Dato: 29. november 1848
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 29de November 48

Min kjære Andersen!

Jeg havde besluttet idag at takke Dem for Deres Roman og sige Dem. hvor smuk jeg finder den; men dels generer det mig forskrækkeligt at sige Folk hvor godt jeg tænker om dem, lige i deres aabne Øine, dels veed jeg meget godt hvor grændseløs ubetydelig jeg forekommer Dem. saa altsaa min Dom maae være Dem fuldkommen ligegyidig som Dom betragtet, saa det kun skulde være Deres venlige Følelse for mig, der bevirkede at De hørte den taalmodigt.

Jeg vilde sige om denne Bog "man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars?Vandring i Skoven", fordi den Poesie der Iyser frem af hver Linie, forfrisker Sindet, der sandelig i denne Tid trænger til at opfriskes! Elisabeths Personlighed tiltaler mig især, hendes Barnlighed, det Anstrøg af Sentimentalitet (i dets gode Betydning) som skinner frem giver hende en rørende Ynde. Men man maae være opdraget paa "Halligerne" i Ubekjendtskab med Verden for at være saa poetisk i sin Fremtræden, som hun er; thi i Hjertet troer jeg at der hos mange Mennesker boer megen Poesie, som Ingen seer fordi det ydre Præg er hverdagsagtigt. Der er en lille Scene der rører mig umaadeligt; det er hvor Elisabeth kjører hjem med Etatsraaden, og mens Regnen pidsker paa Ruderne, "midt i Mørke, Blæst og Rusk synger Vægteren: "Det var ved Midnatstide, en Frelser blev os født!" Maaskee dette er af liden Betydning for Digteren, men i mig idetmindste rører et saadant Penselstrøg gandske overordentligt. Baronessen er en ypperlig Figur, hun interesserer mig meget; men hun frister mig ikke; naar jeg læser om Elisabeth ønsker jeg mig hendes Barndom, hendes Uskyid, hendes Væsen; eller jeg ønsker at kjende hende i Verden fordi jeg føler jeg strax maatte kjende hendes Sjæls?Adel, i hvad Forhold jeg end saae hende, Baronessen derimod hun er fortrinlig i Romanen, gjør ogsaa i Livet sin Virkning; men hun er af den Slags man enten holder stærkt af og forsvarer ivrigt fordi man seer hende i hendes gode Øieblikke og forstaaer hendes Originalitet, eller man føler Anthipathie imod hende, fordi man har seet Træk hos hende man ikke kan forsone sig med.; derfor vilde jeg nødigt træffe hende i Verden fordi Tilfældet vilde bestemme om jeg opfattede hende rigtigt eller ei. Trine synes jeg uhyre godt af, hun er Guld værd, med sit fortrinlige Hjerte, og Hansen er ogsaa en prægtig Mand med sin Sands for de høiere Interesser. De øvrige Figurer ere meer eller mindre interessante, alt eftersom man har Sands for deres Forskjellighed; men jeg har kun dristet mig til at udhæve, hvad der især har tiltalt mig. De maae ikke lee af mig, kjære Andersen! for hvad jeg her har skrevet! Jeg føler godt at det er dumt, men jeg syntcs jeg maatte sige Dem. hvor fortrinlig Deres Bog er forekommet mig, hvor mange milde Taarer jeg skylder den og Dem! tak for den, kjæreste Andersen! Gud velsigne Dem!

Deres hengivne Jonna

Riv endelig dette istykker naar De har læst det, jeg føler godt hvor tosset det er!

Tekst fra: H.C. Andersens Hus