H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Jonna Stampe, f. Drewsen 1. oktober 1850

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 1. oktober 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 1ste October 1850

Kjære Jonna

Jeg sad idag i daarligt Humeur, som Aarstiden jo som Aaringerne vilde det; jeg skrev paa min Bog "I Sverrig", og ud af mit tunge Sind kom der paa Papiret: - "udenfor Huset legede en nysselig lille Pige, hun havde stukket i Jorden en heel Mængde Træpinde, og dem vandede hun, af et Potteskaar, de var jo hendes Have med Rose og Geranium - og dog var og blev det kun tørre Pinde! Vi store, voxne Mennesker lege ligesaadan lave os en Have med Kjærlighedens Rose og Venskabets Geranium, vi vande dem med vore Taarer og med vort Hjerteblod - og dog er og bliver det tørre Pinde".

Saalangt havde jeg skrevet, da kom i det samme dit Brev, jeg læste det, hvor det var velsignet og godt, Vandet kom mig i Øinene - og efter Regn kommer Solskin - det lyste ind i mig, og naar Du nu engang læser min Bog, skal Du see hvorledes du ved dit hjertelige kjære Brev fik de tørre Pinde til at blive blomstrende Aronsstave. Vidste Menneskene hvor det lønner sig at gjøre et Digterhjerte godt, saa - ja saa blev det maaskee forkjælet. - Dit Brev kom, det blev sendt mig op nede fra Stuen, jeg vidste ikke hvorfra det kom; men der var hæftet en frisk / Rose uden paa det, og da jeg saa den, "the last rose of the summer", ja saa vidste jeg at Brevet kom fra Dig; jeg læste det og Brevet selv var en Rose, saa fuld af Duft, af Hjertensgodhed, Deeltagelse og trofast Venskab, det var, som jeg saae Dig og Henrik sidde Arm i Arm midt i Rosen og nikke til mig, vinke ad mig, og jeg blev glad. I sad saa huusligtgodt, og jeg blev igjen veemodig ved at huske paa hvor ene i Verden jeg sidder - og altid skal sidde - thi jeg vil! Aldrig før har jeg fra Dig faaet saa godt, saa hjerteligt, saa rigt Brev; dog saadanne gav Henrik mig i sit Hjertes unge Dage. I kjære, kjære velsignede Mennesker, som jeg altid holdt af, altid gjemte i mit Helligste! jeg er glad i Eders Velværen, i Eders opgaaende Leven!

Du skriver ellers, at jeg en Tid var haard og ubillig imod Dig. Jeg har aldrig troet at det var Tilfældet og jeg beder Dig see hen til min hele Udvikling, min Stilling i dit gamle Hjem, i Maaden jeg der er blevet taget paa, bøi alt dette sammen, belys hvad der maa belyses og Du vil see mig som jeg naturlig maatte være, og var denne Natur ikke ganske som den burde, da tilgiv, som / som Du jo ogsaa har det. Iøvrigt kan jeg ikke ret tydeliggøre mig min Uelskværdighed og jeg finder kun een Tid lidt markeret, nemlig da Jette Boyes Personlighed gjorde saa stor Lykke i Hjemmet, at ogsaa "Jonna", troede at maatte optage noget af Maneren, og som jeg da - tilgiv, gjorde Grimace ved, men det kom jo just af sand, inderlig Interesse for Din egen gode velsignede Natur, der slet ikke har sin Skjønheds Farve i een Art, som Ovennævnte, om hvem jeg iøvrigt kun vil sige alt godt. - Men herom og om Meget ville vi engang tale under Bøgen, naar Storken sidder paa Taget knæbbrer for sin Familie; det er en særdeles god Idee at der lægges et Hjul op paa Taget. Beed Enriko ikke at glemme det! Jeg ønsker ham ud af mit fulde Hjerte selv megen Glæde af Storken.

I disse Dage har jeg havt flere snurrige Besøg à la den nye Barselstue. Forleden kom et forskruet Asen af en Poet; han sagde at der snart vilde udkomme en Bog af ham, et Mysterie, og den vil ikke mange forstaae. "Ja, De forstaar den da selv", spurgte jeg. "Nei", svarede han. "Men Gud bevares, naar De ikke forstaaer den, saa seer det galt ud; da maa den jo være ganske umeent[?], men det er vel Deres Spøg, De vil sige noget Originalt". "Troer De ikke", svarede han, "at man i Begeistringens Øieblik kan undfange Ideer, man selv ikke / forstaaer? Hver Læser kan da i det Dunkle lægge hvad han selv vil". "Nei", raabte jeg, "det er jo som om De gav en Kop grumset Kaffe og sagde: spaa deri hvad I ville, - men det er og bliver dog Grums". Gamle Fru Zinn protegerer samme Forfatter og jeg traf ham der med Hartmanns; han var byronsk ulykkelig og generede meget Fru Hartmann, fordi han sad barhalset og havde, som hun sagde, saadant et grueligt stort AdamsÆble, hun maatte see paa. Han sagde, at han ikke mere læste mere nogen Digter, men studerede "Poesiens Heraldik!" - Jeg spurgte hvad det var og han svarede: det er Digternes Skjoldmærke. Hartmann blev ganske bleg i Ansigtet af Menneskets Tale og sagde stille hen for sig: han er gal. - Igaar havde jeg Besøg af to fremmede Frøkener, som havde skrevet en Komedie sammen, og vilde at een af de to store Digtere skulde dømme den; de vare meget anonyme og [h]vidskede og loe - da jeg siden kom i Amaliegaden og fortalte Historien, var din Bedstefader inde i den, han havde skaffet dem en Afskriver, for deres Bogstavering sagde han maatte først sættes om! Ja, jeg havde endnu mange Historier, men Papiret er allerede fyldt, og jeg vil gjerne have et Brev skulde strax komme til Dig igjen for ret at sige dig hvor glad dit Rosenbrev gjorte mig! hils din Mand tusinde hjertelige Gange, hils Skov og Sø, og dertil den gode Elise Stampe; siig mig lidt om hende, naar Du engang falder paa at sende mig et Brev med Sommersolskin og huuslig Lykke.

Din og Gemalens trofaste gamle Ven

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 6, 62-65)