Dato: 11. december 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

47. Til E. Collin.

[efter 11. Dec. 1832]

Kjære, kjære Eduard!

Jeg maa tale med Dem! mit Hjerte er altforfuldt til at jeg kan lade det være; det meste af mit Brev vil vist mishage Dem, thi hvad jeg vil udtale er det, som De vist anseer for Feil, men jeg maa! Øhlenschlæger var ikke, som De yttrede, god mod mig, Alt sagde jeg Dem ikke, meget, De anseer let henkastet, faldt tungt paa mit Hjerte. Mine Følelser i denne Henseende tør jeg ikke engang udtale for Dem. Han udviklede mig min Fremtid, det underordnede Forhold jeg vilde komme til at staae i til de der nu ere76 mine Jevnaldrende; sagde mig, mellem nogle hæderlige Ord som Digter, hvor­ lidet jeg i Grunden havde gjort for at vise mig Deres Fader taknemlig; – ja, jeg er vis paa, at han troer ret at have opmuntret mig, medens han kun har aabnet mine Øjne for Skygge-Siden af mit Liv. – Min Sjæl var alt ved saa mange Ting, i den sidste Tid saa stærkt rystet at den ikke be­høvede meget for reent at bukke under. Jeg trængte til – men hvor tør jeg sige det, jeg vente det – til megen Roes og Trøst for at den kunne reises. – Jeg føler mig saa slavisk nedkuet, at jeg selv ikke ret kan tale med Dem – ikke Ansigt til Ansigt kan udtale Dem min Sorg; jeg elsker Dem som en Broder, o Gud Eduard, og dog staaer De mig nu alt for høit til at jeg tør og kan klynge mig til Dem, der er opstaaet et Forhold mellem os, der gjør mig saa usigelig bedrøvet, jeg føler altforvel Øhlenschlægers Ord om mit underordnede Forhold, jeg indseer nu tydeligt, hvor rigtigt det var at De ikke ifjor gav efter for mine barnagtige Yttringer, at vi skulde sige »Du« til hinanden, som Venner pleie; jeg har ofte grædt der over, sør­get meer end De troer, men nu indseer jeg nok, det passede sig ikke. – I det sidste Aar har saa meget grebet ind i mit Liv, at enten en aandelig stor Forandring forestaaer til det Bedre, eller Alt gaaer til Grunde; jeg har længe ikke udtalt mig for Dem, kan nu langt mindre, men naar jeg er død skal De finde mit Skriftemaal. – De har været mig meest af alle Menne­sker, Dem har jeg betragtet som Ven–som Broder, nu snige Livs Forhold sig mellem os, jeg seer mine Mangler, min Stilling, min og Deres Fremtid og forudseer Alt. – Mit Digterliv var kun et Stjerneskud, der snart er glemt! – O kjære Collin, jeg længes efter Døden, efter Ende paa dette Hele! Reise, Italien, – det var kun Phantasier, jeg fortjener det vist heller ikke! – O, det har været en slem Nat i Nat, jeg har grædt saameget og ønsket Døden, selv om denne var en evig Søvn. – Tak for al Deres Kjær­lighed mod mig! jeg lover Dem ikke mere at plage Dem med Suk og Jere­miader, jeg vil, og skal skjule Dem min Sorg, jeg vil ikke kjede Dem. Hvad der skal skee i Verden, maa jo! – Lev vel! ingen holder af Dem, mere end jeg, men jeg skal heller aldrig glemme Forholdene mellem os! Mine Smaa­ Digte vil Efterverden vist bedømme mildere end Folk nu, dersom de over­leve mig. Vær ikke vred paa mig, jeg er nu en sær Skabning, en »poetisk Figur« som Øhlenschlæger kalder mig.

Deres

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost