Dato: 1. november 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Kjære, kjære Frøken!

Det er saa længe siden jeg ret talte med Dem, vi have jo nok været sammen, men der er altid saa Mange, og altid saa meget der gjør at jeg bliver utaalelig kjedsommelig, jeg kan ikke ret udtrykke mig. – Nu er jeg da ene med deres aandelige Jeg, nu vil jeg da pluddre, De har tilladt mig det – og Deres Søster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale – Herre Gud! hvor selv denne Censor gjør mig forlegen! Men hun lider mig jo ogsaa godt, hun vil ikke berøve mig den eneste Trøst, den eneste rigtige Glæde jeg har, at jeg imellem ret broderligt, tør tale med Dem, naar jeg er alfor bedrøvet? Jeg havde i Dag en ret underlig Samtale med hende, der satte mig i en underlig Stemning, hun seer mig alfor dybt i Sjælen, - ja jeg kunde blive forskrækket derfor. – Hun bebreider mig ogsaa min Mangel paa Selvbeherskelse, - men jeg har jo forbedret mig, skal det meget mere, det har jeg lovet Dem, og derfor vil jeg holde det. Pas Paa! Alt hvad der kan bevirke mindre gode Tanker om mig hos Dem, skal jeg modkjæmpe. Det vilde gjøre mig saa ulykkelig, om der kom en Tid, jeg følte at De var mindre godt stemt mod mig end jeg nu troer det. Deres Fader har trukket mig frem, givet mig Grunden til at bygge paa, han er mig [uafsluttet]

Tekst fra: Ejnar Askgaard (mmicrofilmscan 13, 445)