Dato: 19. juli 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

62. Til E. Collin.

Paris den 19 Juli 1833.

(Overleveres i hans egne Hænder)

Min egen kjære Eduard!

De faaer næsten alfor mange Breve fra mig, saa De ikke kan skjønne der paa, men naar jeg sidder ene paa mit Værelse, flyver min Tanke altid til Dem og da maa jeg pluddre lidt; skriver jeg nogen Anden til, saa synes jeg at der var saa meget at sige Dem, og da begynder jeg paa et Brev til Dem, før jeg selv veed af det. Klokken er over Eet i Nat, jeg kommer lige fra Gymnase dramatique hvor jeg blev halvkogt af Hede. Jeg kan ikke sove, og imorgen sender jeg Brevet til Deres Fader afsted, jeg maa da putte dette par Ord ind til Dem. Først tak for Deres to sidste Breve, jeg fik dem begge paa eengang, (i forgaars). Vexelen var ogsaa meget velkommen, thi De kan troe, her er ubegribeligt dyrt! – Tak for Arangementet med Pengene! jeg haaber, at sende hjem103 med Stage den første Deel af Ag­nete, (De veed den bliver i tre) jeg reenskriver paa den. Deres Fader meente at det ikke var værd at sende noget om Paris hjem, men lade Ag­nete selv gjøre Begyndelsen. – De kan ikke tro hvilket Barn jeg er, tidt om Aftenen læser jeg noget af Agnete for mig selv, og bilder mig ind De høre det, kommer der saa et Sted jeg holder af, synes jeg ordenligt at see Deres Glæde. O Gud give De ret maa fornøie Dem over Agnete! det er bestemt ogsaa godt, og

jeg haaber man nu vil indrømme mig »Opfindelses Evne«, ikke som altid sige at jeg »mangler Stof«, De veed, det reed Cri­tikken altid paa. – De er et rart Menneske, med den »Subskriptions Plan«! ja har jeg ikke altid sagt hjemme: »Eduard har dog de bedste Indfald !« Tak de kjære Subscribenter! men jeg savnede Gottlieb og Gusta Petsholdt. De ere dog ikke vrede paa mig? – Jonna og Waldemar have jo holdt gan­ske fornuftigt paa Pennen, de kjære, store Børn, men min lille Viggo har gjort Knuder i hvert Træk! jeg faaer vel tage hans Underskrift for Svar paa mit Brev. Kunde han forstaae det? Hvor jeg dog længes efter Dem Eduard! jeg troer Adskillelsen har gjort mit Venskab til Kjærlighed, jeg bliver saa underlig veemodig naar jeg tænker paa at jeg nu snart gaaer længere bort fra Dem, jeg har en bitter Anelse om, at jeg aldrig faaer Dem eller de Kjære der hjemme at see, og jeg troer paa den, thi i Grunden var det vist dog det Bedste for mig! Misforstaae mig ikke! Jeg troer, at Livet ikke vil bringe mig megen Ro og Glæde og at det derfor var lykkeligst at døe medens man havde sit Lykkes-Solskin. – Jeg vilde dog saa gjerne see dem allesammen endnu engang, ret Øie mod Øie tale med Dem min tro­ faste, kjære Ven! – Kan De ogsaa ret føle hvor kjær De er mig? Men jeg bliver ganske veemodig! til noget andet! – I disse Dage skal jeg vandre paa Boulevarden og Quaierne for at faae Fingre paa Bøger og Kobbere til Dem. Det vil vel falde lidt vanskeligt at faae dem hjem, men jeg skal fordele dem mellem Landsmænd, saa godt jeg kan og først og fremmest sende Dem Fortegnelsen, saa kan De see hvad De har faaet og hvad De endnu mangler. Imorgenaften104 skal jeg see en nye Opera: Fængselet i Edinburg jeg glæder mig ret dertil. Det falder mig ellers ind, da jeg i Dag havde Time hos Sproglæreren kom jeg til at nævne Tegnérs Frithiof og Ingeborg og han rettede mig da til Frithiof og Edimburg, thi sagde han, Edimburg var en Stad i Engeland. – Paa Mandag faae vi en ny Opera i Academie royal de musique, som kaldes »Ali Baba ou les 40 Voleurs«. Det kommer vel neppe paa vort Theater da der skal være saa mange Hovedpersoner deri. Musikken er af Cherubini! (seer De Weyse vil De da bringe ham en ret venlig Hilsen fra denne Componist, samt fra mig). Hvorledes lever Deres Jette? Hun skriver jo Vers seer jeg paa Subskriptionsplanen; det er ellers ikke smukt af hende, at hun vil gaae ind i mine Fortjenester, for ogsaa heri at udfylde min Plads i Deres Hjerte. En lille Krog maa hun dog unde mig! jeg trænger desuden til meget mere Plads end hun, da jeg er saa stor! Med de hjemvandrende Landsmænd følger Brev til hende og Søsteren, hvem De imidlertid, tillige med Familien i Tvergaden maa bringe min hjerte­lige Hilsen. Hører De ikke noget fra Emil? Hils hans Fader og Sødskende. – Laan Jette Wulff mit Portræt at copiere, hun har bedet derom. – Endnu engang kan jeg faae Brev fra Dem her i Paris, dersom De vil skrive Post­dagen efter at De faaer dette. Gjør det kjære Ven, thi naar jeg reiser herfra kan jeg ikke høre hjem[me] fra før jeg er i Florents eller Rom og det er da saalænge. – Lad mig faae et kjærligt, trofast Brev til min Afreise, jeg vil læse det tusinde Gange paa min Flugt over Bjergene, have Dem med mig min kjære, kjære Eduard! Tak for Haandtrykket til Forsoning, vi stødes tidt har jeg lagt Mærke til, men det er naturligt, fordi Hjerterne ligge saa nær! – Nu lev vel! Gud velsigne Dem i Alt! ingen er Dem en trofastere Broder end

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Otto Müller har skrevet mig til fra Milano, at arangere for ham til hans Ankomst her den 26. Juli. Hils Ludvig! NB De har vel faaet en lille Pakke fra van Dockum, giv den til Søsteren paa hendes Fødsels­dag med min bedste Hilsen!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost