H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Louise Collin, g. Lind 1. november 1832

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 1. november 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 4

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 1. november 1832.47

Kjøb: den 1ste November 1832

Det er saalænge siden jeg ret talte med Dem! Vi have jo nok været sammen, men der ere altid saa Mange, og altid saa meget, der gjør at jeg ikke ret veed at komme med i Conversationen, jeg er vist utaalelig kjedsommelig? Jeg kan ikke ret finde et passende Udtryk derfor. – Nu er jeg da ene med Deres aandelige Jeg, nu vil jeg ogsaa pluddre, De har tilladt mig det – og Deres søster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale.48 Herre Gud! hvor selv denne Censor gjør mig forlegen! Men hun ynder mig jo dog, hun vil ikke misforstaae mig; ikke berøve mig den eneste Trøst, den eneste rigtige Glæde jeg har, at jeg imellem ret broderligt tør tale med Dem, naar jeg er alfor bedrøvet? – Jeg havde i Dag en løierlig Samtale med hende, der satte mig i en underlig Stemning, hun seer mig saa dybt i Sjælen at jeg kunde blive forskrækket derfor, havde jeg ikke en god Samvittighed. Hun bebreider mig, ligesom De, at jeg mangler Selvbeherskelse, jeg har jo dog bedret mig, og skal det meget mere; det har jeg lovet Dem og vil derfor holde det. Pas paa! Alt hvad der kan bevirke mindre gode Tanker om mig, hos Dem og Deres, skal jeg modkjæmpe – det vilde gjøre mig saa ulykkelig, om der kom en Tid, jeg følte at De var mindre godt stemt mod mig end jeg nu troer det. Deres Fader skylder jeg næsten Alt, ingen af hans Børn kan mere barnlig klynge sig til ham end jeg, jeg har Ærefrygt for ham, han har draget mig frem, han er mig min anden Fader. I Eduard har jeg fundet den kjærligste, den bedste Ven, jeg veed, han vil ikke forlade mig, om De endogsaa Alle gjorte det; vær mig da ogsaa god, kjære Frøken!, jeg har saa megen Tiltro [til] Dem, jeg stoler paa Dem som paa Eduard, – det tør jeg jo nok sige? Vi have jo kjendt hinanden i saa mange Aar!49 – De troer det vist ikke, men det er virkeligt sandt! jeg synes ordentligt det er Evigheder imellem hver Gang jeg seer Dem, og naar jeg saa kommer; bliver jeg underlig ved at føle at det jo var Dagen forud jeg sidst var [der]. – Det Hele ligger i, at jeg er saa ene, har intet Hjem, og søger det derfor hos den Familie, der er mig kjærest. – Jeg er dog et underligt Menneske; har jeg et Gode og føler det, da griber der mig tidt en underlig Frygt for at miste det, jeg kan ikke ret tænke mig, at jeg i denne Verden skal nyde noget Varigt! – Det bæres mig for, som jeg engang, ikke længer vil blive yndet af Dem der hjemme, at jeg mister dem allesammen. Men det bærer jeg ikke! De har følt hvor meget enhver Stemning mod mig, i Deres Hjem, virker paa mig, O, der ligger en uhyre Vægt i det mindste Ord, selv – ja jeg maa tilstaae Dem det, thi det piner mig – det lille Ord om "Galopade", – "engageret"50 – har forunderlig grebet mig! men jeg tør ikke ret udtale mig. – Jeg er jo Digter, en Digter er et underligt Væsen, den ydre Verden virker forunderlig ind paa ham, det er i Grunden den der former det sjælelige; tænk paa, hvor meget De virker paa mig, eller tænk det, idet mindste for min egen Roligheds Skyld. Jeg føler at jeg gaaer til Grunde, min aandelige Kraft sløves, før jeg endnu har udrettet noget. Intet driver mig fremad! – Der er Intet jeg tør haabe, ingen Ting i Fremtiden der staaer mig som en Muelighed, en blot tildrømt Muelighed. – Naar jeg engang er formuende nok til at kjøbe mig Entré i den store Dandsesal, er der intet der, som giver mig Lyst til den omtalte Galopade. – Saadan gaaer mit Liv hen, jeg lever, uden dog at leve; vær mig lidt mere end De Andre, vær mig en Søster, vær mig den, der viser mig Maalet, Veien til Daad og Ære; der kan vistnok blive noget af mig, vor Herre har saa underlig taget sig af mig, og han er jo dog den bedste Støtte af dem Alle, og De vil ogsaa altid være som nu, jeg tager ikke Feil af Dem, De vil bære lidt over med mine mange Særheder, min Pirrelighed; trøste mig, naar De kan og aldrig gaae over paa mine strænge Recensenters Partie, om De endogsaa blev ledet i Fristelse. – Men nu lev vel, jeg seer Dem snart, glem mig ikke!

Deres hengivne A.

Hils Søsteren!

[Udskrift]

No 5

Frøken Luise

Tekst fra: Ejnar Askgaard

Kjære, kjære Frøken!

Det er saa længe siden jeg ret talte med Dem, vi have jo nok været sammen, men der er altid saa Mange, og altid saa meget der gjør at jeg bliver utaalelig kjedsommelig, jeg kan ikke ret udtrykke mig. – Nu er jeg da ene med deres aandelige Jeg, nu vil jeg da pluddre, De har tilladt mig det – og Deres Søster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale – Herre Gud! hvor selv denne Censor gjør mig forlegen! Men hun lider mig jo ogsaa godt, hun vil ikke berøve mig den eneste Trøst, den eneste rigtige Glæde jeg har, at jeg imellem ret broderligt, tør tale med Dem, naar jeg er alfor bedrøvet? Jeg havde i Dag en ret underlig Samtale med hende, der satte mig i en underlig Stemning, hun seer mig alfor dybt i Sjælen, - ja jeg kunde blive forskrækket derfor. – Hun bebreider mig ogsaa min Mangel paa Selvbeherskelse, - men jeg har jo forbedret mig, skal det meget mere, det har jeg lovet Dem, og derfor vil jeg holde det. Pas Paa! Alt hvad der kan bevirke mindre gode Tanker om mig hos Dem, skal jeg modkjæmpe. Det vilde gjøre mig saa ulykkelig, om der kom en Tid, jeg følte at De var mindre godt stemt mod mig end jeg nu troer det. Deres Fader har trukket mig frem, givet mig Grunden til at bygge paa, han er mig [uafsluttet]

Tekst fra: Ejnar Askgaard (mmicrofilmscan 13, 445)