Dato: 1833
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Jeg trænger til at tale et par Ord med Dem, og mundtlig skeer dette jo ikke -

Saa er det da skeet hvad Ingen af os ventede! saa har hun dog ikke været den redelige Pige jeg troede hun var! skjøndt hendes Sjeleøie og hendes yndige Smil har hun dog ikke været af de Udvalgte - Lad en erfaren Kone, der kjender sit Kjøn, sige Dem dette - hendes Forfængelighed har trængt til Hylding og af hvem kunde hun faae den i alle Henseender saa tilfredsstillende som af en Digter? dette er bittert sagt, men dog kun sandt -

Jeg vidste det i Thorsdags, derfor ængstedes jeg for at see Dem, men Deres Blik var saa roligt, saa jeg nok tænkte De ikke vidste det - o Gud hvor det ængstede mig hver Gang jeg saae Dem smile, hver Gang jeg hørte Dem lee - - men ikke sandt, kjere gode Andersen, De høiagter hende ikke meer i den Grad at De af alle Deres Livs Glæder vil gjøre et Offerbaal til hendes Hæder? Nei vær Dem selv igjen, bliv lykkelig igjen, og bønhør Deres moderlige Veninde, lad ikke bitter Spot fylde det Hjerte hvor hun før havde sit Sæde - For Deres egen og for vores andres Lykke Skyld vaag over det! Det havde alt rodfæstet sig saadan hos Dem, at jeg med et Slags skye Skræk trak mig tilbage fra Dem, og aldrig troede jeg at jeg nogensinde meer skulle have vovet at skrive Dem een Linie til; thi den der med Latter for Andre kan spotte hver min Yttring, den kan jo ogsaa spotte hver Linie i mit Brev - men dette for mig saa uventede Slag, gjorde at jeg glemte mig selv, ja jeg maa ogsaa lade Dem vederfares Ret, paa de par sidste Gange har De skaanet mig noget meer end sædvanlig, det maaskee ogsaa gav mig lidt af mit gamle Mod -

Andersen kunde De see i mit ærlige, moderlige Sindelag imod Dem, vilde De skaane mig meer, hver Spot fra Deres eller Fredriks Læber skjær mig i Sjelen, ak Gud til ham kan jeg ikke sige det! og af ham er jeg i flere Aar vandt til det, men af Dem har jeg været vant til noget Bedre! -

En Hændelse der gjorde et dybt Indtryk paa mig forleden Dag, maa jeg dog meddele Dem: For et Aars Tid siden gav De mig en lille Gren fra Wulfs Have, jeg satte den i en Urtepotte og da jeg kom herud, plantede jeg den i Haven, da Sneen kom af Jorden glædede jeg mig ret over at see den saa frodig, thi for mit omtaagede Øie, der saae hvad jeg vilde see, var den voxet, nu kom Karlen for nogle Dage siden ved Uforsigtighed til at rykke den op og - - - den havde ingen Rod - Gud, Andersen, hvad det gjorde for et Indtryk paa mig! uf - De leer dog vel ikke deraf? Den skal blive staaende, jeg skal blive ved at pleie den - hvad jeg eengang har havt Glæde af at passe, forlader jeg ikke, men den vil ikke nogensinde fæste Rod - -

Lev vel, gode Andersen, gid det kunne være Dem kjert at læse, at jeg altid er Deres

moderlig hengivne Signe Læs

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost