H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Hans Christian Ørsted 3. august 1850

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 3. august 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Hans Christian Ørsted
Sprog: dansk.

Glorup den 3 August 1850.

Min kjære, faderlige Ven!

Gud velsigne Dem for Deres hjertelige, oplivende Brev! Det var uendeligt kjærligt af Dem, at De skrev. Tak derfor! Tak for Deres venlige Sindelag mod mig, som for alt det aandelige Lys, De har ladet gaae ind i min Tanke. Øieblikkeligt skulde jeg have skrevet og takket Dem for Deres Brev og den givne Bog; men da jeg strax tog fat paa og følte mig saa opfyldt af den, vilde jeg først skrive, naar hele Bogen var gjennemlæst. De meente, at den ikke vilde gjøre det Indtryk paa mig, som første Deel; jeg kan ikke skille dem fra hinanden; det er som een riig Strøm; og hvad der især gjør mig glad, er, at jeg her synes kun at see min egen Tanke, den, jeg tidligere ikke saaledes har gjort mig klar selv. Det er min Tro, min Overbeviisning, der ligger i tydelige Ord for mig. Jeg kan ikke forstaae mig paa vor Biskop, jeg synes dog, han maa indsee og forstaae, hvad jeg har som den solklare Dag. Jeg har ikke blot for mig selv, men senere endogsaa for Andre læst høit af »Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgjenstande«. Dette især er saa skikket til at forelæses, at jeg vilde ønske, jeg kunde give alle Mennesker det. Jeg skatter hos den fromme Mængde det: blindt hen at troe; men jeg finder det langt mere velsignet: i sin Tro ogsaa at vide. Vorherre kan godt taale, at han sees gjennem den Forstand, han selv gav os. Jeg vil ikke med tilbundne Øine gaae til Gud; jeg vil havde dem aabne, see og vide, og kommer jeg vel ikke til andet Maal end Den, som kun troer, saa er min Tanke dog bleven rigere. Jeg er glad i Deres Bog, glad ogsaa over mig selv, at den er saa let læselig, at den ligesom forekommer mig at være et Resultat af min egen Tænkning; jeg synes ved Læsningen at I kunne sige: »Ja, det vilde jeg ogsaa have sagt!« Sandheden i den er gaaet over i mig og er bleven en Deel af mig selv. Imidlertid har jeg endnu kun læst den halve Bog; jeg blev reven fra den ved Efterretningerne fra Krigen, og siden har jeg kun havt Tanke for Begivenhederne der. Dog, jeg kunde ikke udsætte det ganske med at skrive og med, ud af min hele Sjæl, at takke Dem. De skal see, naar vi samles, et lille Stykke, jeg har skrevet' &Poesiens Kalifornien', De vil fornemme deraf, hvor levendegjørende Deres Bøger have virket paa - mig. Men nu har jeg i hele otte Dage saa godt som Intet bestilt; jeg er saa betagen; jeg glemmer vore brave Soldaters Seir, ved Tanken om de mange unge Mennesker, der have offret Livet; jeg kjender jo flere af de Faldne. Læssøe, veed De, var en Ven af mig; jeg havde kjendt I ham, fra han var ung Cadet og altid følt, der maattte blive noget I dygtigt af ham; hans Forstand var uendelig klar, hans Villie saa fast, og dertil kom Kundskaber og høi Dannelse. Jeg havde ham saa kjær. Hvor tidt har han ikke, skjøndt yngre end jeg, overfløiet mig med kjække, modige Tanker; han drillede mig saa spøgende, naar der kom sygelige Skud i min Phantasie. Vi have tidt, paa Veien fra hans Moder ind til Byen, saa levende talt om Øieblikket, om Verden og Fremtiden - nu er han borte! Hans stakkels, gamle Moder er vist dybt nedbøet; jeg veed ikke, hvorledes hun bærer sin Sorg.

- - - - - Vore Soldaters Udholdenhed er mageløs! gjennem en dyb Mose gik de fremad mod den fjendtlige ,Ild, sprang fra Knold til Knold og, uagtet de for Kardæskerne faldt som Fluer, fulgte Kammeraterne og forjog Fjenden fra hans sikkre Position. Var nu dette Slag det sidste! Men vi vide ikke, hvad der endnu kan forestaae, om ikke de Manges dyre Liv ere henkastede. I Tydskland gaaer en huul Sø mod os, mod det stakkels lille Danmark. Begeistringen der er igjen vakt for Slesvig-Holstenerne. Gud, lad dog Sandhed blive Sandhed, lad Freden igjen lyse over Landene! - Sorgen seer i denne Tid ind til de fleste Familier; det er bittre, alvorlige Dage.

- - - - - Kunde jeg gjøre Noget, blot alene vederquæge og oplive nogle af de Lidende; men jeg kan ikke.

Hils kjærligt fra mig Deres Kone og Børn; jeg har til Dem Alle mange Hilsener fra Excellencen, Grevinden og Frøken Raben; de takke, fordi De venligt erindrer dem, og beklage, at De ikke kom herover. - Jeg reiser herfra imorgen, og da tager jeg snart til Kjøbenhavn, hvor vi sees friske og vel og - gid jeg ogsaa maa kunne sige det glade, i fredeligere Dage!

Lev hjerteligt vel!

Deres sønligt hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Glorup den 3 August 1850.

Min kjære faderlige Ven!

Gud velsigne Dem for Deres hjertelige, oplivende Brev! Det er uendeligt kjærligt af Dem at De skrev, tak derfor! tak for Deres Sindelag mod mig, som for alt det aandelige Lys De har ladet gaae ind i min Tanke. Øieblikkelig skulde jeg have skrevet og takket Dem for Deres Brev og den givne Bog*; men da jeg strax tog fat paa og følte mig saa opfyldt i den, vilde jeg først skrive naar hele Bogen var gjennemlæst. **De meente at den ikke vilde gjøre det Indtryk paa mig, som første Deel, jeg kan ikke skille dem fra hinanden, det er som een riig Strøm; og hvad der især gjør mig glad, er at jeg her synes kun at see min egen Tanke, den jeg tidligere ikke saaledes har gjort mig klar selv. Det er min Tro, min Overbevlisning der ligger i tydelige Ord for mig. Jeg kan ikke forstaae mig paa vor Biskop, jeg synes dog, han maa indsee og forstaae, hvad jeg har som den solklare Dag. Jeg har ikke blot for mig selv men senere endogsaa for enkelte Andre læst høit: Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgjenstande«. Dette især er saa skikket til at forelæse, jeg vilde ønske, jeg kunde give alle Mennesker det. - Jeg skatter hos den fromme Mængde det, Blindt hen at troe; men jeg finder det langtmere velsignet i sin Tro ogsaa at vide. Vor Herre kan godt taale at han sees gjennem den Forstand han selv gav os. Jeg vil ikke med tilbundne Øine gaae til Gud, jeg vil have dem aabne, see og vide, og kommer jeg vel ikke til andet Maal end den, som kun troer og saa er min Tanke dog blevet rigere. - Jeg er glad i Deres Bog, glad ogsaa over mig selv, at den er mig saa let læselig, at den ligesom forekommer mig at være et Resultat af min egen Tænkning; jeg synes ved Læsningen at kunne sige: »Ja, det vilde jeg ogsaa have sagt!« Sandheden i den er gaaet over i mig og er blevet en Deel af mig selv. - Imidlertid har jeg endnu kun læst den halve Bog, jeg blev revet fra den ved Efterretningerne fra Krigen og siden har jeg kun havdt Tanke for Begivenhederne der; dog jeg kunde ikke udsætte det ganske med at skrive og med, ud af min hele Sjæl, at takke Dem; De skal see, naar vi samles, et lille Stykke, jeg har skrevet: &Poesiens Kalifornmien', De vil fornemme deraf, hvor levendegjørende Deres Bøger have været paa mig. Men nu har jeg i hele otte Dage saa godt som Intet bestilt, jeg er saa betaget, jeg glemmer vore brave Soldaters Seir, ved Tanken om de mange unge Mennesker der have offret Livet; jeg kjendte jo flere af de Faldne. Læssøe, veed De, var en Ven af mig; jeg har kjendt ham fra han var ung Kadet og altid følt der maattte blive noget dygtig af ham; hans Forstand var uendlig klar, hans Villie saa fast, og dertil kom Kundskaber og høi Dannelse. Jeg havde ham saa kjær. - Hvortidt har han ikke, skjøndt yngere end jeg, overfløiet mig med kjække, modige Tanker, han drillede mig saa spøgende, naar der kom sygelige Skud i min Phantasie. - Vi have tidt, paa Veien fra hans Moder ind til Byen, saa levende talt om Øieblikket, om Verden og Fremtiden - nu er han borte! - Hans stakkels, gamle Moder er vist dybt nedbøet; jeg veed ikke, hvorledes hun bærer sin Sorg.- Han faldt da Sleppegrell og Trepka faldt, i en lille By, nær Isted; de af vore Soldater som først kom ind i Byen, bleve af Beboerne trakterede med Mælk og Drikke; de efterfølgende bleve derved gjorde trygge, og da de vare derinde, aabnede sig Døre og Porte, Insurgenten og Beboerne, Mænd og Qvinder, styrtede væbnede ud og skjød ned for Fode. Men de bleve igjen af vore næsten Alle nedsablede og Byen afbrændt. - Vore Soldaters Udholdenhed er mageløs, gjennem en dyb Mose gik de fremad mod den fjendtlige Ild, sprang fra Knold til Knold, og uagteet de for Kardæskerne faldt som Fluer, fulgte Kammeraterne og forjog Fjenden fra deres sikkre Position. - Var kun dette Slag det sidste, men vi vide ikke hvad der endnu kan forstaaee, om ikke de Manges dyre liv er henkastede. I Tydskland gaaer en huul Søe mod os, mod det stakkels lille Danmark. Begeistringen der er igjen vakt for Schlesvig-Holstenerne. Gud lad dog Sandhed blive Sandhed, lad Freden igjen lyse over Landene. - Sorgen seer i denne Tid ind til de fleste Familier, det er bittre, alvorlige Dage. En Slags Lyst føler jeg til at reise, derover og see det rige Liv, som røre sig, men jeg bekjæmper denne Lyst, jeg veed jeg vil gribes altfor stærkt ved Synet af den Elendighed, som vil møde mig. Ja kunde jeg gjøre noget, blot alene vederqvæge og oplive nogle af de Lidene, men jeg kan ikke. -

Hils kjærligt fra mig Deres Kone og Børn; jeg har til Dem Alle mange Hilsener fra Excellencen, Grevinden og Frøken Raben; de takke, fordi De venligt erindre dem, og beklage, at De ikke kom herover. - Jeg reiser herfra imorgen, og gaaer med Vesper til Cortselize paa Falster hvor jeg bliver en kort Tid, og da tager jeg snart til Kjøbenhavn, hvor vi sees friske og vel og - gid jeg ogsaa maa kunne sige det - glade, i fredeligere Dage!

Over Læssøe har jeg skrevet et Par Ord.

"Paa Valpladsen faldt Du for Danmarks Sag,

Der brast dit ildfulde Hjerte;

Din Aand var klar, som den lyse Dag,

Med "fremad!" den steg i det blodige Slag,

Saae Danskens Seir og – Smerte.

---

Græd stakkels Moder, nedbøiet tungt.

"Hans Liv var saa ungt!" – men evig ungt

Staaer ogsaa hans Eftermæle!

Lev hjertelig vel!

Deres sønlig hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 58, 287-90)