Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 29. maj 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 20. Fra H. C. Andersen.

Paris den 29 Mai 1833.

Jeg maa tale med Dem min trofaste, kjære Søster, det tør jeg jo nok kalde Dem? Hvor meget Herligt har jeg ikke at meddele Dem. Jeg har med van Dockum der er et meget fortræffeligt Menneske, været i Wersailles;245) det er noget ganske imponerende. Terasserne er et Kjæmpeværk med hvælvede Gange, Portene kunne pryde Kjøbenhavn, herinde staae Orangerne om Vinteren, nu duftede de ude med gulgule Frugter; stive beskaarne Gange og en Mængde stolte Vandspring, der er ødslede Summer derpaa, der vil bringe Deres, som De siger, ikke aritmetiske Hoved til at svimle. - Der er fortræffelige Malerier i de store Sale, saaledes greb mig især Ligene af Hero og Leander, som en uhyre glasgrøn Bølge kaster op paa Strandbreden. De brustne Øine som hun endnu seer paa ham ere naturlige. I een Sal var alle Malerierne med Napoleon, i hans forskellige livs Forhold. O havde De været med! men De kommer her, De maa komme her! Følg mig nu i Phantasien, vi spadsere over til lille Trianon et yndigt Sommerslot, med kongeligt Legetøi; her er et heelt Sveitseri, som Maria Antoinette har bestyret, her er hendes lille Melkestue. Her er Møllen hvor Ludvig XVI var Møller, det hele bliver interesant ved de Legendes sørgelige Udgang. Jeg blev ordenlig veemodig ved den brogede Glæde, som de lystige Børn vare jaget fra. Her har ogsaa Carl den X246) med sit Hof, klædt sig ud og spøgt som Forfædrene. Nu besøgte vi store Trianon hvor Napoleon saa ofte var, hvor han skrev sin Fraskillelse fra Josephine,247) jeg saae hendes Sovekammer, der var betrukket med hvidt Atlask og dekoreret med Guld. Jeg spurgte, »Men er her dog Intet, slet Intet om Napoleon selv?« Og jeg blev ført ind i hans Sovekammer, hvor Alt staar som da han sidst forlod det. Sengen og Betræk er guult, der hang Kobberstykker paa Væggen og et stort Speil. En lille Trappe førte op til Sengen, jeg lagde min Haand paa Trinene, stjal mig til at stryge med Haanden hen over hans Hovedpude, o jeg kunne gjerne have knælet ned, havde jeg bare været ganske ene, men der blev propfuldt; Soldaterne trængte ind og stode tause og stirrede, og det var jo ogsaa smukt! O Gud hvor det er herligt at græde af Beundring for det Store i Verden! - Jeg speilede mig i Napoleons Speil, og har aldrig fundet mig saa ubetydelig som da! men de Andre speilede dem ogsaa. - Her paa dette Sted tænkte jeg ret hjertelig paa Dem, ønskede at De havde været her, det havde været ligesaa godt som en Kirkegang. - Men nu tilbage til Paris! Jeg har senere været i Hotel des Invalides248) her, Bygningen selv kjender De vist af Kobbere? Jeg saae dem spise; der sad de i deres blaae Frakker med Ordener paa Brystet, vel manglede en Arm eller et Been, men dog var det, som man kalder det, »hele Karle«; i den store Gaard holdtes Parade og i den stolte, lyse Kirke249) førtes vi om af een af disse gode Gamle, hvem jeg ved at nævne »le grand Napoleon« fik i en levende Samtale. Næsten alle Nationers Faner hænge her som Seierstegn under Hvælvingen. I Loftet i den dristige Kuppel er et Maleri, med frapante Forkortninger. Turennes og Vaubans250) Monumenter staae tæt her ved, en Marmor Urne gjemmer Vaubans Hjerte. Her er ogsaa et stort Bibliothek, jeg saae en gammel Karl som sagde han læste Las Casa251) (Jeg veed ikke hvorledes Navnet skrives). Alle Fanerne Napoleon havde vundet bleve brændte da de Allierede kom her.252) Broen selv over Seine skulde have været sprængt men det forhindredes af Alexander;253) nu er Napoleons Statuen254) færdig, man siger at den iaar den 29 Juli skal sættes op paa Vendome-Pladsen, øverst paa Støtten, det bliver jeg da, med Guds Hjælp Vidne til. Hvilken Fest! Bare, De var her! Nu vaier kun det trefarvede Flag paa Støtten; Ørnene holde en Krands af levende Evigheds Blomster i Munden og lange sorte Flor flagre fra Vingerne. - Overalt paa Gaderne sees Charicaturer af Luis Philip;255) snart staaer han som en Jongleur og gjør Kunster for Folk med en Pistol ; snart er han fremstillet som en stor Pære til Hest, eller som en Plakatbærer der klistrer Love op og river gamle Plakater ned; det som jeg ellers har mærket er, at han overalt sees fra Ryggen, aldrig det aabne Ansigt, dog er han meget kjendelig paa Figur og Frisure. Et Sted sidder han med Maske og holder Tale om »Liberté«. - »mes freres«, kalder han Folket. - sædvanligviis hænger da ogsaa Billeder ved, med Scener af Bartholomæus Natten,256) Kongen som skyder paa Folket. Igaar saae jeg et med en Mand, som i den ene Haand holdt et Æble, i det andet en Pære, med Underskrift, »Æblet forførte Adam, Pæren forførte Lafayette.«257) - Vigtor Hugo har jeg endnu ikke seet; han har et stort Partie imod sig, og i Bladene levne de ham ikke Ære for to Skilling, forleden fortalte de at han skrev et Stykke i 12 Acter, der varede 300 Aar og at der var i første Act 20 Nonner, hvis spæde Børn i anden Act alle døde af Alderdom. - Men det er dog en Digter! Apropos, siden vi tale om Digtere, tør jeg da komme med lidt om Hr Ego? Jeg havde reent glemt ham over de andre Ting. - Mirabile dictu,258) som vi Latinere sige. (Spørg Deres Hofmester.)259) Endnu har jeg ikke faaet et eneste Brev hjemme fra, det undtagen, der alt første Dag ved min Ankomst kom fra Dem. De kan tænke hvor jeg længes! I Mandags260) - da jeg kom hjem laae der endelig eet, jeg griber det med Glæde, aabner og - finder ikke et Ord deri, men kun en trykt Kjøbenhavns Post.261) Der maa i et Nummer have staaet et Digt til min Roes, en Anden er bleven vred og desuden af Misundelse for at jeg reiser, har skrevet et meget grovt Svar, der river mig ned i Snavset, da nu dette Menneske har frygtet, at jeg maaskee aldrig fik det at vide, har han slaaet en Convolut om sit grove Digt, frankeret det til Hambourg og saaledes med Posten lade mig faae dette til Læsning. Det er da en mageløs Ondskab, saaledes at forfølge mig i et fremmed Land; det gjorte et dybt Indtryk paa mig, thi det var en større Lumpenhed, end jeg tiltroede Nogen. - Tænk Dem ogsaa, at faae Sligt naar man venter Brev fra Vennerne; men lad gaae! nu er det glemt! var der ikke noget ved mig, misundte man mig ikke. Jeg skal tvinge dem til at erkjende det! Vor Herre tager sig nok af det! - Jeg har ellers været meget syg.262) De fleste Fremmede lide af Seinevandet; desuden raser La Grippe meget stærkt, saa jeg forleden, medens jeg bedst sad paa mit Værelse, ganske ene, med et besvimede; siden gik jeg til Sengs hvor jeg fik den voldsomste »Søesyge « (De fatter mig?) den vedvarede hele Natten til næste Formiddag, jeg troede til sidst det var Cholera og gav mig Gud i Vold. Jeg maatte da tage Piller og Djævelskab, som jeg endnu bruger, for at komme i Ligevægt. Det er lidt ængsteligt saa langt fra Hjemmet, men næsten alle lide, Brøndsted263) ligger De Coninck264) o f a, men det er slet ikke farligt. Jeg gaaer om bleg som et Liig og noget medtaget; nu tør jeg kun drikke Viin. Vil De forklare Faderen at det ikke er af Lyst til Drik, som han maaskee nu beskylder mig for. Siig, han maae ikke blamere mig mit ikke ganske tabte gode Rygte. - (Jeg længes i Grunden efter at høre ham gnave paa mig? det klang saa hjemligt, dog har jeg endnu ikke følt Hjemvee, kun en utrolig Kjærlighed for mine Kjære der hjemme).

Paris den 11 Juni 1833.

Nu har jeg alt været her en Maaned, men endnu ikke et eneste Brev fra Hjemmet. Eduard og Ludvig synes ganske at have glemt mig; De Frøken lovede mig flere Breve, men intet kommer. O, jeg er vred og inderlig bedrøvet. Tænk Dem i mit Sted, saa langt hjemme fra, uden at høre et eneste Ord, det undtagen De skjænkede mig lige ved min Ankomst. I forrige Uge blev jeg atter hæftig syg igjen,265) samme voldsomme søesyge. Jeg bruger endnu Medicin men føler mig ellers fuldkommen bedre. Veiret er ogsaa meget forunderligt, een Dag blæser den iiskolde Vind, en anden Dag smælter man af Hede. Skriv mig endelig snart til, jeg venter paa min Reise, i det mindste engang om Maaneden at høre fra Dem, De seer at jeg er meget trofast med at skrive. Næste Gang skal jeg forsøge at give Dem en klar Skildring af Paris, vi vil spadsere lidt sammen og jeg skal være Cicerone, her er nu i Dag ikke Plads paa Papiret, næste Brev skal nok blive noget interessant. Af Nyheder har jeg den, at Cassimir Delavigne har skrevet en ny, ganske mesterlig Tragedie: »Les fils d'Edouard«,266) som spilles paa Theatre-Français og trækker det halve Paris der hen. Madm:Mars267) har Elisabets Rolle. - Det maatte gjøre Lykke hjemme hos os,268) og er riigt paa Charakterer og sand Poesie. - Ideen er, at Glocester som er Formynder for de to unge Prindser, vil have disse dræbt, for selv at bestige Thronen, han yttrer sin Plan for een af sine Venner, just Dagen før Prindsernes Kroning, og tilføier at han øieblikkelig lader enhver dræbe der synes forud at have fattet hans Hensigt; Vennen raader ham derfra, da han som Formynder fuldkommen har Kongemagt. Nu er Vennen ene, tænker paa den andens Ord og det falder ham da ind om Glocester mueligt vil lade ham selv dræbe, fordi han ikke billigede hans Plan, han beslutter da at aabenbare Alt, til Enkedronningen, neppe har han gjort dette før han ogsaa bliver dræbt ved Glocesters Folk. - Nu træder en ganske ypperlig Røver op, som Glocester har leiet til at dræbe de unge Prindser, hvis Kroning forestaaer. I en Scene med disse og Dronning[en] viser Glocester sin hele Stolthed, og nu springer den ældste Prinds, som kun er 18 Aar, op. siger at han er Konge, at han er den Befalende. »Ja men først imorgen,« svarer Glocester og indtil den Tid har De for Deres opførsel Stuearest. - Nu seer man begge Prindserne i deres Fængsel, den yngste er et halv Barn, leger og morer sig, den Ældre aner tydeligt at de vil blive dræbt. Røveren er ansat som Kastelan over dem; han røres ved deres Uskyld, kan ikke dræbe dem og tillader endogsaa Moderen at komme til dem; hun fortæller dem nu deres Skjæbne, men tillige, at deres Partie er underret[tet] derom og at de denne Nat, vil blive befriede; naar de høre Nationalsangen udenfor skal de stille dem i Vinduet og begeistre Folket. Glocester som mærker at Røveren ikke vil dræbe dem, faaer denne beruset og overvælder ham med Guld, han bliver som et vildt Dyr. - Nu hører man Sangen udenfor, Prindserne springe op: »vi ere frelste!» raabe de, men i samme Moment falde de begge dræbt af Røveren og Teppet falder medens Folket jubler udenfor over de frelste. - Fru Heiberg og Jomfru Heger vilde ypperligt kunne spille Prindserne. Men nu lev vel! Hils Deres Fader og Moder, Kocks og Fru Drevsen, som De maa meddele lidt af mine Breve, siden hun intet hører af Eduard.

Lev ret vel,

Deres trofaste Digter.

[I Marginen paa 2. Side ] Mange Hilsener til Deres Fader fra Schram,269) han boer i samme Hotel som jeg.

[Udskrift]

Velædle Frøken Henriette Wulff

Ad: Høivelbaarne Hr Comandeur & Wulff

Søecadetacademiet i Kjøbenhavn a Dannemarch.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling