Dato: 16. juni 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 205. Fra H. C. Andersen.

Glorup den 16 Juni 1850.

Min kjære, søsterlige Veninde!

De er syg, har været meget syg, hører jeg af et Brev fra Deres Broder, 1 nu først forstaaer jeg hvorfor jeg ikke har faaet et Ord fra Dem; dog nu er De bedre, De har været i Haven, De har kjørt ud, skriv dog et lille Brev til mig naar De føler Dem stærk nok, jeg lever i Uro efter at vide hvorledes De har det. Jeg blev ellers glad overrasket ved at see Brev fra Deres Broder, vi have Øvrigt været hinanden ganske nær uden at mødes, tænk, hvor kjedeligt, da jeg forrige Uge, om Fredag-Aften kom til Frede­ricia, fortalte Pigen i Vertshuset at Engelænderen Hodges1 havde været der og var netop for en Time siden taget bort, ad Kolding til; der var en Capitain Wulff med, »de spiiste fire Retter Mad og Tjeneren betalte«; saaledes lød Raporten. Havde jeg dog anet at jeg var Deres Broder saa nær jeg havde kjørt et Par Timer tidligere fra Veile, ja havde jeg vidst at han nu blev ved Hovedqvarteret, jeg var gaaet til Kolding, nu opgav jeg det, da der Intet er at see og jeg kjender Egnen fra tidligere Tid. Opholdet i Jylland har interesseret mig meget; man kalder Fyen Danmarks Spise­kammer, men er Fyen Spisekammeret saa er sandelig Jylland Storstuen; Silkeborg Egnen mindede mig om Skotland, just om røde Robins Land sed Katherine-Søen; og i de jydske Moser saae jeg sorte Storke, dem kjendte jeg ikke før; i Silkeborg-Skove bygge Ørne, de slaae tidt ned i Aaen og fange Fisk; ifjor tog man med Garn en Gjede og paa den levende Fisk, sad med Kloerne borede fast hele Skroget af en Ørn, som Gjeden havde trukket med sig under Vandet og vandret om med Gud veed hvor­længe. 1 Dog dette har jeg maaskee fortalt Dem eengang før, i mit sidste Brev. Undskyld! - (De fik da Oberstlieutenant Varbergs svenske Brev?) ­Jeg har med Doctor Ryge, (Skuespillerens Søn) 1 besøgt Himmelbjerg, det er ikke stort i Udstrækning og egentlig en Fortsættelse af Aasen, men Ud­sigten over Skove, Søer, Lyngbanker og Marker er høist malerisk; en dei­lig Regnbue var spændt over Bjerget da jeg var deroppe, mindre kunde det ikke være. - I Horsens1 traf jeg mange militaire Bekjendter, i Veile var jeg en heel Dag hos Orla Lehmann, De veed, han og jeg er fra gamle Dage Duus. 1 I Fredericia hvor jeg Ingen kjendte, gav jeg mig i Kom­mandantens Beskyttelse, 1 fik da en Tilladelse til at see mig omkring og fandt selv saa ypperlig om, at jeg senere paa Dagen optraadte som Guide for en jydsk Herredsfoged, der ikke vidste Vei. 1 - Den store Grav hvor de Faldne ligge Side ved Side havde en egen Interesse for mig, jeg vendte altid hertilbage; paa smaa Kors staae Navnene over en Deel af de Døde, jeg kjendte Flere og en Veemod opfyldte mig, saa Taarerne kom i mine Øine og dog just her, følte jeg første Gang i mit Liv Lyst til at være med i Krig, 1 det maa være aandeligt opløftende i god Bevidsthed, i Begeistring for en Idee, at flyve fra Jorden til Gud; men det, at lemlæstes, legemlig lide lange Uger og Dage, gjør mig Krigen rædsom. Jeg er nu paa det ven­lige stille Glorup1 i dansk Skovnatur; men det er daglig Regn og Blæst, det er saa koldt, saa jeg meest maa vandre om i Bog-Verdenen; første Hefte af Øehlenschlægers Levnet1 har jeg læst, nu sidder jeg med Niels Juul; 1 blandt andre historiske Smaatræk jeg i disse Dage har læst, har eet især grebet mig, Historien om Damp-Kraftens Opfinder, den ulykkelige Salomon de Caus, 1 han som først saae i Tanken hvad nu ligger materielt for vort Øie, Dampskibe og Jernbaner; det er Arago, der i vor Tid har givet denne miskjendte Mand sin Hæders Plads; han bragte Richelieu sin Opdagelse og denne betragtede ham som gal og da han idelig kom tilbage dermed blev han indespærret i Galehuset hvor han blev til sin Død; et Brev fra Marion de Lorme til Cinq Mars har bevaret os Efterretningen, hun besøgte med Marquis af Worchester Galehuset, og fortæller om denne Salomon de Caus, der raabte til dem: »jeg er ikke vanvittig, men jeg har gjort en Opdagelse der vil gjøre store herlige Virkninger i Verden!« og Marquisen fik hans Papirer, Marquien af Worchester stod længe i Verden, som Meddeler af vigtige Opfindelser for Videnskaben, medens de Caus, sad mellem de Gale i Biçetre; kan noget være mere tragisk! - Endnu har jeg ikke begyndt paa noget Arbeide, men det vil skee haaber jeg. Bring Deres Søster min hjertelige Hilsen, hendes Mand og Sønnerne, ligesom Svigerinden og de Smaa der. - Medfølgende lille Epistel1 bliver jo nok be­sørget. De husker, Breve til mig gaae: Glorup ved Nyborg.

Deres broderlige Ven H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost