Dato: 22. december 1848
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 22. December 1848.

Kjæreste Andersen!

Jeg beder Dem meget at undskylde, at jeg ikke tidligere har sendt Dem min Tak for Deres smukke Bog; men Correcturer og alskens andre Forhindringer have i længere Tid afholdt mig derfra. Deres Bog gjør et virkeligt og ægte poetisk Indtryk, og uagtet jeg vel har nogle Indvendinger paa nogle enkelte Steder, saa mener jeg dog, at Totalindtrykket hævder denne Bog en smuk Stilling i vor Literatur. Man seer her som i Alt, hvad De skriver, en virkelig Digtersjæl, hvori især Følelse og Phantasie paa en smuk Maade parre sig med hinanden. Som det, der meest har tiltalt mig, maa jeg fremhæve Livet paa Halligerne i 2den Deel; det er ikke blot en ny og frisk Fremstilling, hvori en forhen ubekjendt Natur afsløres for os, men det er tillige den dybe Baggrund, hvorpaa Heltindens hele Charakteerudvikling er begrundet, og man begriber hende først, naar man lærer det Sted at kjende, hvor hun har henbragt sin første Ungdom. Overalt seer man en virkelig følende Menneskesjæl og et bankende Digterhjerte i Bogen. Men nu maa jeg for at frelse min critiske Samvittighed og for Retfærdighedens Skyld ogsaa nævne noget, som mindre har behaget mig. De vil forundre Dem over, at jeg har taget Anstød af en Charakteer, som sikkert de Fleste ynde, og som Charakteer betragtet maa jeg og lade hende vederfares Retfærdighed, thi slige Charakterer findes uden Tvivl; det er nemlig Caroline Heimeran. Hun synes mig ikke at gjøre det Indtryk af Elskværdighed, som Digteren forudsætter; naar hun forestiller sin Kjæreste med de Ord: "Her seer De Fyren", og naar hun i Dødens Øieblik siger: "Naar vi vaagne i det andet Liv, skal vi nok gjøre Commers", saa synes mig, at De træder den qvindelige Gratie noget for nær; der er noget Raskfyrsagtigt deri, som skader hendes Elskværdighed. Scenen derimod med den døde Dreng, da Døren springer op, forekommer mig virkelig sublim; det er et overordentlig deiligt Sted. Mindre heldigt synes det mig ogsaa, at De lader den for Resten yndige og indtagende Heltinde i Bogen komme frem, støttet paa en Krykke; mig synes, det skader den plastiske Anskuelse; men jeg forstaaer ret Deres Mening; thi Sjælen skal her seire selv over den legemlige Svaghed. - Tilgiv disse Indvendinger! Den unge Piges Vandring til Kjøbenhavn og hendes Liv der finder jeg meget poetisk, ligeledes Begyndelsen af Bogen, især hendes Fødselstime. Trine, der fra sit Theaterliv har faaet et Begreb om, hvad Skinnet vil sige, er en fortræffelig Person, og saaledes mange Andre. At en Knap, der springer, giver Baron Holgers Skjebne en anden Vending, er ogsaa en god Opfindelse. - Tag til Takke med disse korte Bemærkninger, og endnu engang, vær takket for Deres Roman og for den Nydelse, De derved har forskaffet os Alle.

Deres trofast hengivne J. C.

H a u c h.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (341)