Dato: 23. december 1847
Fra: Adam Øehlenschläger   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kredshjemme og ude, i Breve fra og til ham, udgivne ... af C: L. N. Mynster. Kjøbenhavn 1879:

Kjøbenhavn 23 Decbr. 1847

Min gode Andersen!

Jeg finder mig foranlediget at skrive Dem til i Anledning af Deres nye Digt "Ahasverus". Saavel af Deres Ord og Væsen, da vi talede sammen derom, som af mine Sønners Yttringer maa jeg antage, at De troer, jeg har krænket Dem dybt og gjort Dem høiligen Uret, ved at møde Deres venlige Meddelelse med Strenghed, Haardhed og Uretfærdighed. Et langt brev har jeg hverken Tid eller Lyst til at skrive i denne Anledning; jeg holder mig altsaa kort og godt til det Væsentligste. Alle, som kjende mig, veed, hvor stor min Ulyst er til at indlade mig i Kritik over nyere Digtere; jeg har skriftligt sielden gjort det, og holder mig i mine Forelæsninger helst ved det Gamle, netop af den Grund, at jeg ligesaa lidt har Lyst til at saare Nogen, som til at holde Lovtaler over, hvad der ikke er efter mit Sind.

Deres skiønne Talent til naivt og aandfuldt at fortælle Eventyr med Originalitet, som og at skildre det Liv der møder Dem, i Noveller og Reisebeskrivelser [M: i Novel- og Reiseform], har jeg altid erkiendt og paaskiønnet. Ogsaa i Dramaet har jeg glædet mig over Deres Talent, f. Ex. i "Mulatten", skjøndt Stoffet var Dem givet og allerede digterisk bearbeidet, og Skjønhederne meest vare lyriske. Men allerede for et Par Aar siden, da De forelæste mig Noget af Ahsverus, yttrede jeg Dem ærligt, at denne Plan og Tonen i Digtet ikke huede mig. Ikke desmindre syntes De høist ubehageligt overrasket, da jeg, sidst vi taldes ved, gientog Dem det, med den Anmærkning, at jeg endnu kun havde læst mig lidet ind i Bogen.

Jeg har nu læst den med Opmærksomhed heelt igiennem, og kan ikke forandre min Mening. Bogen gjør et uhyggeligt og forvirret Indtryk paa mig, De maa tilgive, at jeg siger det reent ud! De forlanger jo at vide min Mening, og jeg er nødt til at sige Dem den, naar jeg ikke falsk vil afspise Dem med høflige Talemaader.

Dersom jeg forstaaer mig paa dramatisk Composition, saa er Ahasverus intet Stof til et Drama. Goethe

opgav det vel og af denne Grund. Den eventyrlige barokke Legende maatte vel behandles [i Fortællingsstiil] paa en [naiv og] humoristisk Maade som et Eventyr. Skomager maatte han blive; det er Skomageren, der ikke vilde blive ved sin Læst, og som var for hovmodig til ei at ville troe [og somikke overlod sig til sit Hierte for at troe], hvad han ikke kunde begribe. At gjøre ham til et abstract Begreb for speculativ[e] Poesie – derved bliver han ingen Gienstand for [den] sande Poesie, mindst for et Drama. Til et Drama udfordres[hører] nødvendig en sammentrængt, fuldstændig overskuelig Handling. Dette er i Deres Stykke ikke Tilfældet: Ahasverus

fremtræder hele Stykket igiennem, som tilbagetrædende, betragtende Tilskuer. De andre Personer handle ligesaalidet, det hele Digt bestaaer i lyriske Aphorismer, Fragmenter, undertiden Fortælling, Alt løseligt sammenholdt. Der forekommer mig at være lidt for megen Prætention og for liden Præstation i dette Digt. Det indbefatter hverken meer eller mindre end hele Verdenshistorien fra Christi Fødsel til vore Tider. For Den, som grundigt og troligt har studeret Historien, med dens store Scener og herlige Characterer, kan det ikke være vederqvægende at faae disse lyriske Aphorismer ofte af Nisser, Svaler, Nattergale, Havfruer etc. Det forstaaer sig, at der undertiden ere smukke lyriske, eller beskrivende Steder, f. Ex. om Gladiatorerne, Hunnerne, de Vilde; men det er ikke nok.

Det[te] var nu fra Formens og Stoffets Side; men fra den digteriske Aands Side savnes ogsaa den ægte Dybde og Høihed, som hører til det Store og Sublime. Det Hele er som en Drøm; Deres naturlige Tilbøielighed, at skrive Eventyr viser sig ogsaa her; thi alle Billederne fremtræde næsten som eventyrlige Drømmebilleder, Historiens Genius fremtræder ikke i sine store Forskielligheder; Tanken beskiæftiges for lidet Billederne ere ikke nye og originale nok, og der er Intet, som rører Hiertet; tvertimod har Barrabas noget Oprørende paa den Maade, han efter sin Forbrydelse kommer til Ære og Værdighed; thi uden at vi siden[videre] see ham i Handling og Charakteerudvikling, høre vi kun fortalt, han først myrder en gammel Qvinde, og at der siden er Glæde i Himlen over hans Omvendelse.

Dette var nu min

Mening! Maaskee jeg feiler, men jeg taler ærligt efter min Overbeviisning, og kan ikke forandre den af Høflighed eller Smiger. Af Delicatesse mod Dem vilde jeg heller nu tie – hvis De ikke havde gjort mig Reservation umulig ved Deres Mishag mod mig og ved at forlange Regnskab for det Indtryk, Deres Digt havde gjort paa mig.

Tilgiv altsaa, hvis jeg uskyldig har krænket Dem, og vær forsikkret om at jeg forresten i Dem erkjender og agter en genialsk og original Digter i andre Retninger."

Deres hengivneste

A. Oehlenschläger.

D. 23. Decbr. 1847.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost