Dato: 29. juni 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

60. Til E. Collin.

Paris den 29 Juni 1833.

Brevet er kommet, Gud skee Lov! igaar fik jeg da endeligt et fra Dem og Ludvig Møller. Min Vrede paa Dem, min stærke Bedrøvelse, maa just lære Dem, hvor uendeligt meget jeg holder af Dem! Jeg har ikke sovet nogle Nætter for Deres Skyld, men nu er Alt glemt, min første Tanke er igjen et Brev til Dem96! Hvor ofte har jeg ikke allerede læst Deres! men det var saa lidt! det er skrevet i hast, und mig snart en ordenlig Time for Deres Tanke, jeg giver Dem halve Dage. – Eet Udtryk i Brevet har bedrøvet mig, men jeg er vis paa, De ikke har meent det saa haardt, jeg er ogsaa slem til at lægge hundredfold Tyngde i ethvert tungt Ord der kommer fra ­ hvem jeg elsker; det er nu næsten glemt, thi jeg er usigelig glad for Deres Brev! lykkelig over at jeg ikke har tabt Dem, thi De var mig alt halvt op­givet. Tænk Dem om De var i Udlandet og alt paa tredie Maaned, efter at have selv skrevet mange Breve, endnu intet hørte, De var vist blevet langt anderledes hæftig end jeg. – Skriv nu snart igjen, men skriv ikke i Galop, skriv naar De lidt venlig tænker paa mig, og send ikke Brevet bort 8 Dage først efter at det er færdigt, det synes at have været Tilfældet med dette jeg fik, skrevet den 12 og først her den 28. – Jeg holder dog meget mere af Dem end af Ludvig, thi jeg har været mest vred paa Dem; jeg turde ikke stole saa ganske paa ham, derimod var min Tillid til Dem urokkelig jeg var saa vis paa Deres Breve; men vort Venskab er ogsaa langsomt og grundfast opvoxet i forskjelligt Veirligt, Ludvigs derimod skjød op paa een smuk Sommerdag. – Naa giv mig nu Haanden, min egen kjære Eduard, vi ere de gamle Venner! ikke sandt? Og De vil heller aldrig bruge hæftige Udtryk i Deres Breve, ikke mere bedrøve mig saa langt borte fra Dem, hvor der gaaer Uger før vore Tanker mødes og forstaaes. Vær mig altid god, mit Væsen er for fast voxet til Dem, at jeg kan taale at stødes bort. Men nu vil vi sladdre, faae en glad Passiar. O, jeg seer Dem saa tydelig i den hvide Habit med Piben i Munden, see venligt og trofast paa mig, Beauty ligger i Stolen og stræber efter at danne en Cirkel, Theo­dor staaer lidt fortvivlet med sin Bog og ønsker os borte for ei at gribe for­styrrende ind i hans lærde Virksomhed og udenfor synger himmelblaae Drenge, »min Moster hun er syg, hun er daarlig!«ja, jeg er ganske hjemme! O hvor jeg har meget at fortælle! men nu kommer vel Deres Jette og saa har De kun Tanke for hende, jeg troer jeg bliver jaloux! Det gode, lille Menneske! hils hende grumme meget! – Tilfældet har ført mig sammen med Heyne, men han behager mig ikke, der er vist intet godt ved ham som Menneske. Jeg har, efter Anmodning, leveret til det franske Blad: »L'Europa litteraire«: en Afhandling over Danmarks Litteratur og Theatervæsen, som Schram har oversat, men det er ikke hvad det skulde være. Jeg mener, at hvad man kan tænke paa Dansk, kan ogsaa tænkes paa Fransk, og hvad man klart tænker, kan ogsaa udtrykkes. – Til min Sproglærer har jeg selv begyndt at skrive Stiil, men det duer ikke. Her har De en Oversættelse af mig selv af eet af mine - Digte: »Voici un conte, une fable: L'animal qui dans la coquille, batti dans la profonde mer salée ayant produit sa perle, meurt. O amour, mon cæur l'a créé, et cette perle d'amour me ravira la vie!« – Her ere ellers altfor mange Landsmænd, jeg taler mere Dansk end Fransk97 og saa bliver det ikke til noget! Sproget er heller ikke saa let som man troer og Udtalen meget forskjellig fra hjemme. Jeg kan gjøre mig tydelig, forstaae Hovedsagen i Skuespillene, men slet ikke pluddre Alt hvad jeg vil. Mine Landsmænd, hvad der paa een Side er smigrende og behagelig, komme oftest98 til mig; af dem alle behager Artellerie Lieutenant Dinesen mig mest det er et aandrigt, godmodigt Menneske, hvis Kundskaber i sit Fag, vist vil gavne hjemme. Vi sladdre tidt til ud paa Natten. Kammerjunker Carstenskjold har No 2, han er [af] megen Godmodighed, og er aldeles fri for den Raahed, som desværre – men lad os ikke tale ondt om Nogen. – Jeg boer i Hotel med Schram, der jo ogsaa reiser paa offentlig Bekostning. Han er meget lystig, og med flere, driller mig daglig over min »forunderlige Uskyldighed i Paris«, han er ellers saare godmodig og bliver ikke vred, skjøndt jeg sædvanlig gør tvert­imod hvad han foreslaaer, han siger ogsaa at min bekjendte Godmodighed, er i Paris gaaet over til Trods, men jeg vil nu have en Villie, det er paa Tiden og jeg kan tænke ligesaa sundt som nogen Anden. – Det er ellers en skrækkelig kort Tid Skuespillerne ere her, de kan umuelig have mindste Nytte deraf, – dog det rager ikke mig! men saameget seer jeg, at mange som reise, kunde ligesaa godt blive hjemme, dog anvender jeg det ikke paa nogen bestemt i Særdeleshed. – Enhver har godt af at komme ud i Verden, om ikke andet, saa for at luftes lidt i Tankekammeret. – Vor Qva-Minister Koss hædrer mig ofte med sin høie Nærværelse, i min endnu høiere Bopæl. – De Conninck gjør god Handel, men er en Gnavpose ved Middagsbordet, han hjælper mig ellers med Søemands Udtryk til Agnete. – Apropos! det er jo en forbausende Nyhed at Fru Viborg lægger sig efter Folkemængdens Formerelse: De Conninck har fortalt mig derom. Hvorledes er dog det gaaet til? – Morphi er her i Paris som nydende Borger, han har besøgt mig og bad mig hilse Dem og Viborgs. Beed Justitsraaden eller Fruen glæde ham med Brev, han længes meget derefter. Han har lagt sig et stort Skjæg til og seer noget gammel ud. – Hvad mig angaaer, skal jeg være blevet noget mere bleg, men see meget mere bestemt ud, holde mig bedre end før og gjøre færre Sving med Armen. Jeg har ogsaa faaet mig et Par Sommer Buxer af simpelt graat Lærred, (der her er bragt i Mode), og dem har Skræderen skaaret saa ypperligt, at jeg med eet har faaet baade Laar og Læge! der seer man dog Formens evige Magie. Jeg har or­denlig Fornøielse af at see paa mig selv, bare man kunde see de Been hjemme, men de ere ikke lange nok til at strække til Danmark! – Her ere ellers mange Ting man faaer for saare godt Kjøb, siig mig i næste Brev om jeg intet skal besørge for Dem, det kan jo komme hjem med Skuespillerne, Schwartsen reiser alt om henved 4 Uger, for at gaae over Berliin. Man kan faae gode Veste for omtrent 14 U Dansk, jeg har een jeg kan stadse med; der ere endogsaa til 4 U Dansk, men de ere meget simple, men altid til at bruge og have Facon. Af berømte Forfattere og Componister kan jeg skaffe Dem Portraitter hver for 3 Skilling Dansk, det samme er Tilfældet med Prospecter af Kirker. Landkort, hvert for 3 Skilling Dansk komme ud i denne Tid og ere gode. Paa Boulevarden sælges Værker for Spotpriis. Giv mig nogle Comisioner! – Husk ellers paa at jeg vil forlade Paris den 10 August99 for at gaae til Schweits; jeg blev gjerne længere her i Paris, men jeg maa passe Aarstiden. De 3 Maaneder her er forlidt, nu den halve Tid er forbi, har jeg knap det Overfladige. Jeg maa see hvorledes det flasker sig med Veiret. – Hjertelig Tak for Deres Arangement med de 83 Species; jeg haaber sidst paa Aaret at kunne sende Agnete hjem og da afgjøre min Gjæld; hvor jeg længes efter at De skal læse den, jeg er snart færdig med første Act, eller om De vil, første Afdeling, De veed den bliver i tre.– Dinesen er ganske henrykt i den, sætter den langt over Maanederne. – Siig mig nu om De raader mig, ikke før at sende noget hjem, før min Agnete kommer, eller jeg skal give mine Anskuelser af Paris. Disse kan man jo i Grunden ikke bedømme mig for, som Digter, men Folk gjøre jo forunder­lige Ting. Send mig strax i Reitzels Bogpakke, til hans Boghandler her, min italienske Grammatik og mine Digte, har De noget andet da er det velkomment, som f Ex nogle jydske Aviser eller en »Dag«! – Lige i dette Øieblik bringer min Garson mig et Brev fra Jette Wulff, hun er i Holsteen; nu har jeg med van Dockum sendt et Brev hjem, adresseret til hende, men der ligge flere Breve inden i, f Ex til min Moder. Vil De derfor ikke, dersom det endnu er Tid, lade Commandeuren vide det, at han kan aabne det og tage dem ud, før Pakken sendes til Holsteen, dersom hun endnu er der. – Hvad gaaer der af Øehlenschlæger der siger: en Jøde kan ikke være Digter! Herre Gud, hvor det store100 Menneske kan snakke. – Hertz er jo nu borte, som jeg hører var det jo at ønske at man kunne sige det samme om hans Nytaarsgave. Nu er her ingen Plads mere; derfor lev vel min kjære, kjære Ven! hils dem alle, Lind og Louise, Drevsens Børn især Viggo, der vel svarer paa mit Brev. Tak Deres Fader for det par Ord han glædede mig med i Deres Brev. Hils Moderen og Hr: og Fru Drevsen, Kjæresterne osv fra

Deres trofaste

Andersen.

[I Margen:] Or. Lehmann kommer til Paris! Hils Gottlieb og Theo­dor!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost