Dato: 5. maj 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 5

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 5. maj 1833.51

Til Frøken Louise Collin!

Coblenz ved Rhinen den 5 Mai 1833.52

[Træsnit: Frankfurt a/Main]

Nu er De ved Rhinen hos mig!53 mine Tanker har lyslevende kaldt Dem til mig! De er her, sidder her ved Vinduet og seer over Floden paa Viinbjergene og den store Fæstning,54 thi jeg taler med Dem, tænker mig hvert Træk, hver Mine og Udtryk. O der er saa meget jeg maa fortælle Dem, saa meget jeg allerede har seet og oplevet i denne underlige Tid. Eduard har da ladet Dem læse det Brev jeg skrev til ham fra Hamborg?55 De lader ham igjen læse dette, jeg vil da tage Traaden fat hvor jeg slap hos ham, thi det er vel fornuftigst at jeg holder mig til Fortællingen, det Lyriske, som ellers høre Digteren til, hænger saa meget fast ved Hjertet og det tør jeg ikke røre ved, thi det har slet intet Humeur naar det tænker ret paa Dem og alle der hjemme. – O Gud! mon vi nogensinde skal samles mere? O der vil saa meget have forandret sig om vi sees igjen! troe-mig! aldrig vil jeg glemme det søsterlige Sindelag hvormed De sagde mig lev vel! altid vil jeg se Dem som i det sidste Øieblik. – Vær ikke vred paa mig, for mit Spøg imellem! mit underlige Drillerie! Glem mig ikke ganske om vi end aldrig sees mere; som en kjær Søster betragter jeg Dem, det tør jeg jo nok? O jeg bliver saa bedrøvet ved at tænke paa den store Afstand mellem her og Danmark, den lange Tid, maaskee Levetid før jeg atter seer Dem. O glem mig ikke! – men til Reisen! Til Reisen! Det var jo det jeg vilde fortælle. Fra Hamburg tog jeg Løverdagmorgen56 over til Haarburg Hvor jeg i 13 Timer ventede paa Posten. Tænk Dem i den kjedeligste By under Solen, i 13 Timer. I Regn og Kulde foer jeg Nat og Dag over Lyneborghede, vi mødte hele Familier, Koner med Børn paa Ryggen, der vandrede ud til Amerika, det var et sørgeligt Syn paa den nøgne Hede.57 Vi kom i gjennem en By der næsten var beboet af bare Jødefamlier; her kjørte nogle bort, der sad to smukke unge Jødinder, der loe og græd i det de sagde en gammel Jøde Lev vel! I Hannover var jeg kun en Nat og Aftenen, det øste Vand ned, dog gjorte jeg en Promenade til Leibnitess Monument og foer saa næste Dag til Cassel. Intet var endnu Grønt! jeg begyndte at fortvivle over Sommeren – Componisten Spohr58 aflagte jeg Vesit, han skrev en lille Canon til mig. Jeg besøgte Wilhelmshöhe, var i Herkulesstøtten og klavrede om paa Kaskaderne, thi Vandet sprang endnu ikke og saae en daarlig Forestillingen af "Amerikaneren".59 Efter 2 ½ Dags Ophold gik jeg med Eilwagen til Frankfurt. Der hang ladte Pistoler i Vognen hos os, thi man kunde aldrig vide hvad der kunne møde, sagde man. Imidlertid var der nu ganske roeligt i Frankfurt, vi kom her til om Morgenen; her var fuldkommen Sommer. Skovene grønne. Alt i Blomster og Solen brændte som den vilde smelte mig. – Det er en smuk By, den behagede mig ret. Jeg besøgte Aron-Davids Søster60 og traf hos hende Broderen61 fra Kjøbenhavn, en ubehagelig Pjes der bestandig talede om hvad han vilde vise mig, men tillige i etvæk snakkede om sin kostbare Tid, saa jeg gav strax Slip paa ham og holdt mig til Bernhard Courlænder,62 med hvem jeg ret travede om. Vi vare i den bekjendte Jødegade, der kun beboes af Jøder, den var mørk, men ikke smudsig; rundt om stak Jødehoveder frem. Her boer den bekjendte Baron Rottschilds Moder,63 der af from Overtroe ikke vil forlade det Huus hvor hendes Børn har samlet den uhyre Rigdom, da hun ellers troer at Lykken vilde forlade dem.64 Rottschild boer selv i en stor Gaard, men har udenfor Byen et deiligt Lyststed65 opført i østerlandsk Stiil; jeg var derude, da Baronen tillod mig det som Fremmed. Alt var kongeligt og smagfuldt. Jeg har gjort Alois Schmidts66 Bekjendtskab, han kjendte mig alt noget som Digter, da enkelte af mine Digte skal have staaet i et Frankfurter Blad. Han bad mig tilsidst at skrive sig en Operatext, han ønskede sig just een "af et ungt flammende Gemyt!" jeg undskyldte mig med min Ukyndighed i Sproget, han sagde da han vilde vente et halv Aarstid, og idet mindste da give ham en Plan, som en anden da kunde udfylde. – Jeg har naturligviis lovet at tænke derpaa. – I Grunden var det vist klogt af mig om jeg fra Paris gik til Tydskland og lagde mig ganske efter dette Sprog, der falder mig saa let, men tager mig her alt an for Nordtydsker, men jeg længes efter Italien, der maa jeg hen! hvem veed hvad det kan være godt for! hvilke Bekjendtskaber jeg der kan gjøre! Jeg maa imidlertid, paa Hjemreisen see til, at jeg kan blive en 3 a 4 Maaneder i Tydskland, det vil have gode Frugter. Alois Schmidt skrev en Romanze af sine nye Opera "Valeria" i min Stambog.67 – Courlænder componerede eet af mine Digte (Slutningen af Juli Maaned)68 Schmidt roste det særdeles og Theatrets første Sanger: Schmedtser69 sang det for mig, han kommer til Kjøbenhavn. Dagen efter tog jeg med Pakkeposten til Mayens hvorfra jeg nu har gjort Rhintouren her til Coblens. Egnen fraperede mig slet ikke; Bjergene ere saa smaae, men Floden bred og stolt, vi havde Strømmen med og nu foer Dampskibet som en Piil nedad til Coblens, i 5 Timer 10 Miil. Paa begge Sider Viinbjerge, Ruin ved Ruin! det er et levende Eventyr det Hele. O havde jeg Dem og Deres med! saa havde det været langt smukkere. I Rhinen laae grønne Øer, de saae ud som de vare revne fra Sjælland og satte her for ret at minde mig om Hjemmet. – Paa Dampskibet gjorte jeg her Bekjendtskab med en gammel Apotheker70 der sværmede for Holberg og da vi skildtes ad forsikkrede mig at man snart maatte holde af mig, thi jeg havde noget hos mig der strax indtog for mig. Kan De see! Da han hørte jeg hedte Andersen citerede han det første Vers af det døende Barn, som han havde læst i et Frankfurter Blad og holdt meget af, saa han havde lært det; "Den som kunde skrive Sligt maatte have et uskyldigt Hjerte", sagde han. – Se, saaledes flatere Tydskerne mig, det havde jeg ikke troet! – I Frankfurt patroulerede der Nat og Dag Soldater for Rolighedens Skyld.71 Hele Veien til Mayens var besat med Ridende og der var opreist Fyr, som kunde tændes, ved den mindste Bevægelse. – Mit Pas har jeg maattet lade visere baade i Frankfurt, Mains og her i Coblenz. Der er en underlig Spænding overalt, dog kan jeg forsikkre, jeg veed ikke selv, jeg er slet ikke bange! jeg har nu den underlige Troe, at jeg vist døer i Udlandet; er det Tilfældet, da gjør det jo intet om det skeer tidlig eller sildig. Det er det som gjør mig kold nu mod al Fare. – Men jeg vilde dog saa gjerne leve, see Dem Eduard, og dem alle der hjemme, ret vise hvormeget jeg holder af Dem. O, jeg vil være langt bedre end før, ret stræbe at vinde Dem, saaledes som De har vundet mig. – Lad for Guds Skyld Tid og Afstand ikke svække Deres Venskab og Godhed for mig. Ingen Broder kan mere hjerteligt og trofast holde af Dem, end jeg. – Hils Deres eiegode Søster, hun maae heller ikke glemme mig! –

Paris den 11. mai 1833.

Her er jeg da! jeg kom igaar! fra Mayens havde jeg ladet mig indskrive med Posten, for i een Tour at tage lige til Paris! det var næsten for meget, men Frygt for Pengemangel drev mig afsted! der var paa Veien saa mange Plager med Pas, med Visitation, Løben til Poletiet, passet paa af Soldater, saa at jeg tabte reent Taalmodigheden, ja var næsten kjed af den hele Reise. Det er en urolig Tid. – Alle Gemytter ere spændte; Vor Herre veed hvorledes Tingene i Tydskland egentlig staae, og hvad der vil udvikle sig. – Mandagaften tog jeg med "Eilwagen" fra Mayens, her fik jeg to franske Kjøbmænd til Selskab, vi vare 15 inde i Vognen og der sad 4re ovenpaa, foruden alt vort Reisegods! tænk Dem hvilken Maskine! – I en lille fransk By paa Grændsen bleve Hestene sky! Damerne skrege: "hellige Maria beed for os!" jeg sagde ved mig selv! "Herre Gud lad mig brække Halsen, dersom nogen Ulykke skal møde! En Krøbling er alt for skrækkeligt! " Det gik imidlertid godt. Hestene standsede snart, men begyndte at vrinske og slaae saadan ud at Folk sprang til Side for dem, nu bleve de da pryglede fra alle Sider og det hjalp. – Det var ellers en meget trættende Reise fra Mandag til Fredag Middag indesluttet i den hede Vogn, næsten qvalt af Støv, thi den meste Vei gik over Kridt og Leer! Vi vare alle halvkogte og endnu i Dag, banker mit Hjerte saa forunderligt stærkt og Blodets Bevægelse faaer mine Hænder til at ryste. – I Mets maatte jeg lade mig bese af Poletiet og beskrive fra Top til Taae i et fransk Pas. – I Champagne drak vi alle Champagne. Vinen voxte op i det hvide Kridt; pyndtelige Piger bandt Rankerne op, der her bleve grønne. Det var brændende Sommer; Skovene ganske grønne, og Kirsebærrene satte Bær. En Flaske Champagne koster omtrent 1 Rdlr i danske Penge. I Verdun gik det igjen ogsaa ivrigt løst paa Passene. – Der blev søgt i Vognen efter Een; Gud veed hvem? Fredag Middag, i Støv og Hede naaede vi da Paris! Vi kunde ikke se den for Støv, før vi vare inde i selve Forstaden. Nei! Nei! hvor den var mig styk! Utaalelig! den gjorte et hæsligt Indtryk paa mig. Jeg var i to Hoteller, men overalt var der optaget, jeg maatte da hen i Hôtel de Lille, hvor der var uforskammet dyrt. I Dag opsøgte jeg Lieutenant Dinesen,72 hvem jeg kjender fra Wulffs. Der traf jeg en 7 a 8 Landsmænd, der strax toge sig broderligt af mig; jeg flyttede fra mit dyre Hotel hen til et billigere, hvor Sager73 og Feddersen74 boe: Hotel Vivienne, Rue Vivienne; Feddersen75 reiser just imorgen, imidlertid har jeg faaet et Værelse ved Siden af ham (i 7 Etage), det har været beboet af Søeoficeer Hansen,76 som var gift med Frøken Olsen, hans Navn staaer endnu skrevet med Kridt paa Døren; imorgen flytter jeg ind paa Feddersens Værelse og er da nu i Rolighed er virkelig en Pariser. – Troels Lund,77 von Dockum78 og Bjelke79 har besøgt mig, og mellem mine Landsmænd, fik Paris et ganske andet Udseende end igaar. – Jeg har alt dygtigt travet om, skjøndt jeg er saa træt af Reisen og havde en daarlig Nat i Nat; tænk! jeg gik til Ro Klokken 8 om Aftenen, da det omtrent var henimod 11, vaagner jeg ved et frygteligt Spectakkel. Alt er Lue og Ild, hvor jeg seer! Folk raabte og skreeg paa Gaden; jeg sprang til Vinduet og nu var det et af de frygteligste Uveir jeg har oplevet. Lynild og Torden, der satte hele Byen i Bevægelse; ligefor mig laae desuden Theater Vaudeville, her kom just Folk ud fra, og da Regnen skyllede ned skrege de om Vogne. Det var et Spectakkel jeg endnu ikke kjendte. - Byen behager mig i Dag ganske anderledes end igaar. Man kan intet Begreb gjøre sig om den! Kjøbenhavn er som en Vaagestue i mod Paris. Alt er Bevægelse! det er noget andet end Hamborg! Men Vognene krydse og fare saadanne forbi, at man maae ret have Øine og Øre med. – Her er den største Frihed! Palais Royal er blændende deiligt. Her er80 omtrent 38 Theatre. - Mit Værelse er omtrent saa stort som Deres Spisestue, Gulvet belagt med røde Steenfliser. En stor Kamin med et Spejl over. – Et Fag Vinduer, der gaae ind i Stuen. Jeg har i Dag kjøbt for 2 Sous Roser, de staae i et Glas udenfor Vinduet. Lange hvide Gardiner flagrer om min Seng og 2 Chatols staae paa hver Side. – Jeg har 3 Stole og en lille bitte Sopha. – Udsigten er et Dusin Skorstene og saa en Qvadrat blaae Himmel! Men nu maa jeg sige Lev vel! Hils Lind81 fra mig! Tal tidt til Viggo82 og de andre Børn om mig, ellers glemme de mig! Siig til Deres Moder at jeg vil skrive hende et lille Brev til! Jeg maa dog tale med dem allesammen! O glem mig ikke! Jeg længes saa uendeligt efter Brev fra Eduard; det er det samme om der ikke er en eneste Nyhed deri, kun at jeg faaer et trofast, broderligt Brev! Nu Lev vel

Deres hengivne Andersen.

Hils Gottlieb, Theodor, Gusta, Mimi! Wanscher, Hanne Wegner. (Intet Nyt?)83

Tekst fra: Ejnar Askgaard