Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 16. marts 1848
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Alexander
Sprog: dansk, tysk.

Min høie kjære Ven!

Et heelt Stykke Verdens Historie er rullet op siden jeg skrev sidst, ja siden De sendte Deres kjære Brev til Danmark, saa store Bølgeslag naae ogsaa til vore Kyster! hvad skal derved skee! det er en alvorsfuld Tid, jeg synes i den det næsten er altfor smaat at tale om mig, [overstr: den bevingede G?? er at Intet hvor man seer Stjerner falde]]. Imidlertid holder jeg fast paa den usynlige Traad i det enkelte Menneskes Skjæbne i hele Verdens Gang, een kan ikke styrtes, een kan ikke forandres - Gud. - Alt er nu Politik, hvor Krigsskarerne øver sig kan ikke Digteren der kun er en Urtegaards Mand binde og beskjære sine Ranker. Jeg seer imidlertid med Ro mod Fremtiden, hvad den bringer - jeg troer der paa, er det Bedste, om ikke for den Enkelte. - Ringeklokkerne ringe ikke længer for Christian VIII, han er bragt til Roeskilde Domkirke, man fortæller, og det er i sin Sandhed vel kun Tilfælde, men det Tilfældige er det Poesiens Blomst paa Hverdags træet, at den Dag Kongen døde kom en vild Svane flyvende over Søen og knuset sit Bryst mod Roeskilde Spiir. Øehlenschager har i sit Program ved Universitetets Sørgefest benyttet dette Træk. - Aftenen Kongen blev begravet fik jeg fra Sverrig og Norges Konge tilsendt den svenske Nordstjerne, den bæres i et sort Baand, og dette var mig af Betydning, just den Dag, det vil ved sin Farve minde mig om Dagens Sorg, om en Stjerne gaar op for mig i Norden som den der gik ned, tør jeg ikke haabe. Et sandt Træk af Digteren Oehlenschlager maa jeg fortælle Dem, han lykønskede mig forleden som Ridder af Nordstjernen og spurgte mig da om jeg havde Lyst /[klæbet på forneden på arket:]at eie nogen han havde baaret, han gav mig da en lille Nordstjerne, der havde hængt paa hans Bryst og da jeg blev bevæget derved trykkede han mig til sit Hjerte, som en Fader sin Søn, sagde hvor høit han skattede mig. Min nye Konge har jeg endnu ikke seet, derimod den unge Enkedronning, jeg følte mig meget afficeret ved at komme i de kjendte Værelser /Dron[nin]gen seer meget syg og lidende ud. Vi talte meget om Begivenhederne i Frankerige, om det stakkels gamle Kongepar om den ædle Hertuginde af Orleans; Dronningen var dybt bevæget, sagde mig at vi oftere maatte sees, at det Heele i disse Tider maaate Holde sammen; - Gud holde sin Haand over det kjære Tydskland, hvor jeg har saa mange jeg holder af, Gud være Danmark god, hvor jeg jo som Blomsten er voxet fast med Rod; - Gid Menneskene kjendte og forstode hinanden, da var der mere Kjærlighed end Had. - Under alle disse Skyer og Hvirvelvinde har jeg imidlertid endt min Roman, at der er kommet Skygger flere Steder end jeg vilde ligger i min Stemning, ligger i Tiden. Imidlertid troer og haaber jeg at der over det Hele er en poetisk Ro, en Forvisning om det Skjønnes Seier, og ikke at politiske Vindstød, ryster Bladene. -

I Juli kommer bogen ud i Engeland og i September i Tydskland. Vil Deres K.H. bringe mig i naadig Erindring hos de høie Forældre og hos hendes Kongelige Høihed Arvestorhertuginden. Med Begjærlighed griber jeg hvert Blad og seer efter [Uafsluttet]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 344-46)