Dato: 11. juni 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

57. Til E. Collin.

Paris den 11 Juni 1833.

Min kjære Ven, hvorledes skal jeg dog forklare mig det? Endnu intet Brev fra nogen i Kjøbenhavn! Intet Brev fra Dem. Jeg kan ikke betvivle92 Deres Venskab for mig, jeg veed De er min egen, trofaste Eduard, men jeg kan slet ikke forklare mig Grunden til denne forunderlige Taushed. Nu har jeg været en Maaned i Paris og i det Hele lidt over 7 Uger fra Hjemmet, tænk93 Dem nu i mit Sted, saa langt ude mellem Fremmede, at savne enhver kjærlig Mindelse om Hjemmet og mine Kjære. Jeg har saa tidt i disse Afte­ner taget Deres hjertelige, velsignede Brev frem, jeg fik i Lübeck, læst og læst; aldrig har Deres Hjerte talt varmere til mig, det kan ikke være blevet kjølnet paa 7 Uger. Hjemvee har jeg aldeles ikke følt, men et levende Savn efter Dem, efter nogle Enkelte der hjemme; hver Dag har jeg været paa Posthuset for at spørge om Brev, men altid faaer jeg: »nei«! Legationen her og mine Landsmænd begynde selv at finde det forunderligt, thi Schram der kom 14 Dage efter mig har alt to Gange faaet Brev, siden han kom; saaledes gaaer det ogsaa de Andre. Engang hver Maaned havde jeg dog tænkt, De sikkert skrev mig til. Mueligt kommer der vel nu Brev med Seemann eller Schwartsen, men jeg kan ikke nægte, at det er mig underligt at troe, at De først skulde have skrevet mig til med disse, der sidst i Mai forlod Kjøbenhavn og rimeligviis bruge en Maaned før de indtræffe i Paris; og dog maa det vist være saaledes.–Deres Taushed har vakt en underlig Følelse hos mig, jeg ikke før har kjendt, det er et Slags Vrede der staaer og spiller over i Kjærlighed og Bedrøvelse. O Gud Eduard, jeg er saa ene, De har Deres Jette, Deres Sødskende og dem alle hjemme; Ingen, slet Ingen har jeg her og De kan i en heel Maaned lade mig føle min Een­somhed.–Mit sidste Brev om Kjøbenhavns Post-Verset og dets Tilsen­delse, har De vist faaet, siden det afgik har jeg været meget syg. Dagen før Sager reiste, kom jeg hjem fra Middags Bordet, følte mig ikke vel, og før jeg vidste af det besvimmede jeg. Ene og overladt til mig selv, høit under Taget i et fremmet Land, var det ikke saa behageligt; da jeg kom til mig selv igjen gik jeg strax i Seng, men fik nu de voldsomste Opkastelser, der vedbleve hele Natten; jeg troede det var Cholera og gav mig alt Gud i Vold. Næste Dag maatte jeg tage Medecin, (der var dyr). Brøndsted var meget uroelig for mig, vilde sende mig sin Doctor, men som jeg dog ikke tog, thi det koster. Imidlertid kom jeg mig paa et Par Dage og man for­klarede det ved, at det var Seinevandet og den aldeles forandrede Leve­maade jeg ikke kunde taale. Det halve Paris laae ogsaa af La grippe, mue­lig har den, hos mig, slaaet sig paa Underlivet. Mine Landsmænd besøgte mig troeligt og Schram søgte med Dinesen at muntre mig om Aftenen.– Efter et Par Dage var jeg fuldkommen vel, men Veiret er een Dag iiskoldt, en anden Dag til at smelte i, jeg maa have forkjølet mig, thi for 3 Dage siden, paakom mig igjen samme udmattende Syge, jeg leed frygtelig med at opkaste Alt, men det var den Gang kun til ud paa Natten, siden har jeg følt mig meget bedre og vedbliver nu kun at tage Rhabarbrapiller – Pariserne fører ogsaa et ganske eget Liv, propper sig fulde med Mad to Gange om Dagen, og gaaer saa med det; (vi spise mindre end de men oftere); deraf kommer at de alle, Fruentimmer og Mandfolk maa hver Dag sætte sig Clysteer, for at faae Ligevægt; nogle Landsmænd, der ganske leve paa fransk gjør det samme, men det er jo ækelt. Nu har jeg søgt at indrette min Levemaade paa bedste Maade efter den danske, det er ikke oconomisk, men jeg vil heller give Kokken end Apothekeren mine Penge. De fleste Fremmede lide, især i denne Tid og Brøndsted har været temmelig angrebet. Det er et Hundeveir og saa have vi Steengulv og et tyndt Teppe over Sengen; een eneste Hovedpude, der er en lang, tynd Pølse; jeg maa tage min Natsæk med i Sengen, ellers flyver Hjertet mig ud af Munden.–Men nu fra Skyggen og lidt ud i Solskinnet! Paris bliver mig hver Dag interessantere Daglig gaaer jeg den halve Dag om­kring og endnu, efter en Maaned, er der uendeligt Meget jeg ikke har seet; jeg støder paa Torve og Kirker jeg ikke før har været ved. Paris har ingen Grændse, det er en Labyrinth af Gader der strække sig ud i de mile­vide Forstæder. Jeg vil tage en Dags Vandring inde i Byen og beskrive Dem denne; Jeg gjorte just en Tour igaar gjennem Gaderne, fra om Morgenen til 2 om Eftermiddagen. Jeg vil fortælle Dem hele Dagens Hi­storie.–Vi ere altsaa nu i Hotel Vivienne, rue Vivienne No 14, vi flagre ned af de mange Trapper, men hold Dem ved Rækværket thi alle Trinene ere glatte Fliser lige fra min Stue til Gaarden.–Den gamle Schweitser siger »bon jour!« og vi staae paa Gaden. Boutik ved Boutik; Kobbere og Træsnit; Kjødboutikker, hvor Pølserne hænge i Festons, Conditorier med kunstige Kager, som gothiske Slotte, Speile ved Speile, saa man er færdig at løbe det ene i tu efter det andet, thi man maa gaae tæt op til dem, da den ene Vogn krydser den anden paa Gaden. Vi gaae nu ind i en Passage for E: Vivienne eller Colbert. (Det ere Gader, som om der blev bygget et Glas-Tag over Østergade, fra Nabohusene, ogsaa med Flise94-Gulv.) herinde er alt hvad Hjertet kan forlange, ondt og godt lige til den ikke platoniske Kjærlighed. Modeboutikkerne blænde Øinene og saa er alt saare godt Kjøb, jeg kan skaffe Dem en syet Silkevest for omtrent 14 Mark Dansk og et stort sort Dameschall, der seer ud som ægte, for 5 Rdlr Dansk.– Vi gaae nu over Gaden, gjennem en mindre Passage og befinde os i Pallais royal læser en Snees forskjellige Theaterplacater, til i Aften og gaaer nu i de smukke Søilegange med de kostbare Boutikker. Det er noget man maa see for at tænke sig! udenfor, eller rettere midt i Palais royal, er Have­anlæg med et stort Springvand og der vrimler alt af Spadserende; hele Grupper sidde og læse Aviser, og ved Vagten, i den anden Ende af Slottet, læser en Soldat høit om Pærerne af Frankrig om Lafayette eller Cameleonen; det gaaer lystigt! vive La liberté! Vi gaae nu ind i St: Honoré og drikke Kaffe, læser med det samme Aviserne, hvor der ikke staaer et Ord om Danmark, spadserer da gjennem den uhyre lange Gade, kommer ind i en heel Labyrinth af mindre Gader hvor man hvert Øieblik, for Vognene, maa gaae ind i en Dør; efter en god Times Forløb er man da ude ved Bastillen; (husk paa, jeg beskriver virkelig min Tour igaar). Her staaer en uhyre Elephant opmuret af Steen og Leer; rundt om holde »Omnibus, Fiacre, Dame blanche« og andre Kjøretøier, der krydse den store By og hvor man for 6 Sous, (14 eller 20 Personer i de store Vogne) kan komme hvor man vil.–Fra Bastillen gik jeg gjennem et øde Qvarteer af Byen, hen til Pont d'Austerlits, en deilig Broe over Seinen, fra denne, saae det endnu ud, som der var ingen Ende paa Byen.–Skibe seilede op ad Floden; Koner vadskede Linnet, Damer seilede og voxne Folk badede sig. Nu traadte jeg ind i Jardin des plantes, hvor Alt duftede af Blomster, Folk spadserede i tusindviis og saae paa de vilde Dyr, som man her see frit. Tre fire Løver, Hyener, Tigre, Bjørne etc. der solede sig i Jernbuur, men i frie Indhegninger gik Hjorte, Bøfler, uhyre Elephanter og en stolt Giraffe, der brød Grene af de høie Træers Toppe.–Jeg saae et Skeelet af Mamuts­dyr, der kunde ikke ligge i to Gaarde, som Deres i Kjøbenhavn.–Herfra kom jeg ud i en Labyrint af smaae Gader, snevre og smudsige. Hæslige Drenge laae paa Gaden og spillede Kort.–Skidne Qvinder spillede Fjer­bolt og raae Karle sang vilde Viser om Frihed og Liderlighed.–Jeg vendte nu hjemad og kom over »La cite« hvor jeg traadte ind i den impo­nerende N: Dame-Kirke, med stolte Hvælvinger og brogede Glasruder. Der var Altergang; og vist 50 Præster fra 17 til 70 Aar der gik og gjorte Kunster for Altret.–Gjennem Louvre gik jeg hjem og da jeg havde været i Middagsspiisning i rue l`arbre sec, travede jeg forbi den smukke Børs, hvor den trefarvede Fane vaier, og søgte om paa95 Boulevarden. Det er en Gade i en halv Cirkel, omtrent en Miil lang, med store Bygninger paa begge Sider, Alleer, med Bord ved Bord, Boutikker og Udsalg, her spad­serer den smukke Verden, og man blændes reent; jeg aflagte nu en Vesit hos Marquise de Boney (Enke efter Ministeren) og efter en fransk Passiar, som De skulde have hørt, gik jeg ind i Touilerierne der er tæt ved. Man maatte, i Hovedgangen, formelig skyde sig frem, saa mange vare her, springvandene kastede deres Straaler op i den blaae Luft. Her ere her­lige Statuer og duftende Oranger.–Jeg gik nu ud paa Place Louis XVI, hvor et sort Flag veier paa det Sted, Henrettelserne skete i Revolutionen. –Aftenen tilbragte jeg, ene, med en Spadseretour i Palais royal, der om Aftenen har noget trylleagtigt ved sig naar alle Boutikker ere oplyste med Gas. Kosteligt klædte Damer, med et yndigt Væsen svæve forbi, smile og skabe sig. Det er Kjærligheds Præstinder; jeg saae iaftes een med Been­klæder paa og en klar Kjole til lidt under Knæerne, hun hoppede forbi og bød mig en Rose, i det hun sagde »God dam !«.–Klokken 9 var jeg alt hjemme i mit Logie, da kom jeg til at nynne: »lille Viggo«, og blev saa inderlig veemodig derved, haabede i Dag sikkert at faae Brev; men der var intet! Skriv dog nu strax, arangeer Pengene til mig jeg i det sidste Brev skrev om, thi dem maa jeg endelig have, jeg har udviklet Dem det. Med Agnete gaaer det fremad, med Guds Hjælp faae vi Glæde deraf begge to; De og jeg, mener jeg! Pengene vil da let afbetales og jeg er rolig, kan ar­beide bedre. Men nu Lev vel! jeg havde saameget endnu at skrive om, men Papiret er fuldt, hils Deres Fader og Moder, Brødre, Kjæresterne, alle Drevsens, Lind og Louise og vær mig en bedre Ven, end De i denne Maa­ned har syntes

Deres trofaste

Andersen.

[I Margen:] Vil De give indlagte Pjalt til Hr. Liunge men med Convelut om [Brev, jeg har lovet ham nogle Notitser. Dersom De ikke alt har sendt mig mine nye Digte, lad da Reitzel besørge dem ved sin Boghandler her til Paris, men strax, giv ham min Adresse.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin