Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. august 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

44. Til E. Collin.

Nørager den 23 August 1832.

Min inderlig kjære Ven!

Her sidder ieg med Hjertet virkeligt fuldt af Længsel efter Dem. Igaar tog Ludvig Møller til Callundborg og i Dag, bliver det pludseligt afgjort at Ottos Kl: 12 kjører ind med Fru Sælchous Vogn. Det er en prægtig Lei­lighed, fire Heste og Tag over Hovedet; jeg vilde saa gjerne med og Fru Sælchou har tilbuden mig Plads, men Bangs fandt det saa underligt at vi alle med eet foer bort, og da han selv i næste Uge vil ind, tog han ikke imod mine Indvendinger; jeg kan ikke give en Grund hvorfor jeg bestemt maa ind i Dag, og da han vil kjøre mig i næste Uge, bliver det en Uartighed af mig ikke at føie ham og dem alle sammen; men jeg længes saa uhyre! vær nu og­saa ret venlig mod mig naar jeg kommer; eller rettere, gid jeg maa træffe Dem i godt Humeur; nu kan jeg ret føle hvor jeg elsker dem allesammen! hils den kjære Fader og Moder, Deres Sødskende, Jette og dem alle! Igaaer fulgte jeg Ludvig Møller til Callundborg, det var mig en behagelig Tour. August Maaned er jeg færdig med, nu gjør jeg Juli istand i disse Dage, saa mangler jeg kun to, Februar og December, og begge har jeg Ideen til. – Vil De ikke nok besørge indlagte Breve? det til Jette Wulff først i Dag, da jeg gjerne vil have, hun paa Løverdag skulde skrive til mig, jeg er syg efter Brev. Bring det istand med min Billiet, Printzlau maa jo let kunde aran­gere det, da der er saa meget der taler for mig. De vil nok, det er jeg vis paa! O, kjære, kjære Eduard, hvor jeg holder af Dem, men jeg kan ikke ret sige hvad jeg føler, jeg har bestemt for meget Kjærlighed! skriftligt maa jeg, det er jo mit sidste Brev her fra, sige Dem mit hele Hjerte, naar vi kom­mer sammen bliver jeg flau ved Ansigt til Ansigt at yttre mig saaledes. Al­tid skal jeg ogsaa sige Dem hvad jeg tænker og føler, selv mit Hjertes dy­beste Hemmeligheder. – Skjøndt, da jeg engang gjorte det ret til Grun­den, svarede De mig aldrig noget derpaa, men maaskee fandt De, der var intet at sige. – Ludevig Møller er et elskeligt Væsen, har baade Forstand og Godmodighed, vi ere blevne meget gode Venner herude, jeg savner ham ordenlig i Dag! Gud veed hvordan de 8te Dage skal gaae jeg bliver her; jeg vil plage Bang med at komme afsted paa Onsdag. – Til For­bauselse hører jeg, at Koch er blevet Etatsraad. Naa! han bygger godt! – Det maa være en sjelden Mand! Herre Gud! skulde Øehlenschlæger dog virkelig være mindre! – Gud, see hvilken Verden. Koch bliver be­stemt Menister! – Poet kan de dog ikke gjøre ham til. Forstaae mig ellers ret. Gud veed jeg kan godt lide Koch, men hans Forfremmelser gaae mig saa stærk Slag i Slag, at jeg finder det underligt. Han kan være en ypperlig Mand i sit Fag, men der er dog Maade med Alt; om en 1/2 Snees Aar kunde de have gjort ham til Etatsraad, det vil og maa, skaffe ham meget Had. Var det Deres Fader de gjorte til Menister vilde det ikke undre mig, en god Bygmester i Staten, er noget andet end »i Staden«. – Nu lev vel! som en Broder tænker jeg paa Dem! gid jeg snart var hos Dem, lev vel! lev vel!

Andersen.

(i Nat drømte jeg om Drevsen, men han saae saa stræng ud, det maa han ikke naar jeg kommer). Kys Viggo!

[I Margen paa anden Side:] Siig mig hvordan lever »Ravnen«, det kjære Barn!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost