H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Mariane Frederikke Stub 14. december 1832

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. december 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Mariane Frederikke Stub
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 14 December 1832

Kjære Frøken

Hjertelig Tak for Deres venlige Brev, det gjorte mig saa godt, jeg blev saa glad derover, og De kan tro det er en Velgjerning at gjøre mig en Glæde; jeg trænger til den, som den tørstige til en Lædskedrik; Verden opdrager mig saa stærkt, at jeg snart gaaer til Grunde. Der ligger mere Alvor deri, end De maaskee troer. Hvorfor jeg ikke strax skrev Dem til? ja - det kan jeg ikke svare paa. Jeg havde det dog saa tidt i Sinde. - Mit Humeur er slet ikke godt! Ungdoms Lunet er forbi, ja selv mit poetiske Gemyt kommer kun, som lykkelige Drømme undertiden tilbage. Jeg har følt for mange Sorger, taalt for mange Bitterheder, til at jeg endnu barnagtig kan flagre med Phantasien, det er en prosaisk Virkelighed der omgiver mig. - I næste Uge kommer min sidste Bog ud: Aarets 12 Maaneder, jeg kalder den, min sidste, maaskee bliver den det ogsaa i en doppelt Betydning, jeg har i en underlig Forudfølelse, ladet den ende med mit eget Gjenfærd paa min Grav, den siger sin, just ikke trøstelige Tirade. - dog gad jeg nok leve saa længe endnu, at jeg kunde levere Verden eet ordentligt Arbeide, kun eet, men som det var værd at have levet for. Een stor Idee, foresvæver mig, maaske opløfter den sig i noget Ubetydeligt eller /

jeg selv flyver bort før den. - Jeg gad nok udtale Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel og troer at have fundet et Stof dertil, i den gamle Vise om "Agnete og Havmanden". - Gid jeg kunde komme til at reise til Udlandet, det vilde maaske styrke mig lidt; et Slags Haab har jeg, men Haab er en Kridttegning, Ærmet vidsker ud. - De yttrede i Deres Brev, at De havde i Sinde at glæde mig med et lille Malerie. O, De vilde gjøre mig lykkelig derved! Jeg sagde for Spøg til Ludvig, "jeg vil bede hende male mig en Engel med dit Ansigt!" Der skulde De see, hvor han blev lidenskabelig, skjøndt jeg bemærkede at Ansigtet maatte være qvindeligt. Han truede da med at ødelægge det, hvis han fik det at see. Den lille Nar! han kanjo ikke vide om jeg tænker mig et qvindligt Væsen og slet ikke ham, som jeg paa denne maade vil faaae et Portræt af. - Jeg har ogsaa drillet ham, men der er ingen Udveie med ham. Alvorligt talt, De vil gjøre mig meget glad om jeg faaer et Stykke, kun som Qvadradetet af dette Brev. De kan jo male Ludvig som en garstig Recensent med fæle Kløer, eller give mig et andet godt lille Barn, der kan see lidt mildt til mig, naar Verden udenfor kaster for onde Øine eller støder / mig reent fra sig. - Jeg har i "December" tegnet et lille Malerie af Pebersvend, jeg vil her give Dem dette Billede; først er der skildret nogle Børn i et Kammer, der glæde sig til Julestadsen. Nu seer man Gjenboens Huus. Den gamle Pebersvend sidder ved Vinduet, seer over til dem og siger:

"Nu tændes Lysene paa Juletræet,

Ved Døren Børneflokken lytter til,

Tæt ved hinanden, halv de bøie Knæet

Og gjennem Nøgle Hullet titte vil!

De lykkelige Smaae!sødt Hjertet banker,

Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som dem

Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,

jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see!

Ja jeg maa aande paa den! Glasset fryser

Iisblomster saa stærkt i Øiet skjær'.

Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser

Hvor salig er dog Barne-Glæden der.

Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene,

Som Fremmed, selv hos Vennerne jeg staaer,

Med Sorgen, som med Glæden, er jeg ene,

Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.

En gammel Pebersvend, mig Verden kalder,

"O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!"

Nei det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,

Og hvad veed Verden om min Drøm Besked?

Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,

Og til den bedste Blomst dog Øiet saae.

"Vær min," jeg drømte, voved' halv at sige,

Hvad kan man ei i Drømme falde paa!

/

I Rosens Rødmen, Haab jeg vilde finde,

En anden kom - jeg saae endnu paa den -

Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,

Og nu - er jeg en gammel Pebersvend!

----

See det var den Historie! Lad mig ved Leilighed høre fra Dem og bring Deres Omgivning, som jeg kjender, min hjertelige Hilsen, kommer jeg ikke længere bort til Sommer, da bliver der vist et Besøg paa Nørager, og i dette Tilfælde skal De faae min Vesit i Kalundborg; jeg længes ret derefter; maaske reiser jeg ind i den anden Verden! men ogaaa der vil vi mødes og vistnok stifte et bedre Bekjendtskab end vi endnu have faat Leilighed til her. - Læg Ludvig smukt paa Hjertet at holde lidt mere af mig og tænk selv imellem venlig paa mig. - Fornøi Dem vel i den kjære Juul, jeg skal ogsaa til nogen Lystighed,men jeg bringer den ikke selv med som i gamle Dage; det var dog en lykkelig Tid, nu er jeg bleven saa gyselig fornuftig, tør ikke være Barn længer, og skal sidde mellem de Ældre og føre en ordenlig Passiar! Min Oversættelse af "La reine de seize ans" kommer snart paa Theatret, jeg arbeider nu paa "Spanierne i Odense!" - Lev ret vel og glem ikke Deres af Hjertet hengivne

Andersen

Trykt Version:

(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
"En gammel Pebersvend", mig Verden kalder;
"O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!"
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
"Vær min!" jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus