Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 13. september 1848
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Glorup ved Nyborg 13 Sept 1848.

Min kjære søsterlige Veninde!

i dette Øieblik, ved Sengetid, kom Posten med Deres kjære Brev, og jeg sætter mig strax til Skrivebordet, da der just imorgen ganske tidlig, gaaer ridende Bud til Nyborg og jeg kan faae Svar til Dem; tak og atter Tak for al den Uleilighed og Besvær De for min Skyld lider, med Buste, med Værelser o s v. - Men den Leilighed i Collins Gaard, der ikke har en Solstraale er ikke efter mit Sind, jeg bliver syg uden Solskin, det aande­lige, som det materielle! jeg hører desuden af Grev Scheel,1970 som er her og engang har seet paa samme Leilighed, at der just der kan være en ubehagelig Luft; altsaa der vil jeg ikke! Strøget var imidlertid fortræffe­ligt, kunde man der i Nærheden dog finde et hyggeligt Hjem, Udsigt til Torvet, eller som sagt til Nyhavns Canal gad jeg gjerne have. See smukt i Avisen: »titta lidet«! som Svensken siger og lad Otto M, der er saa villig og flink tumle sig derom. Svenskerne ere endnu hos os; det er gode Mennesker! - Gamle Jomfru Ibsen, Broder Christians Beundrerinde, synes at de i Alt staae over os Danske, at de Menige ere komplette. Jeg er me­get med dem Allesammen og jeg er saa elskværdig som det er mig muelig efter min Natur. De Menige hilse mig Alle saa mildt, saa bekjendt, Præ­sten, Obersten, alle Officererne slutte sig meget til mig; hver Aften spiller Regiments Musikken ude i Gloruphave paa en lille Ø og de lange Aleer have en stor Skare Mennesker fra Omegnen. I Søndags var her Gudstjene­ste ude i Borggaarden, Regimentet kom med fuld Musik, med en Marsch Kong Oscar har componeret;1971 de stillede sig i en Fiirkant i Gaarden, foran den høie Trappe hvis Steengelænder var belagt med Tepper, her stod Præsten med Hat paa. Soldaterne sang Psalmer ledsaget af Musik, det var saa helligt gribende at Taarene kom mig i Øinene. Præsten talte om Fredens Aand som steeg ned og tilfældig skinnede i det samme Solen paa de blanke Hjelme. - Een Soldat, der havde været syg og nu var til Guds­tjeneste besvimede, jeg var med at faae ham ind paa en Seng, skaffe ham Vogn og hvad der maatte skee, og han saae saa taknemlig paa mig. Hver Aften holde Soldaterne Bøn paa Landeveien, vore Bønder, de gamle især, slutte sig til og staae med bart Hoved og foldede Hænder, det griber mig sært. - I Gaar kjørte vi, et Par Vogne fulde, hen at see det gamle Egeskov,1972 hvor De veed Brockenhuus's Datter1973 i 18 Aar sat fængslet i et Skab, indelukket af Faderen, det var en deilig Tour; og paa Veien mødte vi overalt fornøiede svenske Soldater, og inde paa Markerne gik de og hjalp vore Bønder med at rive og med at slaae. Hjemme her paa Glorup spille Musikanterne for alle Malkepiger og Stuepiger, de dandse paa den lange Gang og bryde gjensidig paa Svensk og Dansk. - Hvor det dog er velsignende at Nationerne forstaae hinanden, jeg mener ikke forstaae i Sproget, men i Sindelaget; al Strid er dog en Fjernelse fra Gud! naar for­staae vi dog Alle hinanden? - Det seer saa forvirret ud mod Syd,1974 at jeg nu ikke mere begriber Enden. Hvad skal der blive? Det er et forunderligt Lærerigt Aar dette sidste, og Resultatet er egentlig det, at man lærer at vide »at man ingen Ting veed!«1975 - De Svenske her udskibes rimeligviis paa Fredag,1976 jeg vil blive veemodig naar de forlade os. Rimeligviis skriver jeg lidt om deres Ophold her de sidste Dage, til en Blad-Artikkel1977 for Fædrelandets nederste Spalter, eller for Lorcks Leipziger Blad, De veed Boghandler Lork vil udgive et Blad i Leipzig for at virke for os ved sand­færdige Skildringer og dansk Aand. - Har De Tid, da lyksaliggjør mig snart med et Brev igjen, De veed ikke hvilken Velgjerning det er, som Musik klinger det mig til Hjertet. - Forleden Dag kom en svensk Soldat, der havde gaaet halvanden Miil for at bringe mig Digt fra han Oberst,1978 en Friherre, jeg begyndte paa Brevet og læste deri, at jeg stod saa høit oppe og han stod nedenfor, og jeg var saa uskyldig, at jeg tog det lige efter Ordet og spurgte Soldaten: »Staaer Friherren nede i Haven?« - Det faldt mig slet ikke ind at det skulde være poetice talt og at han satte mig saa høit over sig. - Hils Deres Svoger, og Deres milde, kjære Søster, Sønnerne, de gode unge Venner af mig og min Musa. - Worsaae og Grimur tre gode Hilsener, den ene, hvem De vil skal have de to. Broder Christian glemmes ikke, og da jeg kan kaldes med de samme to Navne, saa glem heller ikke mig.

Deres trofaste H. C. A.

lidt i hast!

Tekst fra: H.C. Andersens Hus