H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff 24. juni 1849

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 24. juni 1849
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Leksand, Midsommeraften2079 den 24 Juni 1849.

Min kjære søsterlige Veninde!

Saa meget Nyt og Interessant har jeg seet i de sidste Dage, at der kan blive en heel Bog deraf! hvorlidet kjende vi dog hjemme Sverrige, hvor meget Eiendommeligt er her at see, jeg har kun kiget lidt ind i Landet og min Lyst er vakt til, et andet Aar at gaae dybt ind i den nordligste Deel, jeg har nu nærmet mig Grændsen af Finmarken,2080 som den nordre Deel af Dalarne alt kaldes og det er et sandt Sveitz, dertil saa beboet med ven­lige Mennesker, saa afvexlende og solbelyst. I Dag har jeg været til en Kirkegang2081 hvor der var henved 5000 Mennesker i de meest brogede Klædninger, Børnene i Brandguult, Qvinderne i sorte Skjørter, røde Liv­stykker og hvide Ærmer; Mændene i mørkblaa rødbræmmede Kofter og lange, krøllede Haar om Nakken, de mindste Børn vare med, saa der var et Barneskriig, men alle vare de i Gudshuus, ude paa Gravene sade Mød­rene og diede de Smaae, der mylrede med Blomster og da hele Folket om Morgenen kom i Baade over Siljan Søen, jeg talte henved 30, der saae ud som Gondoler og havde 16 til 20 Aarer, det var et Maleri, saa levende, som i det brogede Syden; og hertil kom ikke den noget qvalme Duft af Sydens Jasminer og Oranger nei den friske Birkeduft. Jeg har kjørt gjen­nem Skove2082 af flere Miles Længde, hvor jeg paa Høiderne speidede, ikke, om et Huus, men blot efter en opstigende Røg for dog at vide at der vare Mennesker, men jeg saae ingen, kun en dyb, stille Søe aabenbarede sig imellem, og Cala lignende Blomster hilsede mig fra Bredden, hvilken Eensomhed! gjerne blev jeg her en Maaned, men desværre, jeg har troet her var saa lidet at see at 14 Dage vilde være nok og tog derfor mod Kon­gens2083 naadige Indbydelse at komme til den 4 Juli til hans Fødselsdag i Stockholm. De kan ikke troe hvor hele den kongelige Familie har været elskelig imod mig, to Gange i een Uge var jeg til Taffels. - Men De maa høre lidt om Reisen herhid, høre den i Flugt. Det gik med Dampskib til Upsala,2084 der laante Landshøfdingen2085 mig sin Vogn, og nu var jeg Vogn­besidder, men hvor det ogsaa har sin Nød, saa sprang det af og saa det, saa revnede en Rem, saa gik en Snor, jeg har nu lært saaledes at see efter, og passe paa og at Hjulene smøres, at jeg næsten kan blive Vognmands­karl. - Første Dag2086 gik godt, men den anden var meget ilde. Regnen skyllede ned, og da jeg om Aftenen kom til Zäther,2087 hvor jeg havde An­befalings Breve, var det et Veir saa man ikke kunde komme ud af Porten; her i Gjæstgivergaarden vare trevne, uvenlige Mennesker, de eneste af den Slags jeg endnu har mødt i Sverrig; om Natten Klokken eet, hørte jeg vilde Skrig, jeg lukkede min Dør vel til, men lidt efter kom der Folk i Værelset udenfor, de dundrede paa min Dør og skrege: »Er her Reisende! her er Ild paa Huset!« De maa nu vide, at Husene her, alle ere [af] Træ, de brænde i et Nu; jeg foer ud af Sengen, løb strax til Trappen og da der ingen Røg viiste sig, gik jeg ind og pakkede alle mine Sager sammen, bar dem hen til Trappen og gik saa ned at see efter. Ilden stod ud af to Vinduer, Sprøiten kom og fik slukket de brændende Vægge, men jeg sov da ikke og kjørte Klokken 6 om Morgenen afsted, men nu var min Vogn itu; jeg tog da ind i Tuna-Præstegaard,2088 det hyggeligste Sted paa hele Reisen, dannede, elskelige Mennesker, hvor jeg var kjendt og afholdt før vi mødtes, jeg blev her en Dag og Nat, saae Egnen derom, og egenlig herfra, eller fra Zäther begynder Dal-Naturen; deiligst var det ved Baadstad,2089 hvor den store Dal-Elv flyder mellem høie skovbegroede Bakker; paa et Sted hvor jeg skiftede Heste blev Manden saa glad ved at have »Andersen« hos sig at han trakterede med Caffe og Portviin. I Rätvik Provstegaard ved Siljan sov jeg een Nat og i hele Byen hos Doctor, Capelan og Provst gik det, ved Børnene, som en Løbeild, at jeg var der, de kjendte alle mine Even­tyr; de to Baronesser fandt jeg flere Steder ligesom - Fodreisen til Amager, altsaa Andersen fra først til sidst. Hele Midsommer Dag har jeg nu været [i] Leksand, det er den eiendommeligste af alle Dagene; jeg skriver dette Klokken 11 om Aftenen uden Lys. - Det er ganske moersomt at Daler­karlene kunne forstaae mig og jeg dem; flere have spurgt hvorfra jeg var og naar de høre Danmark, spørge de om vi ikke have Krig med Tydskerne der ville tage Schlesvig fra os; Pigen her i Huset sagde i Dag, »Dem for­staaer jeg meget bedre end jeg forstod ifjor Franskmanden der talte fransøsk til mig«. For et Par Timer siden havde jeg Besøg af Vertindens lille Datterdatter,2090 hun er saa stor som Deres Broder Peders ældste,2091 jeg klippede for hende et Slot og hun var lykkelig, lidt efter hørte jeg udenfor en Jubel og jeg kunde ikke lade være at lure, hele Huset var i Henrykkelse. Nu bankede det paa Døren og gamle Bedstemoder bragte mig sine Peberkager, men med den Bøn om jeg ikke vilde iaften klippe hende nogle nye Faconer til Peberkager, for det kunde jeg; og nu har jeg

en heel Time siddet og klippet Mænd, Koner, Svaner og Dandserinder, og saaledes skulle nu de tilkommende Peberkager vise sig i den Stad Leksand, om de komme til at hedde Andersens Peberkager tvivler jeg paa, men Vert­inden vil nok fortælle Een og Anden at der var »en Fremmed, som for­stod det«; saaledes bliver man udødelig paa mange Maader! - Hvo skulde nu have troet det, at medens Europa omformes,2092 skulde jeg komme til Dalerne og gjøre Revulution i Peberkagernes Skikkelser! ­

Øens Bruk2093 i Dal-Elven. Den 29 Juni 1849.

Jeg har nu været i Fahlun, seet Kobbergruberne,2094 en Stiger2095 gik ned med brændende Fyrspaane i det fæle Svælg; jeg har reist gjennem Skove paa flere Mile, hvor man gjorde ny Landevei, omstyrtede Træer maatte flettes at jeg kunde komme frem, Ild var tændt rundt om, deels til at afbrænde Træstubbe, deels til at Arbeiderne kunne varme sig. Staden Gefle

er den eneste Stad jeg intet veed om, thi den har slet intet Physjo­nomi, seer ud, som alle kjedelige Byer, jeg har ikke et eneste Træk derfra. - Nu er jeg i Eftermiddag igjen ved Dal-Elven, har seet det store Vandfald ved Elv-Karleby, det kan maale sig med det ved Schafhausen,2096 Elven fal­der i to store Strømme og mellem disse ligger en skovgroet Klippeø,2097 en tredie Arm af Dal-Elven gjør en Bue saaledes at den løber ud lige imod begge Faldene. Øens Bruk hvor jeg skriver dette, tilhører Baron Tamm og er den yndigste Idyl, her er friske Enge, hundrede smukke Holme, hvor Elven danner Vandfald og stille Mølledamme, her er et Sted for Elverpiger. Jeg fandt ikke Baronen hjemme, men da Brevet herhid kunde aabnes, blev efter at det var skeet, alle Døre aabnede og jeg har nylig, ganske ene, endt et ganske prægtig Maaltid af Fiske og Fuglevildt. Jenny Linds Portræt hænger i mit Sovekammer, udenfor hører jeg et brusende Vandfald. Gid De og Deres vare her med. Lev vel.

Deres broderlige Ven H. C. Andersen.

[I Marginen paa 2. Side: ] Lad den kjære Broder Christian læse dette Brev, kjærligt trykker jeg hans Haand.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus