Dato: 20. maj 1848
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Glorup 20 Mai 1848.

Min kjære, søsterlige Veninde!

Nu har jeg været her i otte Dage og er igjen levet ind i mig selv, føler mig glad, vel og virksom, det kunde jeg ikke være i Kjøbenhavn, jeg var som pidsket af alle Smaalighedens Svøber!; - dersom mit Ophold i Lon­don forrige Sommer var det meest glindsende Punkt i mit Liv, noget man ikke har begrebet hjemme, saa har sandelig denne Vinter og Foraaret i Kjøbenhavn været mig noget af det Bittreste jeg har oplevet, om det var Contrasten eller Virkelighedens Tryk, vil jeg ikke afgjøre. Jeg har følt mig stødt og jaget bort fra alle Sider og havde en Fornemmelse, som om al poetisk Lys i mig Dag fra Dag derved slukkedes. De kjender vel en Leeg: »Lad Fuglen ikke døe«, den bestaaer i at man lader en brandende Fidibus gaae fra Haand til Haand i en Kreds, og medens den brænder, siger til Naboen: slad Fuglen ikke døe!« og enhver skynder sig derfor med at blive fri for den, hver paa sin Maade; saadan en udbrændende Flamme følte jeg mig. - Af de Faae der har været mig gode, ja ret gjort mig godt, er De , jeg har seet og følt Deres Deeltagelse og vil aldrig glemme det! De er ogsaa en poetisk Natur, og det er kun beslægtede Naturer, som forstaae hinanden. Tak for Deres Overbærelse med mig i min lidende Stemning, det gjorde mig saa godt at sidde nogle Minutter i Deres Søsters hyggelige Hjem, see hende, med det rolig milde Ansigt, sige mig venlige Ord, see Dem bevæget; naar jeg gik bort var det, som jeg havde været i Solskin efter en kold Dag; nu føler jeg mig igjen i min egen Natur, Ingen driver mig ud af den, jeg har Ro og mærker, at »Fuglen ikke er død!« jeg har skrevet en heel Deel paa Romanen,1846) hvis Slutning runder sig mod Maalet. Det er saa velsignet at leve med Guds Natur og sig selv. Skoven er uendelig deilig, Veiret fortræffelig og Kukkeren synger fra Morgen til Aften silde. Imidlertid er her ganske, som i en Leir, hele Fyen er besat med vore Tropper; Excellensen har fyrgetyve Mand i Indqvartering og igaar1848) fik han, da Reserven kom, indlagt 50 Menige paa een af sine Gaar­de Mollerup; der excerseres og skydes hver Dag, en Hest har faaet en Kugle i Hovedet og en Bonde een i Benene, men der var ingen af dem som toge sig [i] agt og det skal jeg nok, De kjender mig! Jeg seer De smiler. Ho­vedqvarteret er i Odense; General Hedemann1850) kom derfra, forleden Dag, og spiiste hos os, han fortalte blandt andet, at Preuserne ovre fra Riegels1851) Have, i Snoghøi, havde sendt Frøknerne Riegels, der ere paa Hindsgavl, en Blomster Bouquet fra Haven og i Følge med den var - et tydsk Vers. Af de Frivillige og Officererne faaer jeg i smaa Portioner, Eet og Andet om deres Marscher og om Slaget ved Schleswig og Flensburg,1852) der, naar jeg sætter det sammen, giver et ret klart Billede; jeg gad nok have været med, da skulde De have faaet en ordenlig Skildring. Der ere hele Genre­Billeder; snart var en halvsnees Mand indqvarteret i en lille Bondestue,1853) hvor de sov paa Gulvet og oven paa de høie gamle Drakister, hvis Jern­beslag trænger dem ind i Kjødet, saa de have Mærke deraf naar de vaagne; snart laae hele Batallionen paa den aabne Gade og sov med Tornystre under Hovedet, mens Regnen skyllede ned og det blæste en Storm hen­over dem. - Jeg har en egen Følelse ved hver Soldat jeg seer, idet jeg tænker paa de ham forestaaende Tider, det Blod der endnu vil komme til at flyde og jeg synes i hver at see Een der om kort Tid falder for sit Fædreland, jeg har en Lyst til at trykke dem Allesammen i Haanden og gjøre dem Godt. Men naar komme nu Svenskerne?1854) Det er et almindeligt Spørgsmaal, det er den store Længsel! ved hver Efterretning i Aviserne, ved hver fædrelandsk Opofrelse og Hengivelse, har jeg en nerveus Hjerte­Udvidelse, det siger mig, hvor fast Roden hos mig er i den danske Grund. Gid at jeg maatte see Svenskerne komme, gid jeg maatte være med at modtage dem, jeg troer jeg skulde synge en god Vise, dog den bedste synger jeg naar Krigen endes, og endes hæderligt for Danmark; gid dog snart de smukke Sommer Dage maa komme!

Siig mig dog noget om Deres Broder Peter; han er der paa Vestkysten, ganske afskaaret fra det af Fjenden besatte Fastland; hans eneste Havn, rimeligviis Helgoland, jeg tænker meget paa ham, sig mig dog lidt Solidt. Hils Christian naar De skriver, hans Navn hilser mig dog imellem fra Aviserne.1856) Har De nyligt seet Worsaae?

Bring ham mit hjerteligste god Dag; han er vist en solid, riig Natur, som man kan leve sig vel med. Grimur Thomsen skrev jeg til hans Fødselsdag,1857) jeg haaber at høre fra ham, høre at han er i lyst Humeur, og venligt erindrer mig. - Deres Søster maa De nu lade læse dette Brev og jeg lægger en Bouquet af mine bedste Hilsener mellem disse Blade, af samme bringer hun sin Mand og Sønnerne en Deel. Glæd mig nu snart med nogle Ord, lad mig vide hvor­ledes De og Deres leve, lad [mig hø]re, om De kan, noget godt Nyt, og ved Godt forstaaer jeg især » Ende paa Krigen«. - See det[te er] nu et langt Brev uden meget Indhold, men jeg ligger jo stille og seer Græsset og min Roman groe. Jeg har i disse Dage læst »Fængselet i Edinburg«,1858) den første Roman jeg nogensinde læste, det var for omtrent 25 Aar siden; da gjorde den et mageløst Indtryk paa mig, hvor ganske anderledes mod­tog jeg den nu, før gik den gjennem Følelsen til min Tanke, nu derimod gjennem Forstanden; Sceneriet i Edinburg og om Dumbarton ere mig nu kjendte Egne, herfra har jeg en fastere Grund at staae paa og det hele Billede vinder en Friskhed, som det min Phantasie beaandede det med for de fem og tyve Aar siden; nu tager jeg fat paa »røde Robin«, hvis Hjem ved »Loch-Lomond« ogsaa er mig kjendt fra Reisen forrige Som­mer. - Imidlertid troer jeg at den Roes man ubetinget gav Walter Skott for sin klare Skildring af Stedet, dog er noget betinget, han er lidt bred, og giver ikke de slaaende Enkeltheder, hvor med Naturen kan males paa Papiret; deri kan man opnaae ham, men i Characteertegning, i Opfattelsen af Tid og Historie, ja der maa man meer, end tage Hatten af. Tusinde Hilsener.

Deres broderlig hengivne Hans Christian Andersen.

[I Marginen:] Min Adresse er: H. C. A. paa Glorup ved Nyborg.

[Udskrift]

Til Frøken Henriette Wulff

afleveres hos Høivelbaarne Hr Conferensraad, Commandeur

og Ridder Kock, Bygmester etc. ­

Nye Kongensgade tæt ved Volden i Kjøbenhavn

frit.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus