Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 16. juli 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Paris den 16 Juli!

I Dag kom da endelig et Brev! - Jeg har længtes saa inderlig derefter! De veed ikke hvormeget man tænker paa sine Kjære naar man er saa langt borte som jeg! Alle derhjemme synes at glemme mig, fra Eduard Collin har jeg endnu kun faaet et eneste Brev, Jette Wulff alene synes mig trofast! jeg har læst og atter læst Deres Brev, glædet mig og været bedrøvet, thi De skriver blandt andet - "det sønlige Forhold mellem os, der eengang fandt Sted, var jo alt længe forbi! -" osv - Havde jeg da virkelig forandret mig saa meget i den sidste Tid, der hjemme? O De veed ikke hvorledes jeg ret havde det, men troe mig, jeg var Dem altid den hengivne, trofaste Søn! De har bedrøvet mig dermed, og det er tungt at bedrøves saa langt borte fra sine Kjære, men jeg seer klart deraf at De just moderligt holder af mig! Der er saa meget jeg maa tale med Dem om! saameget der rører sig i og om mig! vi ere nu sammen; De er er her midt i Paris, ikke paa Nørrebroe, her er meget herligere! det er en deilig By! De skal nok finde Dem hjemme, jeg veed Stæder der skal vinde Deres Hjerte! Skulde der ikke i en heel Verden, og det er Paris, være uendeligt meget der blev Dem kjært, da De kan glæde Dem saa trofast over det mindre! Vi gaae ind i den gamle Notre-Dame, der er, hvad Øehlenschlæger siger om Thronhjem Kirke, et udhulet Dovrefjeld, De vil blive blød om Hjertet ved den deilige Musik og de smukke uskyldige Børn der svinge Røgelsekarrene; de brogede Ruder vil fornøie Deres Øine, og selv Overtroens stærke Billeder paa Vægene give det hele noget Piquant der behager Dem. - Vi gaae i lndvalidernes Hotel, see de gamle lystige Graaskjæge uden Arme og Been, men med Hjertet paa det rette Sted, taler med dem om Napoleon og deres Øine funkle; De vil blive begeistret ved Storheden, ved den rene Aand der udtaler sig i Formerne i den prægtige Kirke her, jeg har staaet under Kuppelen og mit Hjerte bankede ganske forunderligt, som naar et stort Træk af Livet eller Naturen greb mig. - Selv de simple Billeder paa Boulevarden vilde forsone Deres Begreb om Paris; her seer De Eet, hvor en Soldat skal skydes, hans Hund klynger sig fast til ham; med den ene Haand blotter Soldaten sit Bryst, med den anden holder han Hunden borte, i det Skudene falde. - Her hænger et Billede der forestiller en tilfrossen Søe; man seer kun Himlen og Iisfladen, denne er brudt itu, der ligger en Hat og en Hund sidder stille ved den underneden læser man: "han venter stedse." - Et Stykke har især grebet mig, det kaldes "Fiskerens Børn"; man seer 3 fattige Børn staae ved den oprørte Søe, et Vrag af en Baad skyller op, Fortvivlelsen staaer i hver Mine hos den ældste Pige, medens den mindste synes nysgjærrig at see paa den store Planke. - Det vil jeg kjøbe mig. - Hjemvee har jeg ellers endu slet ikke følt, kun en ganske mægtig Længsel efter dem alle derhjemme! Havde jeg dem her, da blev jeg gjerne altid i Paris; det er virkelig slet ikke Træer og Huse man elsker, de finde man overalt det er kun Menneskene, de vi have kjære, der faae os til at længes! Nu er jeg næsten som hjemme i Paris! meget glide: mit 0ie forbi, der i de første Dage ret fraperede mig! hvad ellers Sæderne angaaer da har De ret i Deres Dom, men mon den ikke kan anvendes paa enhver stor Stad? Paris er nu saa uhyre stor! - Jeg er blevet forbauset over den Kloak af Sandselighed der kan existere! De har i Deres Tanke umueligt Begreb derom! Det er farligt, frygteligt farligt at sende et ungt Menneske med mange Penge til denne By! det er umueligt at han kan gjennemgaae denne Ild og Vandprøve. - Hvorofte harjeg ikke rødmet over hvad man har sagt til mig, men selv dette kan man vænnes til uden dog at forandres med Hensyn til Hjertet og den egentlige Moralitet, som Mand bør man jo endogsaa. Men hvorfor bedømme Paris efter Skygge Siden, der er meget aandeligt Solskin; Nationen er fuld af Liv og Virken! I de høiere Cirkler hersker den fineste Tone, intet tvetydigt Ord komme over Qvindernes Læber, de er danske i den bedste Betydning. Marquise Bonnay har aabnet mig sit Huus, jeg kommer ogsaa hos en anden Enke efter en Minister Burke, og der er ganske elskeligt. - Fornyelig var jeg hos den første i Selskab med vor svenske Minister og hans Frue, fik dansk Rødgrød og talte dansk, skjøndt dette taler jeg meer end det er ønskeligt, her ere saa mange Landsmænd, at j eg næsten altid maa tale dansk, saa jeg ikke lære noget fransk uden hvad jeg kan vinde ved at pluddre med min Lærer. Det duer ikke farligt, men jeg kan godt gjøre mig tydeligt med Alt, det er da noget! - Omegnen af Paris falder igjennem imod den om Kjøbenhavn; jeg har været meget omkring, været i Gretys og Roseaus Huus,ja digtet et Vers paa det Bord han skrev sin" nye Heloise". - Siden jeg kom til Paris harjeg ellers været meget syg! Ingen Fremmed kan taale Seinevandet og her ogsaa et lumpent Climat, en Time som i Grønland, en anden Time som i Zahara! Sacra nom de djeu! - man kan ikke holde det ud! jeg fik det med Besvimelse og siden den voldsomste Søesyge - De forstaaer mig? - jeg maatte ligge til Sengs, tage Piller og Djævelskab, der kostede dyrt! dette var ikke blot eengang,jeg har senere følt samme Anfald, nu er jeg, Gud skee Lov, ganske rask, det som ellers knugede mig dybt, var at jeg de to første Maaneder aldeles ikke hørte et Ord hjemme fra, skjøndt jeg skrev til alle mine Kjære; endelig fandt jeg en Dag et Brev til mig, jeg aabnede det - men der stod ikke et Ord, kun laae der en trykt Kjøbenhavns Post, med et uforskammet lumpent Digt over mig, som Forfatteren, af Frygt for at jeg ikke skulde faae det at læse, havde send t mig i Konvelut. Det var et Menneske der misundte mig, og ret bittert, selv, her i et fremmed Land vilde saare mig. Jeg har ikke troet før at nogen kunde være saa onde! - Den gamle, Collin har ladet Noget indrykke om denne Ondskab i KjøbenhavnsPosten. Hvad synes De vel, om Folk saaledes at forfølge mig? - Jeg er blevet indført her i et litterairt Selskab, hvor alle Paris' s skjønne Aander komme, den første Dag nærmede sig mig der, en ung Tydsker, han sagde Danmark og Tydskland ere gode Naboer, dets Børn, i det mindste her i Paris, Halvbrødre og som saadan præsenterer jeg mig for Dem, mit Navn er Heine. Det var mit første Møde med denne Digter der saa meget har interesseret mig hjemme. Han har siden besøgt mig og jeg venter endnu i Dag hans Vesit, da jeg har lovet ham enkelte Oplysninger om Forholdet mellem Baggesen og 0ehlenschlæger. - Som Menneske behager Heine mig slet ikke; jeg har aldeles ingen Troe til ham; han duer vist ikke! - En Yttring af ham i Selskab, har glædet mig som dansk; han erklærede nemlig 0ehlenschlæger for den største nulevende Digter! - Men nu til mit eget poetiske Jeg. Ikke et eneste Digt, paa en Vise nær, har jeg skrevet siden jeg forlod Dannemark. - Derimod har min Tanke ret beskjæftiget sig med det større Arbeide: "Agnete". De veed at den skal være i tre Afdelinger? Jeg har været meget flittig, thi tænk, første Mdeling er ganske færdig, jeg sender den enkelt hjem med een af de Danske (i September) Collins faaer den og skal lade Jette Wulff læse den, hun sender den da ud til Dem paa nogle Dage, det har alt længe været min Idee. Bedst var det vel ikke at sende saadan en Stump hjem, men saa faae mine Venner dog noget, dersom jeg muelig døer i Italien, vilde de slet intet faae. - Det Hele Stykke bliver færdig i November, haaber jeg og vil komme hjem til Julehelligedage dette Aar. - Hver Gang noget ret er lykkedes mig har jeg i Tankerne fornøiet mig ved at De og min trofaste Jette Wulff vilde føle det Gode og glæde sig over mig. - Det er blevet heldigt hvad jeg endnu har og vil vist gribe Folk hjemme! at meddele Dem noget af et saa stort Heelt er ikke let, dog De forlanger det vist, altsaa river jeg Dem her to Replikker ud, der har nøiet mine danske Venner som have hørt det. - Agnetes [Mo] der siger Grunden til Pigens forunderlige Kjærlighed til [H]avet, hvorfor hun altid gaaer der:

"Hun kan ei andet! troe mig, thi jeg veed det.

Det reiser sig fra hendes Fødselsstund.

I veedjeg kommet er fra Jyllands Vestkyst?

Jeg med min Mand gik tidt paa Fiskefangst;

En Dag, mens jeg var Svanger med Agnete

Og Ebben havde trukket Havet bort,

Gik jeg med ham, vi var en Miil fra Land,

Vi samled' Rav og Solen brændte hedt,

Da fik jeg ondt. Der stod et Vrag i Sandet,

Jeg krøb der ind, og fødte der Agnete;

Men Floden kom. Langt ude brølte Havet;

De store Bølger vælted' op paa Sandet;

Det var ei Spøg! min Mand tog mig paa Ryggen

Og holdt det spæde Barn fast i sin Arm.

Saaledes løb og gik han, fulgt af Floden,

Der naaede ham, før han fik Fod paa Kysten;

Han vaded' frem mod os igjennem Strømmen!

Den salte Bølge i sin vilde Brænding

Har døbt Agnete; hun er Havets Barn,

Der blev hun født, der drømmer hendes Tanke."

For at skildre den forunderlige Længsel og Utilfredshed med Tingen naar hun har opnaaet det, har jeg ladet Agnete sige

"Jeg er et sælsomt, et usaligt Væsen,

Der ønsker kun, hvad ei jeg selv begriber.

Jeg saae engang en fremmed Gjøgler her

Der med en sjælden Fingerfærdighed

Lod flere Kugler spille høit i Luften;

Hver greb han, for at kaste den igjen

Og faae den nye, som strax han atter kastet.

Det er det sande Billed paa mig selv,

Paa Hjertets Længsel og min hele Stræben! -" osv.

Andet kan jeg, desværre, ikke opvarte Dem med, behager det Dem ikke, maae De dog endnu ikke faae slette Tanker om Agnete. Hils den gode Dine ret hjertelig fra mig, det har glædet mig grumme meget at hun var vred fordi jeg ikke fik sagt hende Levvel, det viser hun dog har Godhed for mig. Tak hende ret for hendes Vrede, jeg tør ikke haabe, at den har været meget stor, bring de to andre Søstre en Hilsen. - Deres Frederik skal faae et Brev fra mig før jeg forlader Paris, ligesom ogsaa Ludvig, gid det maa gaae ham meget godt til October. Christian gratulerer jeg af Hjertet til Afskeden fra den haarde Skolebænk, og ønsker ham velkommen i det hæderlige Studenter Lag. - Thorald [hul i papiret] forlover sig altsaa med Naturen, det er den bedste Brud for en Kunstner, og hun er smukkere hjemme end her i Frankerige. - Den fornuftige Viggo seer jeg i Tankerne altid med en Bog i Haanden, han bliver bestemt Bisp, han har saadant noget saant* værdigt; - Joseph haaber jeg trykker engang mine samlede Værker og da jeg venter. godt Honorar vil jeg holde mig gode Venner med ham og bede Dem give ham en dobbelt Hilsen. Vi Mennesker ere altid beregnede. - Hvad der ellers glæder mig usigeligt, er Deres Bekjendtskab med Jette Wulff, hun har skrevet meget om Dem i sit Brev, hun var saa glad ved at træffe Dem, De maa mere kjende hinanden! De vil da paa begge Sider have Glæde deraf! det er en herlig, aandrig Pige og lige saa trofast som hun er klog. Men nu er her ikke mere Plads, og jeg havde saa meget endnu at sige! - Den 10 August forlader jeg Paris, her er meget usundt, jeg gaaer da til Schweits, skriv mig bestemt til saaledes at jeg kan faae Breve i Paris før min Afreise. Det bruger 10 Dage gjennem Legationen! glæd mig endelig dermed, thi naar jeg forlader Paris faaer jeg ingen Breve i to Maaneder før jeg er i Rom. - De skal før min Reise endnu faae Brev med een af de Danske der komme hjem i August. - Julidagene er man meget spændt paa, Gud veed hvorledes de løbe af. I disse Dage bliver Napoleons Støtten heiset op paa den store Støtte paa Vendome Pladsen, men bedækket, den blottes først den anden Festdag; det er da ordenlig en historisk Begivenhed jeg er saa lykkelig at opleve. - Her bliver glimrende Fester. Jeg har været til Middag hos en Marquise Bonnay i Selskab med vor svenske Minister og Frue, hvor vi fik dansk rød Grød; desuden været i Besøg hos en Comte, 10 Lieu fra Paris i en naturlig Egn, det vil sige en Skov uden Folk, ligesom hos os, hvilket man ikke træffer paa flere Mile om Paris, Alt er By og Skovene uhyre Promenader.

Men nu lev vel, tænk saa venlig paa mig som jeg tænker paa Dem, og vær mig min trofaste moderlige Veninde, endnu er jeg Dem ikke uværdig! Gud give Dem megen Glæde! altid er jeg Deres sønlig hengivne

Andersen.

Giv mig endelig Deres Adresse!

[Udskrift:]

Til

velædle Fru S. Læssøe

boendes paa Østerbroe.

afleveres til

Høivelbaarne Hr Commandeur & Wulff.

Søcadetacademiet i Kjøbenhavn

Dannemark.

Tekst fra: Solveig Brunholm