Dato: 15. juni 1848
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 146. Fra Henriette Wulff.

Kjøbenhavn d. 15 Juni 48.

Kjære gode Andersen!

Jeg modtog i dette Øjeblik et lille Brev fra Glorup fra Dem, jeg troede De forlængst var i Sorøe og har skrevet der hen, hvor De vil finde et Brev hos Ingeman, jeg vidste ikke hvorhen addressere det bedre. Tak for det i Dag, gode Ven, jeg bliver altid saa glad ved at faae Brev fra Dem, og i Dag var det en dobbelt Fest, da man paa een Gang bragte mig fra begge de to kjære Brødre der hedde Christian! Den Anden Chr: er for Øjeblikket med sin Ægir ved Helsingør,1892) og venter paa Kongen, længes efter activitet, og har gjordt en lille tour over til Sverrig for at see Lejren; med alle de Svenske han har talet er der kun een Gjenstand, kun eet Ønske der gjør sig gjældende, - at komme til Danmark, og at slaaes for Danmark! Ja Gud give de maatte faae Lov at slaae til, men de afholdes jo af det Værste paa Jorden, Politik og Diplomatik; nu er Oxholm1894) rejst til Petersborg, man venter at han skal bringe vigtige Ting tilbage. Her er i Byen adskjillige svenske Officiere, men det er kun dem der frivillig er gaaet i dansk Tjæneste, og bærer dansk Uniform, de kjære Mennesker, de mene det dog saa godt og ærligt med os! Ja egentlig Andersen er det en herlig Tid, vel er den alvorlig, men hvilken skjøn Følelse er ikke den Begejstring der griber os dagligen ved at læse eller høre fortælle de ædleste Træk, jeg vilde omfavne alle de kjære Sjæle der stride og lide og due for Fædrelandet! Og paa hvilken Maade, syngende og glade gaae de det Alt imøde. Hvor de ere lykkelige der saaledes falde! Men Andersen, De maae ikke troe jeg »smiler« naar De taler om at gaae med, hvis det ellers var i Deres Bestemmelse, nej, nej, saa kjender De mig jo slet ikke hvis De et Øjeblik kunde troe det, hvært Menneske har jo sine Ejendommelig­heder, sin Vej at vandre her paa Jorden, mange ere skjønne, og er Heltens det, naar han falder paa Valpladsen, saa er Digterens der besynger ham, Digteren der forædler Menneskeheden til alle

Tider, hans Lod er ikke ringere; og hvad Modet angaaer, De taler om, da kan det vise sig paa mange forskjellige Maader, efter min Mening, og en fredelig Sjæl behøver ofte i Livet ligesaa meget Mod, til at vandre det igjennem, som den der styrter sig i Slaget. Jeg veed ikke om De forstaaer mig? - ­

Nyt som De spørger om, veed jeg Intet, vi leve saa landligt, saa eensomt, skjøndt midt i Byen, vore fælles Venner har det godt. Gr. Th. med sin nye Ansættelse - har De gratuleret ham? Worsaae er en otte Dage paa Landet i det sydlige Sjelland; har De sent noget til ham smukke Søstre,1895) da fortæl mig det. - Oehlenschlæger er meget glad over at hans Datter i Norge har faaet en lille Søn.1896) - Grundtvig troer jeg er gaaet lidt fra sine Fem, han skriver den eene flaue Gadevise efter den Anden.1897) Hvad Etats­raad Berling angaaer, saa finder jeg det meget moersomt, veed De hvem han sammenligner sig selv med? Med Struensee!

Est-il bête!!

Skjøndt det jo trækker længere ud, inden vi faae Dem her tilbage, glæder det mig dog for Dem , jo længere De er paa Landet, nu kommer den dej­lige Rosentid, den allersmukkeste finder jeg. Jeg lider af en uhyre Længsel efter Mark og Skov og frisk Luft, men faaer vel neppe Noget af det i Sommer, da Kongen vel bliver for det Meste paa Frederiksborg1898) - saa Taalmodighed. Jeg glæder mig imidlertid ret til De kommer tilbage, til at see og tale med Dem, til at see Deres Buste. Hvor dejligt at Frøk: Bremer udtaler de svenske Sympathier i sin nye Roman,1899) har De alt læst den? Man taler i Dag om at svensk Cavallerie skulde komme her over Kjøben­havn, men endnu har vi Intet seet til det. Kommer de her skal vi rigtig tage kjærligt imod dem, kan De begribe. - Men er det Alvor at et Menne­ske hedder »Nat og Dag«? Hils ham fra mig, hvis det er sandt, c'est trop drôle. Men nu maa jeg sige Dem Farvel, dog først sende Dem store Bou­quetter af Hilsner fra Nære og Fjerne! Thi Alle elske de Dem jo! Skriv mig endelig til fra Sorøe. De omfavnes

af Deres troe Søster Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost