Dato: 31. maj 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Müller
Sprog: dansk.

Paris den 31 Mai 1833.

Endnu har jeg intet Brev faaet fra Dig, Intet fra Edvard! Hvad skal jeg troe og tænke? Jeg som holder saa trofast af Eder, stoler saa levende paa eders oprigtige Venskab! Men der maa være en Grund, jeg endnu ikke veed, der foraarsager det. I Mandags ventede jeg saa sikkert Brev! Da jeg kom hjem fra Middags Spisning, laae der ogsaa et til mig; jeg greb det med Glæde og Begjærlighed, men finder ikke et Ord deri; det er et tomt Omslag om en "Kjøbenhavnspost", hvori staaer et uforskammet Digt til mig. Forfatteren har været bange for, at jeg ikke skulde høre det Mindste derom, og sender mig det derfor ufrankeret. Der maa have staaet et Digt til min Roes forud; thi dette synes foranlediget ved Sligt. - Det var det første Brev jeg fik; det var en Lumpenhed, som i første Øieblik forbausede mig; saaledes at forfølge mig i et fremmed Land; siden gik det over til Foragt, og nu har jeg næsten glemt det, men længes hæftigere efter Brev fra Vennerne. - Ellers finder jeg mig meget vel her i Paris, det er en By, som ret behager mig, og det i høiere Grad, jo længere jeg bliver her. Ellers er Tonen særdeles let; Alt viser sig her uden Gevandt, og man bliver virkelig vænnet til det, saa det næsten ikke støder mere. De meest sandselige Billeder, ofte særdeles piquante, hænge fremme paa Gaderne; det der meest støder mig, er at selv hellige Gjenstande gjøres gemene, saaledes saae jeg igaar et Malerie med to Brudefolk der ligge i Sengen og bede, men holde Hænderne saaledes at de danne uanstændige Figurer og skotte da der til. Det er dog virkelig oprørende. Jeg er slet ikke snerpet, kan godt taale at see et letfærdigt Billede; men der bør, selv i det Sandselige, dog være et Slags Decorum. Paa Vaudeville-Theatrene give de ogsaa nogle Stykker, der i Kjøbenhavn aldrig kunde spilles, uden det skulde være i Studenterforeningen. Saaledes saae jeg nylig i "Palais Royal" et stykke "Sous clef", det spilles af en ung Pige ganske ene. Moderen har lukket hende inde og hun vil heller ikke see en Sjæl. Kjæresten kommer, banker paa men kan ikke komme ind. Han forsøger ved alle Døre, men de ere vel lukkede. Tilsidst vil hun da gaae i Seng og klæder sig nu af lige til det sidste Stykke Linned (hun var nydelig!) I samme Øieblik har Kjæresten fundet et lille Vindue over Kaminen, dette aabner han og kryber ind. Pigen udstøder et Skrig og springer i Seng, Elskeren der er Soldat, løber efter og Tæppet falder. Det gjorte Lykke, Damerne loe og Herrerne klappede. Jeg tør næsten sige, at Uskyldigheden neppe findes bosiddende her i Paris, den er vist kun reisende Medlem, og selv saaledes er den i en farlig Stilling, i det mindste bliver Øret og Øinene forvendt, og saa har den i Grunden dog lidt Skade. - Dette er nu Skyggesiden; Paris har Solskin ellers i alle andre Henseender. Ethvert Menneske tænker frit og høit og den aandelige Udvikling har naaet et høit Standpunct. / - Jeg maa ellers i smaae Mellemrum skrive dette Brev til Dig, Du kjære Ven, det bliver derfor noget kortere, end jeg ønskede. Jeg er syg, har det slet ikke godt, men det Bedste ved det er, at det er en Sygdom, næsten alle Fremmede faae, nemlig af Flodvandet. I Aftes besvimede jeg paa mit Værelse og kom siden til mig selv uden fremmed hjælp: det gjorte mig Ængstelig. Jeg gik i Seng, fik de voldsomste Brækninger, der varede ved den hele Nat og Morgen. I dag har jeg maattet holde mig inde, tage Piller, drikke Portviin og koste over 2 Specier paa den dumme Mave. I Begyndelsen troede jeg, det var Cholera, og blev lidt underlig; men da jeg har den fixe Idee, at jeg døer herude, gav jeg mig Gud i Vold, tænkte paa Eder Alle hjemme og fandt mig deri. Man siger, at de Fleste lide ved Nydelsen af det skarpe Vand; gid jeg nu snart maa have overstaaet Mit! - De Danske have allers trofast besøgt mig, Sager gjort Løier for at adsprede mig og Schram og Dinesen fortalt mig lystige Historier. Brøndsted vilde sende mig sin Læge; men det er saa dyrt og vist ikke farligt. Bare jeg nu maa sove i Nat! - Forleden var jeg ude i Versailles. Hvilken Pragt! Det imponerer. Under Terrasserne ere Buegange, hvori Orangerne staae om Vinteren; portene til disse kunde pryde Kjøbenhavn. Uhyre Summer ere anvendte paa de mangfoldige, stolte Springvand. Dog mere end alt Dette interesserer mig det lille Slot Trianon, hvor Napoleon har levet, hvor han skildtes fra Josephine; jeg var i hans Sovekammer, stjal mig til at berøre Trinene op til Sengen og Hovedpuden. Soldaterne trængte ind for at see disse Reliquier og stode tause med begeistrede Blikke. Det gjorde et mægtigt Indtryk paa mig. Den franske Dronning har jeg seet i Theatret, derimod ikke Kongen, Men han hænger overalt paa Gaden i Carricatur, snart som Pære til Hest, snart som en Jongleur, der gjør Kunster med en Pistol, osv. Jeg har været i Pairernes Kammer og i de Deputeredes; det første var interessantest; der brillerer den gamle Lafayette. - Men nu kan jeg ikke taale at sidde længere og skrive, og i morgen Kl 6 reiser Sager; derfor: lev vel! Glæd mig snart med et Brev! Hils Dine Forældre, Din Broder og Søster; frøken Snell, Ottos og Thybergs. Jette faaer snart Brev fra mig. Lev vel! Døer jeg ude, da husk Edvard paa at trykke mine Erindringer; min sidste Tanke vil være hos Eder.

Din trofaste Ven

Andersen

O, gid at Du og Edvard var her! Jeg vilde dog gjerne endnu engang see Eder.

[udskrift:]Til Hr: Cand: Theol: Ludvig Müller.

Bispegaarden paa Nørregade i Kjøbenhavn.

ved Godhed.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus