Dato: 14. september 1848
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

223. Til E. Collin.

Glorup ved Nyborg den 14 Sept 1848.

Kjæreste Ven!

Det er, synes mig, en halv Evighed siden jeg fik Brev fra Dem; ja, jeg har nok heller ikke skrevet længe, imidlertid har jeg næsten hver Postdag havdt stor Post til Kjøbenhavn, i Anledning af den engelske Udgave af Romanen, men jeg vilde ikke plage Dem og da jeg kunde overdrage Alt til Lohmeyer gjorde jeg det. Jeg havde spurgt Bentley til Raads om hvem af flere opgivne Personer i Engeland og Skottland jeg skulde dedicere Romanen og i Indledningen til dette Spørgsmaal havde jeg høfligviis skrevet, at dersom han ikke havde været min Forlægger, da havde jeg dediceret den til ham, men nu skrev Bentley, at den Grund maatte ikke afholde mig, da han tidligere, f Ex af een af deres meest populære Forfattere havde faaet en Bog, uagtet han var Forlægger. (Byron har dediceret sin Boghandler Murray.) Altsaa dedicerede jeg strax Bentley den ny Roman, men nu maatte der en Dedication, en Slags Indledning, denne skrev jeg og sendte Lohmeyer og da Romanen alt er ude i London til den 20de, hvis jeg har forstaaet Bentley ret, lod jeg Lohmeyer strax oversætte og besørge samme afsted, men da jeg fik en Afskrift saae jeg en ganske græsselig Misforstaaelse, nemlig at han havde oversat »Byrons Bjerge«, hvor jeg havde skrevet »Burns Bjerge«, saa maatte jeg skrive igjen og igjen. – Nu haaber jeg det er i Orden. Fra Deres Fader fik jeg et Brev hvoraf jeg seer at nu var anden Deel reenskrevet af Romanen, jeg formoder at De har givet Lorck før han reiste, første Deel, nemlig det Manuskript jeg har rettet i; har De ikke gjort det samme med anden Deel, (ligeledes det jeg har gjort Rettelserne i), da beder jeg Dem at De med næste Dampskib sender ham det og lægger medfølgende lille Brev indeni; har De alt afsendt anden Deel, da vil De være saa god at sende Brevet hen til Lorcks Svoger Delbanco og bede ham, med det allerførste Brev han afsender, at lade mit komme med inden i.

De Svenske ere endnu her paa Glorup, Fredag eller Løverdag tror de at blive indskibede; jeg synes egentligt ikke om at de forlade Fyen, saa længe at de fjendtlige Tropper ikke ere ude af Schlesvig. Sagerne staae jo meget underlige derovre, jeg begriber ikke hvad Enden bliver; jeg tænker vi tilsidst alliere os med Preusen og disse slaae til derovre. – De Svenske her ere alle meget elskværdige Mennesker; deres Gudstjeneste om Aftenen paa Landeveien, som tidt bivaanes af vore gamle Bønder, der staae med blottet Hoved og foldede Hænder har noget høitideligt. I Søndags var her svensk Gudstjeneste paa Glorup; hele Regimentet med fuld Musik, de spillede en Marsch af Kong Oscar, marscherede op i den inderste Gaard, stillede sig her i en Fiirkant, Officererne forrest; over Steengelænderet paa den høie Trappe var lagt et Teppe, her stod Præsten; Soldaterne sang til Musik en Psalme, der bragte mig Taarer i Øinene; Solen skinnede paa Pikkelhuerne, det var en stormende Blæst; Porte, Døre og Vinduer vare opfyldte med Mennesker. De vise mig Alle megen Opmærksomhed, forleden kom 1 1/2 Miil herfra en Soldat med et Digt til mig fra sin Major, det første jeg læste var at jeg sad høit oppe han stod nedenfor, og jeg spurgte i Uskyldighed Solda[ten] »staaer Majoren ned[e] i Haven?« jeg troede ikke det var poetice talt. Vi har en meget vakker Oberstlieutenant, og flere af Officererne have seet Svendborg fordi at de kjende »Spelmanden fra Svendborg«. Een havde i Svendborg spurgt om hans Huus var her og de havde der troet at det var Stadsmusikanten og viist dem hen til ham. Er det ikke en god Historie, men denne sidste har jeg selv lavet. Hils Deres Kone, Børnene og hele Amaliegaden.

Deres trofaste Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost