Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. august 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

41. Til E. Collin.

Odense den 3 August 1832.

Jo kjærere man faaer Een, jo mindre synes man, at han gjengjælder os vor Kjærlighed, dette er næsten altid Tilfældet for mig med Dem! O, jeg har længtes saa inderligt efter Brev fra Dem; kjender De ret det, at længes? Hver Postdag at vente paa nogle Ord? – Jeg var ordenligt ganske be­drøvet sidst, thi jeg ventede saa sikkert og jeg holder saa meget af Dem. – Det er i Aften den sidste Aften jeg er i Fyen, imorgen gaaer det med Posten og Dampskibet til Sjælland, der ligger noget ret vemodigt i at forlade de gode Mennesker om mig; under mit hele Ophold her følte jeg mig ikke tilfreds, nu ved Afskeden, gjør det mig dog ondt at skulde bort; jeg føler mig lidt underligt om Hjertet, maa tale med Een, og hvem kan jeg det bedre end Dem, min kjæreste, bedste Ven! – I den sidste Tid har jeg ret været omkring. Paa Lykkesholm gjorte man næsten for meget af mig, propede mig med Alt hvad jeg ønskede; hvert lille Ønske aflurede de mig, men just dette satte mig i en Stemning, hvori jeg følte, hvor saare lidet jeg dog er. – Jeg var ogsaa paa Bramstrup, der var meget moersomt, jeg levede der nogle Dage med Waltz, der er et godt lille Menneske, havde han kun været altid i gode Hænder, det Theater-Liv er dog vist i Grunden ikke dannet efter Møllers Moral. Jeg kom ellers godt til at lide ham, og det bliver vist en fortrinlig Skuespiller. Nielsen har været her i Odense og declameret. Han hilsede mig saa koldt og fremmed her i Byen, at jeg fryg­ter min Hat fryser fast paa mit Hoved, naar vi siden mødes. Han gjorte ellers megen Lykke, og min Hjertetyv brugte han som Rosin, for at bede »Om et Hjerte«. Maaskee han ogsaa kan trænge til det! – Gud veed, hvad jeg nu har gjort ham? Det er dog kjedeligt i denne Verden, at man ikke kan staae sig godt med alle Mennesker, men det kommer vel nok! – Paa Hoffmannsgave var jeg nogle Dage! det er elskelige Mennesker. Vi havde tusinde Løier! De kjender det nok. Een Dag lavede vi Kaffe paa Hals og krøbe paa Hænderne ud i Kattegattet, saa langt vi kunne komme, Herrer og Damer. Vi spillede ogsaa Comedie. Jeg var Rasmus Montanus. Igaar saae jeg Sanderumgaards Have. Vor Herre maa vide hvor Moelbech og de andre Poeter (af samme Rang) kan have sværmet og poetiseret saadan for den; Haven er smuk, men der ere hundrede som den. Vinds som eie den, vare saa artige at invitere mig til sig, igjen naar jeg kom til Fyen. Kirchheiner har ogsaa givet en Concert her i Byen, men Waltz gjorte her den meste Lykke. – Paa Nørager bliver jeg 8te høiest 14 Dage, saae Sees Vi! men skriv mig dog til i den Tid, det vil glæde mig saa inderligt. Deres Søster »Drevsen« har nok opgivet sit skjønne Forsæt, jeg troede hun var mere fast i at udøve det Gode. – Er Luise kommet hjem? Hvorledes lever Faderen og Moderen? Hils dem alle fra mig og vær mig som altid min hjertenskjære Eduard, min Tanke er hos Dem, jeg længes efter Dem, mere end De troer! Lev nu ret glad og hils Deres halve Verden i Tver­gaden!

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost