føler det for Deres sande broderlige Sind, der saa inderligt har glædet mig med tre herlige Breve, som jeg har modtaget herude paa dette gamle ærværdige Slot. Ja i Sandhed Deres Breve bringe Festdage i vores Kreds, dog allermeest i mit Hjerte, der er saa søsterligt stemt for Dem, at det føler Glæden over Dem og Alt Godt og Herligt der bliver Dem til Deel, som var det min egen Broder Christian, meer behøver jeg ikke at sige Dem, for at De forstaaer min Glæde over Dem! Naar jeg læser for af Deres Breve, er det med en sand inderlig Stolt­hed, som kommer af den bedste Kilde; jeg vilde udbasune Alt hvad der har Hentydning paa Dem, for den hele Verden; det var dog at virke til Menneskehedens Gavn. - Kun een Skye er der trukket op paa denne ellers saa klare Himmel, at Deres sidste Brev fra Dumbarton, med den lille Seddel inden i fra London af 27 August 1814 lader frygte at Deres Befin­dende var værre end De egentlig vil sige det, siden De havde afbrudt Deres Rejse, gik ikke til Log Loggan til Prinds Albert, men tilbage til London og derfra videre; dog med Guds Hjelp er det atter godt, og naar dette træffer Dem, sidder De deutsch gemüthlich hos Deres Venner i Weimar. Deres Breve ere tillige saa ualmindelig interessante, med faae Ord skildre de saameget, og i det mit systerlige Hjerte er dybt bevæget af Glæde, er min Phantasie sadt paa det herligste i Bevægelse; tak tak kjære­ste Andersen for det Alt!

Jeg kan slet ikke sige Dem rigtig som jeg føler det, men dobbelt kjær bliver min broderlige Ven mig, jo længere mine Tanker see tilbage i Tiden, som jeg aldrig elsker mine Sødskende højere, end naar jeg tænker tilbage paa vores Barndom og Ungdom. Jeg kan ikke nægte at jeg, ja vi Alle ere lidt ængstelige for Dem, efter dette ellers saa kjære Brev, og jeg vilde rigtignok ønske at jeg bare vidste det var bedre med Dem, og hvor De var, dog nu ville vi haabe det bedste; og at vi snart har Dem hjemme i god Behold, før er jeg dog ikke ret rolig for Dem. Min Gud hvilken Glæde skal det være at sidde og tale med Dem, jeg synes jeg har tusinde Spørgsmaal til Dem, jeg længes rigtignok ret oprigtig efter det Øjeblik. Tak for Hedeblomsten fra Bjergene i Skotland, den ligger for mine Øjne, ved Siden staaer just et Glas med danske Hedeblomster, de ere saa ens, som vare de voxne paa samme Busk, men Danmark og Skotland ere jo ogsaa hinanden beslægtede i saa meget, nu ville de ogsaa blive det herefter i deres Kjærlighed og Paaskjønnelse af Hans Christian Andersen!

Thi Danmark har jo rigtignok hidintil gjordt det gamle Ordsprog altfor meget til Sandhed: At en Prophet ikke er agtet i sit eget Land,1815) men det vaagner dog engang til Erkjendelsen af hvad det ejer i sine Egne Kræfter det er jeg vis paa. - I Berlingske Avis1816) har der været flere smaa Notizer om Deres Rejse, i Fædrelandet af 20 August1817) stod denne Artikel jeg her sender; jeg havde oversadt det der stod om Dem i Literary Gazette og meddeel[t] hvad der var passende for Offentlighed til en Herre der har indført dette De her seer, men jeg er egentlig ikke tilfreds dermed, da den kjære Redacteur har modereret flere Udtryk, som vare langt bedre før, men ikke passede i Bladets Bedemandsstil; Fædrelandet blev ellers meget glad ved at kunde berette Noget om Dem! - Tusind Tak kjære Andersen for Dickens Kort, det pranger derhende i et gammelt forgylt Spejl fra Christian d. 4 Tid, jeg blev uhyre glad for det, og stjal mig til at kysse det, thi ellers havde de Andre jo gjordt Nar af mig, men jeg elsker for­melig Dickens; hvor De maae fortælle mig om ham, hvem ligner han egentlig? Deres venlige Hilsner til Oehlenschlæger aflægger jeg trolig, som ogsaa til kjær William. Vi har haft dem begge et par Dage ud hos os, da de kom tilbage fra Stokholm, var det ikke faderlig kjærligt af den søde Mand, at tage herud til os, da vi ikke kom ind til ham? Vi talede længe om Dem, og hans kjærlige Sind glædedes over Deres herlige Ophold i Eng­land. William holder inderligt af Dem, og vi kan ret tale om Dem sammen, han hører saa gjerne paa hvad jeg fortæller om Dem som ogsaa mine tre søde Drenge,1818) der med de unge aabne Hjerter opfatte enthusiastisk Alt hvad jeg meddeler om Dem fra før og nu ! - Vi have tilbragt 6 herlige Uger herude, Vejret har været efter fattig Lejlighed meget smukt, jeg har nydt det stille landlige Liv i fuldt Maal, vi have kjørt, redet, spadseret i de dejlige Skove, og har samlet Forraad af Sundhed til den kommende Vinter, der alt destoværre har indfundet sig, saa vi om nogle Dage, naar vi drage ind til Byen, siger med mindre Savn, end det ellers vilde have været Tilfælde: »Die schönen Tage des Aranjuez sind nun zu Ende!« Hvor det skulde have været en herlig Ende paa vores Frederiksborger-Liv, dersom De var kommet saa tidlig hjem, at De ogsaa havde seet lidt ud til os, jeg troer dette gamle Slot vilde interessere Dem meget, og vi vilde have baaret Dem paa Hænderne, som vi nu kun kan bære Dem i Hjerterne. Jeg kan jo ikke sige Dem, hvor ofte jeg inderlig bevæges ved at læse Deres Breve, dog intet Sted, som hvor De i et Udbrud af Taknemlighed mod Gud, siger: De kunde ønske at flyve til hans Hjerte!1820) Men jeg kan heller ikke sige Dem min Angst i det Øjeblik, det var mig som vilde De virkeligen flyve lige i hans Arme, og hvor godt jo der maae være og De vist ogsaa lander der engang, saa maa De dog ikke endnu gjøre den Flugt, bliv lidt hos os Stakler endnu! og allerførst kom nu rask og glad hjem, hvor saa mange elske Dem saa oprigtigen. Nu Farvel kjær Broder min!

Som en lille sød Dreng herude siger. De kjærligste Hilsner fra alle Mine, og mange Flere!!! De omfavnes hjerteligen

af Deres troe Søster.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost