Dato: 24. april 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

53.

Til E. Collin.

Hamborg den 24 April 1833.

Min egen kjære Eduard!

O, hvor jeg tænker paa Dem! Ja, jeg holder ret inderlig af Dem! mere end om De var min Broder! jeg kommer til at græde ved at tænke paa hvor langt jeg hver Dag kommer fra Dem, og dog var denne Reise engang mit høieste Ønske. – Afskeden var mig sa[a] smertelig og tung! Louise og alle de andre saae ogsaa bedrøvede ud og det var mig bittert tungt. Nu føler jeg ret hvor nær de alle ere mit Hjerte. – Da Dampskibet var om Trekro­ner overrakte Capitainen mig et Brev fra Jette Wulff, det var saa søster­ligt, saa sorgfuldt; hun talte om sine to Brødre hun nu havde mistet, der vare bortreiste, og nu om mig som den tredie, som hun neppe mere fik a see, thi hun følte at hun ikke levede længe. Jeg blev saa bedrøvet derover, og dog bankede mit Hjerte saa gladt, ved at tænke paa de Mange der holde af mig. – Vi fik smukt Veir paa Søen, dog kunne jeg slet ikke sove; hen imod Morgenstunden gik Østersøen stærk og da blev jeg meget søesyg.– Der var ikke mange Pasagerer, og slet ingen Damer. – Vi kom til Travemünde Klokken 8 ½ om Tirsdagmorgen der overraskede Capitainen mig med Deres Brev! Deres velsignede, broderlige Brev, jeg græd som et Barn, men maatte stille mig i en Krog for at skjule det for de andre!

Ja, De holder af mig, Eduard! jeg føler det ret, og jeg er saa glad og dog bedrøvet for at være borte fra Dem. Tilgiv mig enhver Gang jeg har gjort Dem i mod, enhver Bitterhed jeg har følt, thi jeg har gjort Dem Uret! Det at De af­ slog mig at sige Du til mig, greb mig saa dybt, at jeg nu tvivlede om at De igrunden ikke havde andet end Interesse for mig. Jeg troede at De forud­ saae at det i Tiden vilde genere Dem i den Stilling De kom, mod mig, at vi var Du, og det har i 2 Aar piint mit Hjerte, jeg vil ikke skjule det, men nu tænker jeg ganske anderledes, det var ogsaa ondt af mig, vær ikke vred derfor! nu forstaaer jeg Dem bedre, min kjære, kjære Ven! Jeg læser Deres Brev igjen i dette Øieblik, jeg maa kysse det saa mange Gange, som var det en kjær Broder jeg havde nær! O Gud, hvor lykkelig er jeg dog ikke ved Dig! Den hele, lange Tid paa Søen, gjorte Kammerjunker Du Plat sit Bedste for at muntre mig, han havde fri Befordring fra Lübeck til Ham­burg og tilbød mig en Plads, saa at jeg da sparede 2 Species strax. I det jeg vilde paa Vognen kom der en Herre der skulde hjem med Dampskibet, jeg sprang da af Vognen igjen og skrev et Par korte Linier til Dem; De har dog faaet det? Saa kjørte vi den skrækkelig slette Vei til Hamburg, fra Klokken 12 til 11. Jeg blev næsten stødt itu, følte mig ogsaa syg. Thi i to Nættere sov jeg ikke. – I Hamborg tog jeg og Du-Plat ind i Der König von England hos Marr, hvor jeg af Træthed strax sov ind, Natten kom og gik som et Nys, jeg sov i Galop den hele Nat. Idag har jeg været indviteret ud til Middag hos en riig Jødefamilie fra Odense og imorgen spiser jeg hos Dr: Albers, saa jeg de to Dage sparer at kjøbe Middagsmad, det er alt Noget! jeg er ordenligt glad derfor, thi mine Penge, sætte mig ordentligt i Frygt, jeg har med den strængeste Oconomie og dog med fri Reise fra Lübeck alt givet 1279 1/2 Species ud af mine 369.

Hamborg den 25 April.

Iaftes var jeg i Theatret og saae et Lystspil: Dominique; det har gode situationer, men vilde dog neppe behage hos os. En fornem Herre maa flygte ud paa Nabotagene, for ikke at træffes hos den Elskede, han kommer da pludselig ind af Vinduet paa et Tagkammer, (det er Uveir) her sidder just en fattig Djævel der af Fortvivlelse just nu ønsker at Fanden vil komme og hjælpe ham; den flygtende Herre dratter ind, forlanger hans Kjortel, giver en Pung med Guld penge og styrter afsted, og nu troer den fattige Synder fuldt og fast at det er Fanden og at han staaer i Forbindelse med ham; hvorved der opstaaer mange ret morsomme Scener. Siden efter gav Baletpersonalet fra Braunsweig en Balet »der neue Narcisz«, noget elen­digt Gods! ussel Dands, jeg saae kun det halve, der blev ogsaa hysset. – I Dag har jeg været hos Freund der bad mig hilse alle hjemme Jeg var med henne at see en arthesisk Brønd han er med at grave, de har havt mange Maleurs, Boret er brækket, en Jernstang stikker80 nogle Alen nede og to Folk ere komne81 lidt til Skade. Siden var jeg ombord paa vort Vagtskib, hvor jeg med Mørk og Svendsen drak Hjemmets Skaal i Madera. – Der var uhyre koldt, de frøs om Bord, og rundt om var ikke et grønt Blad at see. Til Mid­dag har jeg spiist hos Dr: Albers, men da vi gik gav de Fremmede, efter Hamborgmaneer, Pigen Penge for Maden, jeg maatte da følge Lands Skik, saa den forhaabede Oconomie slog Klik; ellers gjorte jeg her Be­kjendtskab med en munter Mand: Dr Trier han var Dansk. Der blev talt temmeligt frit om Hjemmet, (f Ex om Oxholms Affaire) Kruse hørte jeg meget omtale a la Øst; men han sættes saare høit som Digter. Iaften spilles Romeo og Julie, men af Oconomie vil jeg give Slip derpaa og heller imorgen høre Titus. Før Løverdagmorgen gaaer først Fahrposten til Ha­nover. – Imorges kunne jeg have reist med den, men havde ikke faaet Penge endnu hos Heyne, nu har jeg dem i skinnende Guld. – Tro mig ellers kjære Ven, de sidste 2 Aar har gjort mig ti Aar ældre, jeg har ikke længer den ungdommelige Livsglæde! hvorledes vilde jeg ikke for to Aar siden have følt min Lykke, at kunne reise til Udlandet, nu virker det anderledes, men dog saa meget, at det rædder mig fra at gaae til Grunde, o gid at jeg for Dem ret turde udtale min hele Sjæl, det vilde være mig en Trøst, men det lader sig slet ikke gjøre! tro mig, der gives Lidelser, man ikke tør betroe, den kjæreste af alle sine Venner, Forhold kan lede det saaledes. O jeg har havdt en tung Kamp, maatte synes anderledes end jeg var, i flere Maaneder, udholdt og skjult, hvad der knugede mig til Jorden, var jeg ikke kommet bort var jeg fortvivlet, at det er skeet skylder jeg ene Dem, min Fortjeneste, veed jeg nok, har her gjort det mindste! Maaskee har De gjættet Grunden til min Smerte, siig mig kun det, og da tale vi aldrig mere derom! det bliver maaskee nok bedre! Mueligt er dette nødvendigt for at gjøre mig til Digter! Hils Drevsen og Deres Søster Ingeborg ret hjer­telig fra mig, jeg troer virkelig at Drevsen kan lide mig, engang tvivlede jeg derom, gid han altid maa have Venskab for mig! tal til Viggo om mig, ellers glemmer han mig, det kjære Barn! jeg veed ikke selv hvorfor, men jeg elsker den kjære Dreng saa usigeligt meget. – Tal imellem med Deres Jette om mig, hun har dog nogen Godhed for mig? Jeg holder saa meget af hende, for Deres og hendes egen Skyld, hun er vist ligesaa god, som hun er smuk, vidste jeg kun at hun tænkte lidt venligt paa mig! – (meer i Con­veluten). Hvad siger Louise? Jeg saae hendes Taare da jeg seilede bort! O Gud De kan ikke tro hvor det greb mig, jeg græder selv nu jeg tænker derpaa. O gid hun ret maa blive lykkelig! – Ja Lind er vidst et godt Men­neske han vil gjøre hende lykkelig, som hun fortjener! hils ham fra mig, jeg tænker tidt, meget tidt paa ham, beed ham erindre mig lidt venlig! – Siig til Louise at jeg saa ofte, saa saare tidt tænker paa hende som en Søster, en kjær Søster jeg er langt borte fra, o hun veed slet ikke hvor nær hun er mig! – Beed hende ikke være vred om jeg imellem syntes mindre galant, jeg meente det slet ikke ilde, hvad jeg tidt sagde var kun Spøg, ikke andet end Spøg. Hils Deres Moder og Fader ret meget fra mig, jeg seer i dem begge Forældre jeg har forladt! ja Eduard jeg vil være et godt Menneske for at behage dem! Hils Deres Brødre og Gusta Petsholdt, Wanscher og Emil, glem dem ikke hos Thybergs og Viborgs! – Jeg føler mig ellers ikke ganske vel, men det er sagtens Reisen og det kolde Veir. Huden i mit An­sigt er ogsaa ganske svullen, og mine Læber itu, men det gaaer snart bort naar jeg mere vænnes til Reiselivet. – Nu veed jeg ikke mere at skrive om. Lev derfor vel min egen trofaste Eduard. Siig til Ludevig at det næste Brev jeg skriver er til ham, beed ham godt passe Bogtrykkeren, purre ham lidt, at Bogen snart kan blive færdig. Hold bestandig som nu af mig, ellers vil jeg føle mig saa ulykkelig! – Imorgen seiler jeg over Elben, ud i den vide Verden, men mine Tanker er hjemme i det gamle Huus paa Hjørnet. – Hvor det er tungt at være ene! Mon man kan vænne sig dertil? Levvel! lev vel!

Deres broderlige

Andersen.

Hils Thieles82 og den ældre Fru Drevsen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin