H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Ludwig Müller 29. juni 1833

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 29. juni 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Müller
Sprog: dansk.

Paris den 29de Juni 1833

Smæk vred har jeg været paa Dig, paa Edvard og altsaa paa dem Allesammen, og jeg havde Grund dertil. Alt paa 3die Maaned hjemme fra, og endnu ikke et Brev! alvorligt talt, det bedrøvede mig uendeligt meget! Igaaar kom Dit og hans, og idag fik jeg endelig eet fra Jette Wulff; det har ret oplivet mig; nu maa vi sladdre; jeg har saa mange Ting at sige. Der var ellers mange Ting i Dit Brev, der nok burde drøftes lidt. Først, min gode Ven, vil jeg bede Dig: bland ikke Følsomhed med Følerie! Det Første har jeg Meget af, det Sidste ikke en Snuus; thi som sagt, jeg har ikke engang Hjemvee endnu; det vilde være meget dumt; hvorledes skulde det daa gaae naar jeg kommer hiinsides Alperne og havde været Aar og Dag borte? Du vil nu saa gjerne see ud, som Du ingen Følelse havde, og dog forsikkrer jeg Dig, at den slet ikke manglede i Dit Brev; jeg fandt mig slet ikke skuffet, som Du troer, jeg var meget tilfreds med det Hele; thi det var Dig selv op ad Dage.

Du taler om at det var Kujoneri ikke at gaae op til Peter Arents i Hamborg, men jeg forsikkrer dig jeg ikke tænkte derpaa. Jeg hørte liderlige Ting nok og her i Paris er det Elementet hvori man desværre som en forvildet Guldfisk altid svømmer. – Du venter at jeg: "faaer mere Mod og kommer hjem som et ordentligt Mandfolk" – jo det er smukt skrevet af en teologisk Ven og Bispesøn. Du skulde ikke bidrage til min Fordærvelse, her gaaer alting ud paa det; Jeg er kommet meget vidt. Tænk, jeg bliver ikke længer undseelig, naar ved Lys Dag paa Gaden, en pyntet Morlil, kommer og tilbyder mig, som hænder tidt: "Une jeune fille, 16 Ans!" – jeg siger ganske roligt: "Non, Madam!" og gaaer i poetiske Tanker med min Agnete "Une tres joli femme" En – o jeg gidder ikke skrevet det! – Det er Dagens Tone! Og saa gjøre mine Landsmænd Løier over at jeg er saa uskyldig; ja jeg forsikkrer Dig at jeg har staaet mellem saadan en Bayadere og en – ægtemand og sagt: men tænk dog paa De er gift! Alt i Paris arbeider paa at pirre Sandseligheden, selv det ordentligste Gemyt kommer Blodet i Bevægelse paa, det er en farlig By for et ungt Menneske. Du maa nu slet ikke komme her før om en 20 a 30 Aar naar Du er mere spag. – Det utaaeligste der at man ikke faaer noget for sine gode Sæder, da vist enhver der har været i Paris troer om den anden at han ikke reiser bort som den personificerede Dyd. - Forleden var jeg oppe at see et ganske Voxcabinet, der viser Fruentimmer og Mandfolk i den elendighed hvori Liderlighed kan styrte dem. Det burde enhver see, det var saa frygteligt, at den iiskolde Sved sprang ud af mine Fingerender og jeg nær havde faaet ondt, og tænkt dig dog, hvor vidt det gaaer der mellem alle disse nøgne Skikkelser i al Natur, blev jeg ført om af en unge Madame. Jeg skammede mig paa hendes Vegne! Er det dog ikke uhyre. Man bliver ellers vant dertil. Men det er virkelig en Dydens Prøve at være i Paris! Men nu ikke mere af det Sludder! - /

Forleden saae jeg Operaen "Robert le Diable"; der skulde Du see en Scene! der er et Gravcapel, hvor Maanen skinner ind. Gravene aabnes, og de døde Nonner staae op, - der komme vist 2 à 300 Stykker – de kaste nu Liigdragten og staae nøgne i gjennemsigtigt Flor, saa yndige! de opføre de mest vellystige Dandse til en fortryllende Musik; man kunde blive gal. Og saa ere nogle Dandserinder saa deilige, saa herligt formede og svæve som Blomsterfnug i Luften. Nu kommer snart Taglioni, hun skal overgaae dem Alle. Hun er forlovet med en Søn af en af de første Familier i Frankrig. I gaar saae jeg Duvernais som Nathalie, og blev ganske fortryllet. Du vil have, at jeg skal skrive dig Vers i mine Breve til Dig! Du mener, at jeg maa dog have skrevet nogle: Har ikke Eduard sagt dig at jeg arbeider paa et stort dramatisk Digt, som I faar hjem om en 5 a 6 Maaneder? Det lader sig ikke sønderlemme, dog vil jeg rive dig to-tre Replikker ud, der fortæller Agneetes Fødsel, jeg veed ellers ikke hvad jeg skal tage, da der ikke er nogen smaa Stykker. Nu vel da, her er en Stump, smag paa det.


Hintze (en Slagter)

- - Hvor er Agnete? altid er hun ude.


Gerdrud (Agnetes Moder)

Hun er ved Stranden vel; der gaaer hun gjerne.


Hintze

Hun er ved Stranden! Ih det kan jeg ikke lide!

Ved Stranden, se der gaer hun alletider!

Hun er formeget paa sin egen Haand.

I skulde, det vil sige med det Gode

Dog have Haand i Hanke lidt med Hende,

Hvad driver hende vel der ned til Vandet?

Det er ei godt, og hvortil skal det lede?


Gerdrud

Hun kan ei andet! troe mig, thi jeg veed det.

Det reiser sig fra hendes Fødselsstund.

I veed jeg kommet er fra Jyllands Vestkyst?

Jeg med min Mand gik tidt på Fiskefangst.

En Dag, mens jeg var svanger med Agnete,

Og Ebben havde trukket Havet bort,

Gik jeg med ham; vi var en Miil fra Land,

Vi samled' Rav og Solen brændte hedt.

Da fik jeg ondt, og der stod et Vrag i Sandet.

Jeg krøb derind og fødte der Agnete.

Men Floden kom. Langt ude brølte Havet!

De store Bølger vælted' frem paa Sandet!

Det var ei Spøg! Min mand tog mig paa Ryggen

Og holdt det spæde Barn fast i sin Arm,

Saaledes løb og gik han, fulgt af Floden, /

Der naaede ham, før han fik Fod paa Kysten.

Han vaded' med os frem igennem Strømmen.

Den salte Bølge i sin vilde Brænding

Har døbt Agnete! Hun er havets Barn!

Der blev hun født, der drømmer hendes Tanke!

Jeg troer ved denne Replik at have motiveret Agnetes forunderlige Kjærlighed for Havet og gjort det sandsynligere at hun siden styrter sig derud. En Scenen mellem hendeog Havmanden gad jeg nok at du og Eduard skulde læse men jeg ville ikke gjerne sende slige Stumper, du faaer ikke mere før den hele Bog kommer. – Glem ikke Dit Løfte at tale til Din Fader om det Lassenske Legat for næste Aar, jeg skal da længere hen faae Edvard til at skrive en Ansøgning for mig; Du indseer nok, at det er mig af stor Vigtighed, og jeg kan vist nu ikke være uværdig til det. det er tungt, at jeg saameget skal tænke paa at arbeide for at fortjene; fik jeg dette Legat, slap jeg lykkeligere. Jeg stoler paa Dig at du taler min Sag. Jeg længes særdeles efter din Broder Otto, nu kan jeg maaske nu være ham til nogen Nytte. Skuespillerne have jeg være ganske godt til Gavn; Jeg er alt temmelig hjemme i den uhyre Verden Paris er. - Vil du snarest muelig tale med Dr. Otto og sige ham at jeg har besørget de Comissioner han gav mig, men det Diplom for Hr Doctor Chervin, som der ikke stod paa hvor i Verden han var, men som jeg tog med til Paris, da Udskriften var Fransk, ingensteds er at finde. Jeg har været i L’Ecole de Medicin, men ingen Sjæl kjender den Doctor. Maaskee er han i Rom, beed Otto endelig gjøre det tydeligt, hvad Deel i Europa han skal søges, men glem det ikke! – Mange Ting ere særdeles billige i Paris, saaledes Portraiter af berømte Digtere og Komponister, hver for 3 # danske. – Portraiter af Kirker faaes for samme Priis. Veste kan man faae for 4 # dansk; og særdeles smukke af silke for 14 #. Jeg er blevet indført i et literairt Selskab hvor alle skjønne Aander komme og Hendelsen ville at den første jeg her traf paa var Heine, han talte om Øehlenschlæger og elskede ham høit for Europas største Digter. Fortæl Øehlenschlæger det! Jeg troer det vil glæde ham, han skal snart faae Brev fra mig, jeg tænker ogsaa at høre fra ham, thi nu har han vel faaet mine Digte. Jeg har efter Anmodning maatte levere en Afhandling over den danske Litteratur og Theater for et af de bedste Blade og har da omtalt, saa begeistret som en Dansk maa være, vor Oehlenschlæger. Hertz er ikke glemt, og jeg har omtalt hans smukke Vers og hans Bestræbelse for / at hæve Formen til det Høieste. Det er temmeligt udførligt og, jeg troer, ret interessant for Franskmændene, der næsten ikke kjende en Snuus til vor Litteratur. De ere ellers meget spændte, naar jeg taler om Oehlenschlæger. (Jeg har givet en Skizze af nogle af hans Mesterværker) Heine behager mig ellers ikke ganske, han er neppe at stole paa! Hils dem grumme meget ude paa Nørager og i Kallundborg, bring Hver især min Hilsen. Spørg din Søster og Frøken Snell om de reent har glemt mig? Jeg tænker tidt paa dem og har gjennem Jette Wulff faaet en Hilsen fra dem paa Udstillingen. Men nu siger Papiret Basta.

Lev derfor ret vel! Skriv mig endelig snart til! jeg bliver saa usigelig glad der over, Du velsignede ufølsomme Menneske! Bring Mimi en Hilsen, hun skriver dog som du tænker, Din Rad! Sig til Lunding at jeg ved min Hjemkomst, jeg vil haabe om 2½ Aar, kan finde i Geographien at Folkemængden er stærkt formeret i Fredericia. Johannes nyder vel Paris inden for de kjøbenhavnske Volde? Er det sandt Orla Lehmann kommer her hjem til Paris? Det vil blive morsomt! Jeg begynder at komme ud; hos Marquise Bonnay har jeg været og staaet mig stiv. – Men nu Farvel! Jeg holder mere af Dig, end Du troer! Jeg forlanger Dig ikke anderledes, end Du er, og vil altid blive

Din meest trofaste Ven

Andersen

[Udskrift:] ST.

Candidatus Theologiæ Ludvig Müller

Bispegaarden paa Nørregade i Kjøbenhavn.

anbefales!

Tekst fra: Solveig Brunholm