H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Louise Collin, g. Lind 8. september 1832

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 8. september 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 1

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 8. september 1832.1

Kjøbenhavn den 8 Septemb. 1832.

Det vilde glæde Dem at faae Brev fra mig, sagde De imorges; jeg vilde ogsaa inderlig gjerne saaledes engang tale med Dem, og det lader sig jo ogsaa gjøre, vi ere jo slet ikke Fremmede for hinanden. – De og alle Deres lade2 mig hver Dag føle at jeg tilhører Dem; o – De kan ikke troe hvor det kaster Solskin i mit Liv. Det er saa tungt at være fremmed og ene i denne Verden. Naar jeg om Aftenen sidder ene paa mit Værelse, føler jeg det saa dybt og tungt. Tænk Dem, om De havde ingen Forældre ingen Sødskende. Det er et Savn De neppe aner! derfor fik jeg Ludvig3 saa kjær, fordi han i denne Aften-Eensomhed, kom mig saa broderlig imøde. – Tak for al den Hjertelighed, det søsterlige Sindelag, De i den sidste Tid har viist mig, ved Gud, jeg skjønner paa det, jeg tænker mere paa Dem end De troer – og kan troe, men man tør jo ikke sige saadant noget til en ung Dame. - Jeg er bestemt en rigtig Digter, selv om jeg ikke i mine Arbeider kan udtrykke det, jeg føler, min Sjæl og Tanke er Poesie, Alt bliver mig poetisk, selv den hele prosaiske Verden om mig, derfor gribes jeg tidt af en ganske forunderlig Kjærlighed til Alt, men "jeg maa mig moderere," ellers gjalt jeg jo for "overspændt," dog dette Ord betyder sædvanlig kun, ikke at være saa "slap" som Mængden. Saaledes holder jeg vist ogsaa mere af Eduard4 end De begriber, skjøndt han tidt har gjort mig bedrøvet.5 Dog siden jeg kom hjem fra Landet,6 har han været saa elskelig, det gode Væsen, bare han vilde vedblive. Vil De ikke nok tale godt for mig? Faae ham ret til at holde af mig; jeg er, virkelig, meget zart i Kjærligheds Capitlet, et mørkt Blik kan forstyrre min Roe for lang Tid. – Men det er Dem nok et underligt Brev? Altsaa til noget Andet. Jeg kunde da slet ikke finde Dem ved Væddeløbet; Eduard saae jeg, men heller ikke meer. Jeg sad ganske forladt ved min gamle Kjærlighed (sagde man) Jomf. Jørgensen,7 og Gjengangerforfatteren.8 Det var mig for stivt. Saa rykkede jeg langt, langt ned paa Bænken, og som jeg sad, kom Ludvig Müller med sin Søster9 og nogle Flere og saa fik jeg Selskab, det var den eneste Glæde jeg havde, for Væddeløbet var dog altfor lidt. – Der var ingen Liv i Folk! Gusta og jeg væddede indbyrdes om to Heste, men Ingen af os tabte eller vandt, det var kjedeligt! Da det var forbi søgte jeg efter Dem og Deres, men De vare borte. – De komme da ikke derude imorgen? – Nyt veed jeg intet, uden at nu begynder Sommeren, det er jo paa Tiden, efter som Vinteren snart banker paa Døren; bliver Veiret saaledes ved, seer De mig snart ude paa Nygaard.10 Her har De et nyt Digt11 til Beslutning.

#

Hjertet er en Vugge,

Altid Gjængen gaaer,

Dybe, tunge Sukke

Tidt mit Øre naaer.

Barnet ofte græder,

Ingen det forstaaer,

Drømmer nu om Glæder –

Altid Vuggen gaaer.

#

Du maa ikke sukke,

Naar jeg paa Dig seer

Altid gaaer din Vugge,

Græd nu ikke meer;

Eventyr og Sange,

Skal af mig Du faae,

O, jeg kan saa mange,

Hør kun smukt derpaa.

#

Sov og drøm Du Lille

Fri for Sorg og Nød,

Staaer din Vugge stille,

Veed jeg, Du er død. –

Dog jeg veed det ikke,

Selv paa samme Sted,

Thi med brustne Blikke

Sover jeg da med!

Nu lev vel! tænk imellem paa mig og bring dem alle derude en Hilsen fra Deres Digter.

[Udskrift]

No 1) Frøken Luise Collin

post restante.

paa Nyegaard

Tekst fra: Ejnar Askgaard