Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 5. august 1850
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 213. Fra Henriette Wulff.

Trolhætten d 5 August 1850.

Min gode, min kjære, min broderlige Ven!

Hvor her er dejlig, og hvor er jeg Dem taknemlig at De opmuntrede mig til at komme hertil! Jeg har nydt min Udflugt i otte Dage til Wenners­borg og Motala i høj Grad. Især er Motala mig uforglemmelig, der blev jeg i 6 Dage, var to Gange i Wadstena een Gang paa Ulfåsa, sad daglig nede ved den yndige Boren-Søen,2255 hvor vi skal tale derom, naar vi sees! Men lad mig nu skynde mig at fortælle Dem om Warbergs, som jeg skrev Dem til fra Wennersborg, jeg ikke havde seet. Da jeg nu kom tilbage for 5 Dage her til Trolhætten, kom strax den lille hjertelige Oberst Warberg til mig, og paa den meest oprigtige og hjertelige Maade, bad om Tilgi­velse fordi han ikke havde taget sig af mig de to Dage jeg var her første Gang, men tilstod saa naiv oprigtig, at baade han og Alle Andre her, havde tabt Hovederne. Vi kjende det jo hjemme ogsaa, naar Kongen rejser i Provindserne, det er mere end Provinds-Folkenes Hoveder kan holde ud. Nu ere disse to gamle gode Mennesker saa yndige imod mig, de vil endelig jeg skal boe hos dem, det vil jeg nu ikke gjerne, da jeg har mere min Frihed her paa Wertshuset, hvor man er fortreffeligt. Jeg har det Værelse Kong Oscar beboede, da han var her, og Oberst Warberg siger meget skjelmsk, at her Ingen har boet siiden han! Hver Dag vil de gode Folk sende Deres Vogn efter mig, men jeg tager kun imod det hveranden, thi saa har jeg hveranden at tumle mig eene her oppe ved mit kjære dejlige Fald. Jeg vandrer allene paa de meest eventyrlige herlige Steder, sidder langt inde i Skoven nede ved Fossen hvor der ikke er Vej eller Stie og aldrig har været Nogen, mange Timer forglemmer jeg mig der i Tanker ved Fossens Brusen! Gid De var her, hvor jeg bestemt skulde vise Dem mange Steder De ikke kjender! Oberst Warberg kalder mig en Steen-gjed, og formaner mig meget alvorlig til Forsigtighed; det har De jo ogsaa gjordt, og jeg tænker ofte derpaa, naar jeg falder eller triller ned af een eller anden Skraaning; men da jeg er saa lille og let, støder jeg mig aldrig. Vejret er italiensk dejligt, Luften let og klar, jeg troer aldrig at have befun­det mig saa vel! Mine to Følgesvende have jo for længst forladt mig, alle­rede i Motala, men det gaaer ypperligt allene, Alle Mennesker ere saa gode, venlige, hjelpsomme! Jeg elsker Sverrig og de Svenske af mit hele Hjerte!! Og det er Alvor! Kun faa Efterretninger har jeg haft fra Hjem­met; skjøndt vi har haft en Sejer, som vi maa takke Gud og vore tappre Folk for, bløder dog Hjertet i Smerte, og gyser for hvad der kan forestaae! Ak alt der hjemme fra, staaer som en tung blodrød Sky paa min ellers rene klare Himmel! Og jeg bebrejder mig ikke at være hjemme og dele Sorg og Ængstelser med de Andre. Denne Følelse er jo den, der vel snart driver mig hjem, ellers blev jeg her meget længe; men De forstaaer mig vist! Far­vel nu, min kjæreste gode Ven, har De ikke faaet mit Brev fra Wen­nersbg.?

Skriv mig endelig til strax, jeg længes saa hjerteligt og godt efter Dem , Lad mig see De ogsaa længes lidt efter Deres tro taknemlige

Søster Jette.

Warbergs hilser Dem paa det Allervenligste og takker tusinde Gange for Ole Lukøje.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost