Dato: 12. juli 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Glorup den 12 Juli 1850.

Kjære Frøken Mathilde!

Det var venligt og smukt af Dem, at De skrev; ja, jeg vidste nok, De vilde det! Jeg havde gjerne strax skrevet igjen; men det stille, eensartede Liv her paa Glorup giver ikke Meget at fortælle."Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie!" siger Oehlenschlæger, og dette lader sig anvende paa ethvert stille, hyggeligt Liv. Noget paradisisk er her virkeligt i den smukke Skov-Eensomhed paa dette Sted, og skulle vi, for at blive i Billedet om Paradiis, ogsaa have Slangen - ja, saa har jeg den i mig selv; rettere sagt: den lille Svartalf "Mismod" - maaskee fortjener han et stærkere Navn - har i den sidste Tid plaget mig, som i de tidligere, de tungeste Dage. Den Følelse: ikke endnu ret at have gjort noget Dygtigt - og Forvisningen om ikke at kunne det - piner mig tidt skrækkeligt! Mange tale og skrive om min Forfængelighed, min Overvurdering af mine Kræfter. O, hvor vi Mennesker lidet kjende hverandre! - Det har ogsaa bedrøvet mig, at Bøgh udgav sin Parodie paa "Ole Lukøie"; jeg har læst den og seer deraf, at han maa kunne have forstaaet min Digtning bedre, end han har villet det. Min Eventyr-Comoedie er sandeligt ingen Feberdrøm; just denne phantastiske Digtning er veiet paa Vægt. Jeg vil her, som ved et Regnestykke, kunne sige: "Saaledes maa det være, og dette er bygget paa Grunde!" - Underligt er det ogsaa, at jeg altid skal være Skiven, at altid jeg skal gjennemhegles og latterliggjøres; men min Ulykke er, at man veed, man tør. Mængden er phantasiløs og latterligt hverdags; Intet er lettere, end at bilde den ind, at selv den sandeste Phantasie er en halv Galskab. - Ja, naar man i Verden havde udrettet, hvad en Galilei har, saa kunde man nok, i himmelsk Bevidsthed, udholde Fordømmelsen. Dog, med sørgelige Beklagelser skulde jeg ikke underholde Dem; men De veed: hvad Hjertet er fuldt af, det maa frem, og vistnok meest hos en Personlighed som min. Nu, disse Søer gaae ogsaa! Kom Fartøiet kun engang i Havn, og det med god Ladning! - De maa endeligt hilse Deres Fader fra mig! Jeg holder saa uendeligt meget af ham, og han er virkeligt den, som har holdt mig oppe i mange tunge Timer, naar jeg opgav næsten mig selv. Hver Gang jeg, ved Læsningen af Oehlenschlægers Erindringer - jeg har faaet de tre første Hefter - seer hans venlige, livssunde Personlighed titte frem, bliver jeg saa glad; jeg veed, han ogsaa i mit Liv spiller en stor, aandelig Rolle. De skriver, at han gjemmer sin Bog til mig; ja Tak, tusinde Tak; men jeg vilde rigtignok helst have den strax; det kunde skee med Pakkeposten til Glorup ved Nyborg. Jeg bliver her hele denne Maaned ud. Paa Erindringerne fra Sverrig har jeg skrevet en Deel, dog meest omskrevet og atter omskrevet, hvorved det Hele vinder i Klarhed og Stiil. Jeg seer deraf, hvor vanskeligt det maa være at gjengive [Noget] i et fremmed Sprog; thi neppe En af mine Oversættere veie saaledes Udtrykkene, som jeg her har gjort det. - Hører De Noget om Marstrand og hans unge Kones Besøg ved Trollhättan og oppe i Dalarne, saa siig mig Lidt derom. Ja, De mærker nok, jeg venter endnu et lille Brev; thi Deres Faders Bog faaer jeg jo! - Deres Onkel med Familie er jo reist til Bornholm; jeg har seet det imellem "Reisende". Til ham kan jeg altsaa ikke sende Hilsener, men saa des flere til Deres Forældre, Brødre, Sødskende, Svogere og den unge Scharlinge-Slægt! Lev hjerteligt vel!

Deres gamle, trofaste Ven H.C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus