Dato: 10. marts 1850
Fra: Henrik Hertz   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nørrevold den 10. Marts 1850.

Jeg takker Dem ret meget, kjære Ven, for Tilsendelsen af Deres Ole Lukøie og skal med Fornøielse opfylde Deres Ønske at meddele Dem, hvad Indtryk den ved Gjennemlæsningen har gjort paa mig. Men jeg beklager meget, at jeg endnu ikke har seet den opførtes. I et saadant Skuespil er naturligviis Meget beregnet paa Maskineri og Theatervirkning. Allerede for nogle Aar siden glædede jeg mig over et Par Træsnit (jeg troer til en af Gersons Børnebøger), hvor Ole Lukøie paa en sindrig Maade var fremstillet som en til vore Folkesagns Mytherække hørende, egen Person, ligesom Nissen, Ellefolk og Desl. Det var en ganske ny Idee; jeg veed ikke, hvem den oprindelig skyldes, men det er en virkelig Acqvisition i vore Folkesagns Mythologi, lige kjærkommen for Digteren som for de bildende Kunstnere. I Deres Eventyr har De (og meget muligt har jeg her primus motor) udviklet Ideen om ham videre, og blandt Andet ved at gjøre ham til en Broder af Døden givet denne fortræffelige, lille Patron, saaledes som Folketroen og Børneverdenen hidtil har kunnet tænke sig ham, mere Indhold og Dybde. Pedersen har i sine Træsnits-Tegninger ogsaa vidst at give ham et meget characteristiske Physiognomi. At De endelig nu har gjort ham til en Person i et Drama, er en lykkelig Tanke, der endnu oftere maa kunne benyttes.

Nødvendigheden af Ole Lukøies Nærværelse i dette Stykke er, troer jeg, etsteds bleven betvivlet. Men det er dog en saadan luftig og lystig lille Personage, der her maatte tænkes til, for at motivere det Springende i Indholdet. Skulde jeg indvende Noget mod Stykkets Personer, da maatte det være den "afdøde Dagdriver". Allerede denne Benævnelse og hans hvide Cigar og Stok, der tænkes afdøde og gaaende igjen som han selv, betegne ham absolut som en comisk Person, og Ingen troer ham, naar han er alvorlig og sentimental. Jeg idetmindste tænkte hele Tiden, at han dog tilsidst havde en lystig Streg i Baggrunden. Tag nu tiltakke, kjære Ven, med disse faa, i al Hast nedskrevne Bemærkninger over Deres Skuespil, hvori der findes saamegen sand og dyb Følelse, men hvori Et og Andet, især hist og her i Dialogen, kunde ønskes noget renere udarbeidet.

Deres venskabeligt hengivne Henr. Hertz.

Til

Hr. H. C. Andersen

Tekst fra: H. C. Andersens Album