H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 28. maj 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 28. maj 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

56. Til E. Collin.

Paris den 28 Mai 1833.

Snart er denne Maaned ude og endnu intet Brev! ingen skrive mig til. Strax da jeg kom fik jeg et Par Ord fra Jette Wulff, det er Alt. Jeg kan ikke forklare mig det. Nei Eduard, saa snart kan De ikke have forandret Deres Sindelag imod mig! men hvad er dog Grunden? I Dag ventede jeg sikkert Brev, jeg tvivlede ikke og der laae ogsaa et fra Danmark til mig; med min hele Sjæl greb jeg det. Mine Venner skrive mig ikke til men'ndash;mine Fjen­der!–At Enkelte misunde mig min Reise forudsaae jeg, men saa onde kunne jeg dog ikke tænke mig Menneskene. Der var intet Ord skrevet i det hele Brev jeg fik; det var en halv Kjøbenhavns Post, sendt mig vist fra Forfatteren, for at glæde mit Hjerte. Det var et uforskammet Digt, som man var bange for ikke skulde komme mig for Øie og som man derfor uden Navn sendte mig ikke engang frankeret.–Tænk Dem min Følelse i det Øieblik, det er den første Hilsen fra mit Fædreneland; Ingen kan jeg med­dele min forunderlig Stemning, min'ndash;hvad skal jeg kalde det'ndash;Foragt der gaaer over i en uendelig Smerte over en saadan Behandling. Det Hele er gjort for at forbittre, om det var mueligt, de Øieblikke af mit Liv der skulde være de lykkeligste. Gjerne tilintetgjorte88 man enhver god Spire hos mig, men det skal ikke skee! selv i den korte Tid jeg har været borte, tumlet mig mellem Fremmede, Over jeg at min Characteer vinder mere Fasthed, at jeg ikke længer er det Barn, der bøiede sig for Andres Luner, der fik Taare i Øinene ved et barsk Ord af en Fremmed.–Meget er der, jeg maa tale med Dem om, min Plan for Fremtiden, jeg har desværre ikke før ret havd nogen, hvad De maa gjøre for mig og hvorledes Tingene her gaae.–Eduard vær mig trofast, De skal faae Ære af mig, jeg har Kræfter i min Sjæl, der med Guds-Hjælp skal komme til Modenhed! De smaalige Sjæle, med Døgn-Popularitet, skal ikke rive mig ned til sig. Det er et Træk i mit Væsen, at hvor man vil berøve mig Alt, føler jeg just dets Besiddelse, gjen­nemglødes af Stolthed og udtaler den. Jeg har været flittig; jeg har alt skrevet de første Scener af Agnete og jeg er tilfreds med dem; Intet sender jeg hjem før jeg har et stort Heelt, der eier mere Værd end hvad jeg endnu har skrevet. Jeg vil tvinge mine Fjender'ndash;i det mindste til Taushed, og ved mine Arbeider troer jeg dette gjøres bedst.–To Aar maa jeg blive ude, skal jeg have nogen Nytte af min Reise, et halv Aars Tid maa jeg blive i Tydskland paa min Hjemreise for at jeg kan lære at skrive Sproget, jeg vil da i Tiden kunne trække Renter af den Capital det koster. Efter min Overregning, og den slog til omtrent her hid til Paris, vil det at reise O: kjøre og føres om, koste mig 100 Species fra Kjøbenhavn til Rom. Naar jeg nu faaer ved Dem fra Reitsel de 33 Species jeg har tilgode, da har jeg faaet i mine Hænder for det første Aar 400 Species, hvor af 100 gaaer til at fare ned til Rom, hjemme fra. Jeg har altsaa 300 Species at leve og klæde mig for, faae vadsket etc. etc. Det udregnede jeg hjemme blev 30 Species om Maaneden i 10 Maaneder, altsaa vilde mine Penge slippe for mig i Februar 1834, til hvilken Tid jeg i Rom maatte have de 300 for næste Aar.–Nu har jeg været her 3 Uger i Paris, kan altsaa bedre gjøre min Overregning; alt er nu blevet mig oconoemiceret paa bedste Maade, iste­det for 2 Frank til Middagsmad, bruger jeg nu kun 1 1/2 paa et meget billigt Sted, min Kaffe om Morgenen koster mig 14 Sous (der gaaer 20 paa en Frank). Dog med disse to Maaltider, en Kop Kaffe Klokken 8 og Middag Klokken 6 (Aften) kan jeg ikke nære mig, jeg har forsøgt det et Par Gange, men følte mig meget ilde derved, jeg giver altsaa henved en Frank ud endnu daglig til Sukkervand, Brød eller Posteier, mit Logie koster mig daglig 1 Frank, det er billigt, Sproglæreren har jeg faaet for 2 Frank Timen og det er ved et Slags Gunst, da han har alle mine Landsmænd, disse Timer gjør om Ugen 6 Frank. Det er nu bestemte Udgifter og jeg maatte kun give lidt over 5 Frank ud daglig (30 om Maaneden89) men saa kommer Vadsk, Comedie, som jeg dog maa 2 eller tre Gange paa om Ugen. (Forrige Uge var jeg af Oeconomie kun 1 Gang). Regn dette sammen og De vil see, eftersom der komme saamange S[m]aaeudgifter til, og ogsaa store naar jeg skal ud at see Noget der bør sees, vil De finde at jeg umuelig kan komme ud af det med en 30 Species om Maaneden. Min Glæde bliver der­ved forbittret, jeg har ikke den nødvendige Sjæls Rolighed for ret aande­lig at trives og kunne levere Noget hjem, der kan overtyde selv de Smaae om at jeg ikke er for ung til at reise eller uværdig til at nyde den lille Under­støttelse Fondet har skjænket mig. Min Ængstelighed for Udkommet vil tiltage altsom Pengene smælte, og jeg gaaer mere Syd paa.–Det første Aar af en Reise, er altid det dyreste, og for mig især, da jeg har valgt Paris til det første Sted; i Wien vil det halve Aar blive uendeligt billigt.–Det Hele vil der ellers let kunne hjælpes paa og det er det jeg vil bede Dem gjøre af for mig.–Om en Maaneds Tid sender De mig de 33 Species fra Reitzel, helst i en Vexel paa Mark-Banko, men paa samme Tid ønskede jeg at faae tillige 50 Species, saa er jeg rolig og veed sikkert at jeg kommer godt ud af det til Februars Udgang næste Aar; for at afbetale disse vil jeg, om jeg lever, inden Novembermaaned dette Aar sende Dem et Arbeide, hvorfor jeg i det mindste skal faae dette i Honorar, De vil da kunne afbetale denne lille Sum og sende mig det90 følgende Aar, de mig tildeelte 300 Species, disse er vel ikke da nok til et nyt, heelt Aar, men jeg gjør mig temmelig Haab om at faae det Lassenske Legat

150 Species og har da 450 til det Aar, som er saa meget, som jeg her ønsker og maa have til det første Aar, skal jeg ikke sulte eller kun halv nyde den Leilighed der tilbyder sig for at uddanne mit Talent.

Om 9 Dage faaer De dette Brev, jeg har i den Tid vidst hørt fra Dem, men alligevel beder jeg at De i samme Uge skriver mig til, svarer mig paa dette og som jeg haaber glædeligt.–Agnete faaer jeg sikkert færdig ved min Ankomst til Italien, derfra sender jeg Dem den, det bliver et stort Ar­beide, men ikke for Scenen, jeg har da afbetalt min Gjæld og maaskee og­ saa gjort det af med mine Modstandere.–Kjære Ven, det er en Samvit­tigheds Sag, jeg lægger Dem det ret paa Hjertet at jeg faaer disse 50 Species til (og saa sidst i Februar 1834 de 300 Species til Rom). Skriv derom i det første Brev og send mig tillige det første Stykke der har staaet til mig i Kjøbenhavnsposten, hvortil det sigter jeg har faaet; med Hensyn til dette har jeg intet at sige Forfatteren, uden at naar han sender mig Sligt kun frankeret til Hamborg, da ønskede jeg det helst paa noget blødere Papir at det i Alt kunne passe til sin Bestemmelse. Men nok hero[m ;] jeg trøster mig ved at det ikke er de værste Kirsebær, som Fuglene hakke i.–Nu til noget andet. Det franske Folk behag[er] mig. Selv den ringeste Karl læser sin Avis, her er Liv og Bevægelse, Tanken tør høit udtale sig og ikke blot i pri­vate Personligheder, men i det store, offentlige Liv.–At Friheden ogsaa har sine slemme Padehatte er naturlig; der ere Udvæxter og disse bestaae i en synlig Letfærdighed; Alt gaaer her uden Gevandt. Uanstændige Billeder hænge i alle Boutikker, Udsvævelse betragtes som en naturlig Nødven­dighed, og Damerne selv tale ganske uskyldigt om Ting, Mange vilde rødme ved hjemme. Saaledes ere ogsaa Stykkerne. Jeg saae nyelig i Palais royal en Vaudeville: »Sous clef« der spilles af een eneste Dame. Hun har lukket sig inde paa sit Værelse om Aftenen og vil ikke see en Sjæl; man banker paa, Elskeren løber ved alle Dørene, forgjæves, hun er meget an­stændig; ingen komme ind; hun drikker og spiser, klæder sig derpaa for­melig af lige til det sidste Stykke og vil nu gaae i Seng, da aabner Elskeren et lille Vindue høit oppe over Døren og springer ind, hun udstøder et Skrig, flyver i Seng, han løber hen efter hende og Tæppet falder. Det var Pointet! Det gjorte meget Lykke, Damerne loe og Herrerne klappede, jeg følte mig derimod lidt underligt, vidste ikke ret hvad jeg skulde tænke. Paa Gaden bliver man overlæsset med Adreskort for »maladies secretes sans mercuriale«; og Friheden gaaer saa vidt at jeg har seet voxne Mandfolk, naar de faae ondt i Maven sætte sig ved lys Dag paa Gaden og bære sig ad, som det var smaae Børn.–Dog vænnes man snart der til, Øiet bliver sløvt for disse enkelte Svampvæxter paa det smukke Friheds Træ og Forstanden beundrer det Herlige hos et Folk, som Hjertet dog maa holde af for sine mange gode Egenskaber. Kongen synes ikke elsket, overalt sees han i Carricatur, nu som en Pære til Hest, nu som Jongleur der gjør Kunster med en Pistol.–Den gamle Heiberg yttrede at det ikke saae ganske roligt ud. Men lad komme hvad vil, jeg vil søge at arbeide paa min aandelige Ro, faae Klarhed i mine Anskuelser og trods alle Hindringer bringe91 de Kræfter til Modenhed vor Herre har givet mig, skal jeg døe, da vil De og Deres, maaskee nogle Enkelte endnu have kjendt mit sande Væ­sen og ærligt dømme mig! Hils Deres Fader ret hjerteligt og alle de Andre. Louise glæder mig maaskee med et Par Ord. Lev vel!

i Liv og Død Deres broderlige

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter