Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. august 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Caroline Bang, f. Giersing
Sprog: dansk.

[Kuvertbrev, stort midtcentreret hul i brev gennem siderne 1 og 2. Side 1 blankgjort ved konservering? - ulæselig. Side 1 gengives her fra "Meddelelser fra HCA-samfundet 1929-30.]

Kjøbenhavn den 31. August 1832.

Kjære gode Frue!

Endelig er jeg da hjemme i den snevre By, hvor jeg endnu slet ikke kan føle mig hjemme! Tak for de mange kjære Dage jeg nød hos Dem, Tak for al den Kjærlighed og Godhed De viiste en Fremmet, for det var jeg dog i Grunden - Pontopidans mødte jeg da tæt ved Deres Grændse, jeg raabte: "Hils dem paa Nørager", men de taug, og som jeg haaber, samtykkede. I Slagelse sov jeg meget slet, det regnede og frygtelig og jeg var melankolsk. Næste Morgen skinnede Solen, og nogle Straaler faldt lige ind i Hjertet, jeg blev fornøiet, førte lystigt Ordet paa Dagvognen og havde Cordelia Sylows Broder til Reisekammerat, han var ret munter. I Roskilde var "Raketten" det første ny Blad jeg fik i Haanden og tænk Dem - De kjender mig jo nu? - jeg blev uhyre forstemet. Det fæle Menneske har taget mig ind i sin Søle, det er fordi jeg har været hos Guldbergs. Han fortæller at jeg har saadan en frygtelig Næse, eller rettere "stor Snude", saa jeg med rette bør kaldes "den storsnudede Poet". Ja, nu leer Ida, men det er dog ækelt Han skriver videre, at jeg aldig vil faae noget Kys, da min Næse er saa stor, at "vor Herre har med den sat en Pind derfor". Det utaaleligste ved det Hele er at jeg udpeges som et forfaldet Menneske, han gjør mig lastefuld! Han kjender mig slet ikke! Mine Venner her i Byen fortælle mig det i dag og lee deraf, men det kan jeg ved Gud dog ikke; der er altid nogen, der troer lidt af det Onde der siges, og han lyver dog, paa min Næse nær. - Det forstemte mig, som sagt, og endnu i dag ærgrer jeg mig! Molbech har endnu heller ikke sendt "Kenilworth" afsted, det er ogsaa kjedsommeligt. Da vi i Aftes kom her til Kjøbenhavn med Dagvognen fortalte man, at den alt flere Gange var væltet idet den kjørte ind, vi skulde nu forsøge vor Lykke og knusk, knask! Dér fløi vi mod Muren, Stangen knækkede, Hjulet løb ind under Vognen og jeg - foer behændig ned i en Kælderhals. Ellers kom det ikke til Væltningen, alle slap vel ud af den qvæstede Vogn, der nu blev omringet af Kjøbenhavnere. - I morges (Fredag) var jeg hos min velsignede Eduard, der var saa elskelig, han havde skrevet til mig, Mimi havde der ogsaa været Breve til, de vare sendt med Manden fra Sælkousdal, men vi ere blevne narrede. I Dag gaaer Eduard op i Knapsteds Gaard for at see hvorledes det kan være gaaet til. Jette Wullf havde ogsaa skrevet til mig, men Brevet var gaaet til Odense og derfra atter sendt til Kjøbenhavn, hvor jeg fandt det paa mit Bord ved Ankomsten. - Fru Boye reiste i Dag til Norge, jeg fik hende altsaa dog at see. - Luise og Fru Drewsen traf jeg i Byen, de kjære Mennesker. Jette og Moderen Thyberg besøgte jeg alt Klokken 9 imorges; jeg skal hilse! Mimi faaer Brev paa samme Tid som De har dette. - Jeg var alt i Dag hos Müllers, det var Ottos Fødselsdag, hans Billede var bekrandset; vi drak Chokolade. - Augusta var hjemme, vi talte om Nørager, om Dem, om Ludvig og jeg veed ikke selv, jeg var der saa grumme kort, men jeg kommer snart igjen. Hils dog Ludvig fra mig naar han kommer, den kjære Ven Gusta faaer De vist ikke saa snart at see; Moderen reiser i næste Uge, hvis ingen Hindringer kommer. - Hos Etatsraad Thaarup var jeg med Deres Søsters Brev, Fru Thaarup er ude ved Frederiksdal, og Thaarup vil imorgen (Løverdag) personlig bringe hende Brevene. Den brunette, slanke Datter var hjemme, og bad at hilse! - Ottos seer jeg først imorgen, kan altsaa ikke melde noget om dem i Dag.

- Allevegne gratulerer man mig til Jomf: Hanck, som jeg skal være forlovet med; de gode Mennesker veed ikke hvorlangt mit Hjerte er derfra, det har slet ikke den Retning; virkelig forlovet bliver jeg nok aldrig, det vilde være en Daarlighed! og hvilken Pige, med de Fortjenester jeg forudsætter, vilde komme mig imøde? - Lad mig digte og drømme! naar Hjertet har sin værste Bølge-Gang, giver det de bedste Perler! For mig er det kun given at besynge Kjærligheden; Hymens Tempel er mig lukket, dér vil den opvartende Kammerjunker ikke aabne men tillukke mig Fløidørene. - Men bort med Griller og alle Kammerjunkere, jeg vil tænke paa Nørager, og de kjære Dage hos Dem og Deres, og min Ludvig. Hvor jeg tænker paa Dem Alle! Jeg var nu saa hjemme der! - I Tankerne vil jeg atter være der med mit Brev. Faderen sidder og taler med Pontoppidan om det russiske Dampbad, Fruen snakker med Tante Lange om en Familie i Byen. Ida kniver Mimi og spørger om Nyheder. Emma - ja hun er den gode, fromme Emma. Mimi læser Brev og Børnene (Pontoppidans) gjøre Spektakler. - Men Faderen seer dog efter min tomme Plads, Tante gjemmer mig i Hjertet (?) Ida savner mine Beenslinger? og Emma - - ja, Herre Gud! hende veed jeg ikke noget om - jo hun - hun bliver gnaven fordi jeg siger, selv her i Brevet, hun er from. Jo saa Gud, er hun saa! - Paa Torsdag spilles "Bruden fra Lammermoor"; dersom Mad: Wexschall havde været ganske vel var Saissonen aabnet med den, da de ikke ganske ere stive i deres Roller i det nye Stykke: Belizar, men nu maa det gaae, som det kan. - Nyt er her ikke synderligt; Carl X er forvist, paa en høflig Maade fra Engeland, han gaaer til Ungarn. Vort Billedgalleri har faaet et nyt, mesterligt Stykke (en Søe-Storm) af Dahl i Dresden. Enten gaaer "Ravnen" eller "Le Dieu et la Bayadere" til Dronningens Fødselsdag, de ere foreslaaet, men Hartmann er saa ængstelig, han vil slet ikke skynde paa at vort kommer af Stabelen. - Men nu lev vel!

Hils Onkel Palle! jeg fik ham ikke sagt Farvel, bring dem alle fra Faderen til Sophie og Mimi min varme Hilsen, jeg tænker ret levende paa dem allesammen, jeg var nu saa hjemme hos Dem! Tak for Alt, jeg vil altid huske Deres moderlige Sindelag mod mig

Deres sønlig hengivne Andersen.

Vil De ikke nok sende, hvad Breve, der muelig kunne komme til mig, herind igjen. jeg boer i store Kongensgade 33 paa 3ie Sal og kalder mig "Hr Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm