H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 22. juli 1849

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 22. juli 1849
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

230. Til E. Collin.

Motala den 22 Juli 1849.

Kjæreste Ven!

Der er nu gaaet over 6 Uger siden jeg hørte et eneste Ord hjemme fra; det sætter mig i meget daarligt Humeur; igaar endnu haabede jeg paa Brev, men der kom kun i Convelut to fra Udlandet, som De maaskee har sendt afsted, det ene var fra Dickens, det andet fra Hertugen i Weimar, denne var ganske sorgfuld over at jeg nu i mange Maaneder ikke havde skrevet ham til, meente at vort Venskab ikke kom Poletiken ved, og at han skulde blive meget bedrøvet om han blev skuffet i mit Hjertelag mod sig, dette forstemte mig ganske, thi han maa jo kunde forstaae at jeg ikke skrive ham til naar jeg læser i Aviserne at han gaaer til Schlesvig-Holsteen; jeg gaaer ind paa at han maaskee har været nødt dertil, jeg har været dybt bedrøvet derover, men skrive kunde jeg ikke, vilde jeg ikke, og nu kommer jo Freden, da kan jeg med lettet Sind sige ham det, men først da.–

Til næsten alle i Deres Familie, kjære Ven, har jeg skrevet, uagtet Brevskrivning trætter mig, men de maa jo hver have Brev, ellers ansee de det for ikke Brev, og jeg troer altid, nu maa de dog svare! og nu, just nu, naar de holdt lidt af mig udtalte de deres Glæde, deres Lykke ved den sidste lykkelige Seier, jeg begriber de Alle ere opfyldte deraf!–jeg har kun og seent, gjennem Aviser hørt derom. Dagen før jeg forlod Stockholm var jeg naturligviis forgjæves om Brev paa Posthuset'ndash;Hartmann kan De banke fra mig, han kunde da skrive!–der viiste man mig en lille trykt Lap om Seieren ved Fredericia, men jeg turde ikke haabe paa Sandheden deraf.–Senere nede i Landet kom Aviserne, o De skulde see med hvilken Jubel alle Svenske modtoge denne Efterretning; hos Unge og Gamle var der Glæde, jeg saae mange i Graad derved, det svenske Folk elsker Dan­skerne mere end'ndash;end Danskerne troer.–Men om min Afreise!–Da jeg om Aftenen gik ombord i Stockholm, fulgte Hofmarskalken, Kammer­herre Beskov mig ombord. (Vi ere da blevne Duus, og det var mig i Be­gyndelsen, som om jeg skulde sige Du til Levetzau.) Fru Beskov fulgte med, og var ganske i Taare; det er to hjertensgode Mennesker; de komme om kort Tid til Kjøbenhavn og skulle boe ude hos Øehlenschlæger paa Fasan­gaarden;–jeg seilede da tilbage, gjennem Skjærgaardene i Østersøen og ind i Canalen, en Indbydelse jeg havde til Sæby, af den gamle Grev Saltza opgav jeg, men hvad gjorde den Gamle, han sendte om Natten sin Vogn afsted, Musikdirecteuren Josephson, som var i Besøg paa Sæby fulgte med Og da jeg ved Søen Roxen næsten havde passeret alle Sluserne kom han ombord og sagde at han havde kjørt den halve Nat for at komme betids og at bortføre mig, det var et lille Eventyr, syntes jeg og forlod derfor Dampskibet og kom saa, i stedet for til Motala, ned til det gamle Sæby, hvor jeg hos en eiendommelig gammel Mand, der kunde skrives en Bog om ham og hos hans høist elskværdige Datter, der er Enke, tilbragte 6 Dage, men var i alle disse Dage i en Grad forkjølet, som jeg neppe mindes mig at have været; jeg blev godt pleiet og paa Grevens Navnedag, da Bondefolket gjorde en Fest og Gjæster kom, udbragte den gamle en Glædes Skaal for Danmark[s] Seier. Da jeg i Fredags tog derfra, havde Lægen i Linkjöpping, Professor Omann341 lovet at besørge mig til Sluserne ved Roxen, jeg kom reiseklædt og overraskedes da [ved] at see pyntet Selskab, det svenske Flag heiset i Haven og en smuk Sang blev fiirstemmig sjunget til mig, derpaa: »Hilsen til Danmark« og endelig en tredie »Danebrog«, alle tre forfattede af Ridderstad, tilsidst udbragtes en smuk Mindets Skaal for de Faldne ved Frederits, men det hele afficerede mig i en Grad at jeg var nærved at besvime, jeg kom til at græde; naa det var ikke til at bære! og gribende var det for mig, men smukt og godt, at ved Sangen »Hilsen til Danmark« stod der med eet den deiligste Regnbue, som var det et gud­dommeligt Forsikkrings Tegn paa Fred og Lykke; jeg maatte tale og takke, saa godt jeg kunde og da vi skildtes fulgte nogle af Selskabet mig til Berg ved Roxen, hvor endnu en Skaal tømtes for Danmark og for mig. Her i Motala var hele Vertshuset optaget, men een af Ritmästerne O: een der »ritter«, og som stadig boer her, flyttede ud til en Ven for at give mig Plads, jeg bliver her altsaa ikke længe; overmorgen besøger jeg Wadstena, kommer saa tilbage for paa Dampskib at komme over Vettern og lægger da Veien til Mariestad og Kinnekulle, hvorfra Veien gaaer hjemad; men lad mig nu da i det mindste i Gøtheborg finde Brev post restante, der siger mig at I Alle leve og er mig venlig og god, at det seer godt ud hjemme og i at det er godt at være der! Her i Sverrig er det mig ikke mueligt at komme i Ro, man overvælder mig med Opmærksomhed, man veed overalt hvem jeg er, og da har jeg ikke Frihed af bare Venlighed mod mig.–Reisen har været dyrere end Frøken Bræmer sagde, det var især Dal-Reisen med to Heste, der kostede, men den skal nok give Penge igjen, rimeligviis bliver det en ny Bog »fra Trollhätta til Siljan«. Indlagte Brev til Boghandler Lorck beder jeg Dem sende Delbanko, han besørger det strax. Jeg sender Dem her til Opbevarelse, eller Vandring gjennem Familien Sangene fra Linkjöpping. Hils Deres Søster Louise den 3die August og gratuleer fra mig, som om jeg selv var tilstede, lad mig see De er saa elskværdig at gjøre dette godt, jeg skal den Dag, rimeligviis paa Kinnekulle drikke hendes Skaal.–Jonas og Louise mange Hilsener, til Louise har jeg en Ring fra Dalerne som Dalkullarne der gjøre dem og til Misse har jeg en heel Dalkulla jeg har kjøbt i Stockholm, med røde Strømper og Skindpels, en yndig Dalkulla og dog ere de virkelige, endnu bedre klædt paa. Og nu Lev hjerte­lig vel,

Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

Deres Kone og Svigermoder og alle i Amaliegaden, tusende Hilsener­

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost