Dato: 2. august 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Odense den 2den August 1832

Der ligger alt en lille Evighed imellem vi hørte og saae hinanden; jeg kan derfor ikke andet end jeg i Dag maa drømme mig tilbage i Deres smukke Have ved Søen, jeg længes ordentlig efter Dem allesammen! Hvordan har Ludvig det? Dina og Frederik, kort Deres øvrige bedste Verden? Min Tanke er mere i Sjælland end De tro er, ja mere, end jeg selv kan begribe! Jeg er ret et underligt Væsen! I Kjøbenhavn længtes jeg efter Fyen, her har jeg hele Tiden længtes efter Kjøbenhavn, eller rettere efter Menneskene der! saaledes nyder jeg aldrig det Nærværende, mit Liv ligger i Fortid og Fremtid og det er i Grunden for Lidet for et virkeligt Menneske. Jeg har ret været i slet, meget slet Humeur her, Veiret har ogsaa været daarligt, og det ydre og indre Solskin omtrent lige. - De havde ellers langt tidligere faaet Brev fra mig, men Jeremiader og Griller bør jeg ikke fylde et Brev med til Dem. - - - - - Jeg har været meget omkring her i Landet, fra Herregaard til Herregaard, dog har jeg ikke været vel, skjøndt jeg ikke var syg. Paa Lykkesholm gjorde man næsten for meget af mig, lod mig faae Alt hvad jeg kom til at yttre Ønske om; sov i det ældste Gemak, hvor Kai-Lykke havde slumret, havde en lang gang med gamle malerier udenfor og Vindelbroen tæt under Vinduet. Den unge Fru Lindegaard bad mig særdeles meget om at hilse Dem. De har mange bekjendte og venner i Fyen, jeg husker ikke alle de Fruer, der have bedet mig bringe Dem Hilsen. - I en Skylregn besaae jeg, fra en lukket Vogn, den hele Egn, Elverpigerne spøgede slemt derude sagde Folk, og jeg syntes ordentligt at jeg mærkede deres klamme Kys paa mine Feberkinder. - Paa Bramstrup, hvor Waltz var morede jeg mig og jeg blev der, i en kort Tid, den gamle Andersen. Vi spillede Comoedie, gjorde Løier og morede os fortræffeligt. - Paa Sanderumgaard har jeg ogsaa været, Haven er smuk, men det er naragtigt, hvor Folk har kunne tale saa meget om den! Det er Ellemose med Gange, overlæssede med Inscriptioner. - Jeg saae ellers her et Kobber, der interesserede mig meget. Det var en Klippe, man anede, at Havet laae dybt nede bag ved, men saae kun hvor det hævede sig ved Horiszonten, der var graa og vild. Et Skib gled som et Punet derude, men forrest paa Klippen stod Napoleon, man saae ham kun paa Ryggen, men kjendte ham strax, en stor Maage fløi forbi ham. - Der falder mig i dette Øieblik en Idee ind, der ogsaa har grebet mig, og som jeg derfor maa meddele Dem. Jeg læste hos Ingemann en svensk Digter: »Beskow«, hos ham stod der et Digt: den døende Digter, man spørger ham, om han ikke føler sig nu ret lykkelig ved denne Tanke, at hans navn og Roes skal saa mægtigt overleve ham, og han svarer: »Troe I, at Svanen, i det den flyver mod Solen, tænker paa den lille Skygge, dens Vingeslag kaster paa Bølgen under sig« - Er det ikke deiligt? Saadan en god Idee kan ordentlig mætte og vederkvæge. - Nogle af de sidste Dage i Fyen tilbragte jeg paa Hofmansgave; vi gjorde dem ret til en Karnevalstid, forklædte os, gjorde saaledes Toure i Kattegattet, tændte lld og kogte Kaffe; jeg studerede Botanik, promenerede og spiste Kirsebær, og det var ret fornøieligt. - Kirehheiner og Nielsen have, hver for sig, givet en Aftenunderholdning i Odense; jeg var der. Nielsen declamerede ganske fortræffeligt Hjertetyven. - Det er ellers bedrøveligt, hvorledes Mathias Winther ved sin skjændige Opførsel mod alle Guldbergs har forstemt hele Familien; de tage det sig meget nær og kunne ikke skjule det. I dag er Winther ankommen til Odense, i lukket Vogn, pudset og pyntet. Folk ere meget bange for ham. - Hvad siger De til, at den unge Hertug af Reichstadt er død? De have forgivet ham, de ækle Jesuitter! - Veiret har jeg ellers ikke været begunstiget med. Hvilken Sommer! Den trænger til at komme i russisk Bad, for at faae sin stærke Forkjølelse af Kroppen. Den har jo Koldfeber og Snue! Længe vil den ikke holde det ud; før vi veed af det, kommer Vinteren og lægger den i Liiglagen, og hvad der er det Værste ved det er at Sygdommen smitter, saa vi Andre ogsaa kan komme til samme Resultat, og det er ikke behageligt for et Gemyt, der endda ikke længes efter at komme til Sengs under den grønne Thronhimmel, hvor gardinerne og Omhænget ere af høvlede Brædder. Begyndelsen af dette mit Brev er, som De seer, skrevet i Fyen, men jeg har for lidet i Rolighed til at slutte det der; jeg har maattet stikke det i Vadsækken og slutter det nu i Sjælland paa Nørager, hvor jeg indtraf igaar Aftes. - Her haaber jeg i disse dage at gjøre mine »Maaneder« færdige; endnu har jeg kun Marts, men den er meget heldig. - Af smaae Digte vil jeg her meddele en Ubetydelighed.

O, gid jeg var af Jern og Staal!

mit Hjerte let kan faae det.

Det bugter sig ligesom en Aal

Jeg kan ei holde paa det!

---

Er det ikke ganske godt? Her et andet:


Rosen.

Her Form og Tanke sødt hinanden møde,

Hvoraf blev Du vel skabt paa Jordens Kyst?

Af Vaarens friske Snee og Morgenrøde,

Og Engle aanded' Livet i Dit Bryst.

----

Men nu lev vel! Gid jeg snart maa see Dem og alle Deres friske og tilfreds. Maaskee kommer Sommeren, naar jeg indtræffer, noget maae vi dog faae. Hils dem allesammen!

med sønlig hengivenhed

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost