Dato: 17. februar 1833
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 14. Fra Henriette Wulff.

Søndag Formiddag [17. Februar 1833].

I dette Øjeblik kom jeg ind i Stuen, og saae Deres Brev til mig, ligge paa Bordet. Kjære Andersen, De har ret gjordt mig ængstelig; eller er det blodt Deres sædvanlige Tvivl, uden Grund, som jeg haaber, der nu ogsaa farer i mig. Veed De noget bestemt, om Bestemmelsen , saa sig mig det ligesaa godt strax, uden at forberede mig, jeg vil tage mig det lige nær, at have skuffet Deres Haab, som det vil gjøre mig ondt for Dem, dersom der blev intet af Rejsen. Men jeg haaber til Gud at De blodt frygter; men Intet veed med Vished. De er ellers bestemt vred paa mig, kan jeg mærke, siden De hværken har været her i Gaar eller Forgaars, og det er virkelig Synd af Dem; men jeg vil ikke beklage mig, for har jeg virkelig vrøvlet til den høje Grad, og vildet bilde Dem med Vished Noget ind, der ej skedte, fortjæner jeg det, og meget mere, som jeg nok skal faae af mig selv! Jeg vil aldrig kunde tilgive mig det! - Det var ret slemt jeg ikke fik talt [med] Dem i Dag, og jeg beder Dem ret indstændigt strax at lade mig vide, dersom De har faaet Afslag paa Deres Ønsker! Dog jeg kan endnu ikke slippe det Haab, at det endnu kan blive godt! De er ret bedrøvet stakkels Andersen, og jeg vil saa gjerne opmuntre Dem lidt; men Evnerne ere altid svage, især i Dag efter en søvnløs Nat, og især efter Deres Brev, der har jaget den meest paniske Skræk i Livet paa mig. De troer at fordi jeg som oftes[t] spøger derover, ikke fatter, hvor virkelig nødvendig det er for Dem at blive løsreven fra Alt dette ; jo min kjære Ven! jeg føler det fuldkomment, og næst efter Dem vil De see, Ingen skal glæde sig mere ved Deres Lykke, end Deres gamle Søster og Veninde, vis eneste Glæde det virkelig er at dele sine Kjæres; det tør jeg nok sige om hende! Men hør nu min kjæreste Hr Ego, slaae alle Griller af Hovedet, de hjelpe dog til Intet. Og hold Dem til det ypperlige Ordsprog: At det er ikke værd at tage Hatten af, før man seer Manden. Lad Manden være den fortræffelige Edouard, som De gjør lidt Uret; men som jeg for vist haaber De ikke skal tage Hatten af for, men snart falde om Halsen. - Ach jeg vilde ret gjerne passiare længer med Dem i Dag, siden vi skal nu conversere paa den Maade; hé bien jeg holder af alle Manere at tale med mine Venner paa; untagen til Vogns, for der sover jeg helst; men jeg maae dog sige Stop, da mine Øjne ere trætte.

Vi sees vel snart, maaske i Eftermiddag? indtil da, som bestandig er jeg, wehrtester Hr Ego Deres uforandrede hengivne

Henriette Wulff.

[Udskrift] ST

Hr Cand:philos:Andersen.

Store Kongensgade.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling