Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. august 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

43. Til E. Collin.

Nørager den 9 eller 10 August 1832.

Min hjertenskjære Eduard, hvor uendelig glad gjorte mig ikke Deres kjære, broderlige Brev, det satte mig i det bedste Lune; jeg fik det just som vi sad ved Bordet, og det virkede saa paafaldende paa mit Humeur at de alle troede det indeholdt noget meget Vigtigt73 og Betydningsfuld. Det er dog underligt at ikke Folk kan indsee, at der kan ligge en heel Verden – selv i Venskab. – De tænker alle paa mig hjemme? Ordet »længes«, som De har brugt, tør jeg ikke komme med! men det kastede en heel Sommers Solskin ind i mit Hjerte; – Hvorfor troer De at jeg skulde have sagt »Gud! sikken en Idee!« om Deres Søster Ingeborg var kommen mig saa søster­ligt imøde som De yttrede; det vilde just have gjort mig lykkelig, thi ihvor gode Folk end kan være imod mig, er og bliver jeg dog »fremmed«; jeg vilde i det mindste derved have glemt og tilgivet, at hun ikke skrev mig til, skjønt jeg jo »skriftligt« har svoret Dem, at ingen Sjæl, skal faae hendes Brev at see. – Igaar kom altsaa Lovise! jeg tænkte den hele Aften paa hende, paa Dem, paa dem allesammen. Gud, hvor jeg længes! – Dog synes jeg at det er urimeligt at tage hjem nu strax, eftersom Bangs saa gjerne see mig. – Jeg har, som De veed, slet ikke følt mig vel hele Somme­ren, den forunderlige Mathed og Exaltation har holdt grumme længe veed; her paa Nørager, hvor jeg første Gang er i Rolighed, føler jeg mig meget bedre! – Dette Brev faaer De jo paa Mandag, den Uge vi da komme i, ser De74 mig næppe, men derimod Ugen efter. Mit første Besøg gjælder naturligviis Dem! Jeg anseer næsten Deres Hjem som mit! Det tør jeg jo nok? Og Dem og alle Deres ere mig langt nærmere end De troer og drømmer! – Hvordan lever dog Viggo? Mon Moderen ikke endnu skulde betænke mig med en Skrivelse. Moelbech har jeg ikke faaet Brev fra! det er bestemt noget Vrøvl igjen! Gud veed hvad han nu har at snakke om, det er bestemt ikke noget rart! – Tjen mig i at sige til Printslau, at han har lovet mig at bringe det istand med min frie Billiet til 2det Parqvet, De veed jeg har havd paa Scenen: Kjærlighed etc., Bruden fra L :, og ven­ter Ravnen snart, der kan altsaa ikke være noget i Veien, vil man være ret­færdig. – Har Deres Fader faaet det bevidste? Hvordan gaaer det med Ravnen? Dr: Ottos ere endnu herude; han og jeg har alt75 to Gange været til stort Middags Selskab paa Selchousdal, den ene Gang var Ørsted med sin Familie der. Igaar kom Ludvig Møller (han beder Dem hilses). De grønne Drenge er der iaar ikke mange af, og Kirsebærene ere der endn færre af. I næste Uge vente vi Mimi. Dog det veed De nok selv. – I Dag har jeg skrevet noget af August Maaned, her har De en ganske lille Stump:

– »Her de høste; ganske tom

Dunken hjem de sende.

Knøsen kaster Pigen om,

Lige hun i Neget kom,

Der han kysser hende.

Hvorfor skal jeg ene gaae;

Og mit Savn neddysses?

Blomsterne fortrolig staae,

De i Vinden kysses maa,

Jeg vil ogsaa kysses!« –

Det skal jo ogsaa være behageligt! Ikke sandt? Hils Deres kjære Jette og dem alle i dette nye Hjem. Deres Fader har De dog altid bragt min Hilsen? Hvordan gaaer det lille Adolf og hvad siger den store? Nu kom­mer jeg snart og plager ham med de jydske Aviser! Her ude har de forlovet Lovise med en nye, og veed De hvem? – Bramsen! – det er da ikke sandt! – Kammeraaden beder mig hilse; det samme kan jeg, rimeligviis, ogsaa fra de Andre. – Hører jeg meer fra Dem, kjære Ven? Hils dem alle! jeg svarer slet ikke for at jeg jo flyver dem med aabne Arme imøde, bliver jeg kun ikke forlegen paa Halvveien. Naa, jeg har da Viggo, ham tør jeg dog kysse og omfavne, det er jo ikke mod Respecten? Men lev nu vel og lykkelig i begge Deres Hjem; De har to – jeg slet ingen! Nu Gud velsigne Dem for alt godt, altid er jeg Deres

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost