H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Carl B Lorck 31. januar 1849

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. januar 1849
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl B Lorck
Sprog: dansk.

Kjøbenh: 31 Jan 1848 [c: 1849]

Kjære Ven,

Endelig, siger De nok, kommer da een af de belovede Anmældelser af Fredrika Bremers Bøger, jeg giver Dem den af: "Midsommer-Reisen", tusinde Theater-Plager, Besøg, Arangement, Hjælpen paa Mennesker har tidligere draget mig fra hvad jeg havde den bedste Villie at give; jeg har udtalt min bedste Overbeviisning og Tanke, De vil vist kunne benytte den; mit Mærke, og ikke mit Navn staaer under, det ønsker jeg helst ved hvad der løber lidt ind paa det kritiske; De har vel faaet det lille Tillæg, jeg fra Forfatterinden bragte Delbanko til Dem?; ikke sandt, Indledningen er meget brugbar? At ingen hjerteligere end jeg interesserer sig for "Telegraphen" kan De være overtydet om, og jeg haaber at det skal vise sig. Til Wilhelm Moltke, til Unge og Gamle i vort StatsMaskineri taler jeg om Telegraphen og den Nytte samme synes mig at gjøre, blandt de Senere jeg talte med var Kommandanten paa Als, Riegels og han lovede mig paa det bestemteste at jeg fra ham skulde strax erholde til Dem flere Notitzer og Meddelelser der vist kunde være brugbare.

Tør jeg nu med Hensyn til mig selv, spørge hvorledes det gaaer med "De to Baronesser"; fra Tydskland hører jeg at Tittelen er feil oversat; "Baronessen" ere ugifte Piger, naar de derimod, som i Romanen, ere gifte kaldes de "Baroninnen", Tittelen skal altsaa være uforstaaelig. Gaaer Bogen af? Hvad siger Kritiken? - Fra Weimar fik jeg for 8 Dage siden Brev, Arvestorhertugen skrev at han ikke havde modtaget noget Exemplar af "De to Baronesser", ikke heller af de "illustrerede Eventyr", har De glemt min Bøn, da vær saa venlig paa det snareste, at huske samme; jeg maa dernæst tilføie Ønsket om at De i mit Navn vil sende strax et Exemplar af Baronesserne til Alexander Beaullieu de Marconnay, Student i Heidelberg; det er et velsignet Menneske jeg holder meget af og som det vil glæde, han seer deraf at jeg husker ham; kan der ikke tilfalde mig flere Exemplarer end de jeg alt har faaet, da skriv det paa Regning; Broderen Carl v. Beaullieu, Referendar i Weimar vilde jeg ogsaa gjerne fik fra mig to Baronesser, men skriv paa Bindet, "en hjertelig Hilsen fra Forfatteren"

Nu maa jeg da fortælle Dem, hvad De, som Nyhed maaskee kan optage i Telegraphen, men ikke som min givne Efterretning, senere faaer De det vel og fra Andre. I Mandags opførtes for første Gang Glæsers ny Opera Brylluppet ved Como-Søen, jeg har skrevet Texten veed De, Stoffet er efter et Par Capitler i Manzonis Roman "I promessi sposi". Der var fuldt Huus og Operaen vandt et Bifald, som jeg endnu aldrig i vort Theater har hørt større; hvert Nummer i første Act blev aplauderet og efter Actens Slutning fik Componisten igjen et jublende Bifald, det kjølnedes ikke i de følgende Acter og ved Teppets sidste Fald lød et tredobbelt Bravo og Klap, eller som Bladene sige: Stykket blev optaget me[d et] "overordentligt og velfortjent Bifald". Det vil vist være en Opera, der kommer til at gaae rundt i Tydskland. I første Act udmærker sig især En Vise af Hr Abondio, en Serenade og Finalen, i anden Act er vistnok Moderens Vuggevise Perlen af det Hele, uagtet Finalen her ved sin Efect faaer Mange for sig. I tredie Act, er det første combinerede Nummer, Abondios store Arie og Finalen særdeles vellykkedes. - De vil i alle danske Blade see hvor stor Glæde Glæser har af dette sit seneste Værk, der af Kjendere sættes høit over "Ørnens Rede" og Alt hvad han tidligere har componeret. - Men nu slipper Papiret! Hils Deres kjære Kone og tænk selv venligt paa

Deres tro-hengivne

H. C. Andersen.

[I Marginen paa 4. Side:] Textbogen fra mig, har jeg leveret Delbanco, til Dem.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus