H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Signe Læssøe til H.C. Andersen 29. juli 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 29. juli 1833
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d: 29de Juli [1833]

Kjere Andersen!

I dette Øjeblik har jeg kun een Ting at skrive om: Det er at takke Dem saa uendelig meget for Deres Brev! hvad Draaben eller rettere, hvad Kilden er for den Nødlidende i Ørkenen, det var Deres Brev mig Aandsnødlidende, jeg kom lige fra et otte Dages Ophold paa Landet, hvor der var alt Godt, Alt i høieste Grad hvad Godhed, Natur og Prosa kan give. Til alle Tider ville det elskelige, lad mig bruge det danske Udtryk: søde Brev, have været mig usigelig kjerkomment, men tænk Dem nu! det gjorde et dybt Indtryk, som efter min Carakteer, ikke vil svinde.

Ja jeg tilstaaer det Andersen, jeg vilde nok komme til Paris, nok beundre med Dem notre dame Kirken; Munkene der, have Napoleons Kronings Kaabe i Forvaring, har De ikke havt den i Hænder saa forlang den alvorlig, den ligger i en Dragkisteskuffe, men jeg veed nok De maa næsten trues til at vise den.

Blomstertorvet forestiller jeg mig saa deiligt er det ikke det? og Pladsen hvor de Fordybninger med Haver i ere, er det ikke ogsaa smukt? hvordan har De glædet Dem ved Musæet? er der mange Originaler? Jeg saae igaar paa Dampskibet den levende Madonna, naar hun saae ned troede man altid hun betragtede Jesubamet saadan et himmelsk om jeg maa sige, useet Smil svævede der paa hendes Ansigt, fra den blændende hvelvede Pande var det næsten som det straalede, og da hun i en sagte, begeistret Tale sagde mig hvad Indtryk Rafaels Madonna havde gjort paa hende, hvordan hun først ligegyldig betragtede det, da blev meer og meer henreven, hvordan Baggrunden meer og meer oplivedes det ene Englehoved skjønnere end det andet lod sig see for hende, da blev jeg saa greben at jeg nær havde knælet for hende, jeg har aldrig nei aldrig havt Begreb om at et Øie saadan kunde indsuge sig i en Sjel som hendes gjorde. Alle uden Undtagelse hyldede hende, hun var vel en tyve Aar og gift med en Didrich von Menshenshreck. Ich liebe die italienische Shule, meine Mama aber die die niederländische den Vorzug - og deri ligger de begge malede for Dem. -

Tak for den Venlighed hvormed De husker alle mine Børn - Stakkels Ludvig, som De veed nok ligger mig saa nær paa Hjertet, er meget daarlig, hans Bryst er heftig angrebet og hans Hoved meget plaget med Smerte. Doktoren vil have han skal holde op at læse, det vil han ikke, skjøndt Hovedpinen nøder ham tidt til at holde op hele Dagen, tænk Dem hvad jeg lider o havde vi Ende paa Oktober! Gud veed om han lever saa længe, tænk Dem min Angest og min Uroe medens jeg var borte, jeg havde ikke et roligt Øieblik, det maa dog ikke tages bogstaveligt, naar jeg tænkte paa ham havde jeg ingen Ro; der var for skjøn en Natur, for gode Mennesker til at jeg ikke havde havt mange lykkelige Øieblikke. Den patriarkalske Giestfriehed man finder der, er saa rørende at det stundom tvang mig Taarerne i Øinene, tænk Dem en SkoleIærers Kone der laae ved siden af Md Smidth, hvem jeg besøgte, sagde en Dag til mig: hvilken Ærgrelse jeg havde igaar, en lille Dreng kom og besøgte min Søn, de løb ned i Haven, noget efter kom jeg derned og da havde Drengen tramped om i Jordbærbedene og spist de bedste, og vi havde ladet dem staae da vi vidste Madame Smidth ventede Fremmede, og sige noget til Drengen kunde jeg ikke da han var fremmed. Kan De tænke Dem en elskeligere Giestfriehed end den ikke at ville røre sine egne Frugter fordi en Nabokone venter Fremmede og saa dog ikke tale til den fremmede Dreng om det, det er dog elskeligt!

At jeg har Mod vil jeg bevise Dem ved at sige Dem at Viggo er gaaet fra Falster over Land af Frygt for Dampskibet, jeg ønsker rigtig nok jeg havde ham. Fredrik er i disse Dage paa Møen, jeg skal undres hvad Indtryk den gjør paa ham, Klinten tog sig deilig ud igen vi gik paa den en Fierdingvei nær, jeg veed jo nok man maae ikke kjende noget bedre, skjøndtjeg ikke gjør det føler jeg mig dog ikke meget henreven, men smukt er det. -

Og nu til Agnete

Moderens Replik forekommer mig, som en herlig Diamant der er slebet af en ukyndig Haand, Gud bevare os bliv da ikke saa opbrusende over det! Diamanten er de herlige Ideer, altsaa kjere Andersen er De Diamanten, men istedetfor at slibe den med Diamantstøv bruger De simpelt Strand Sand, er det rigtigt i et tragisk Digt at komme med:

Jyllands Vestkyst:

- en Miil fra Land

- Det var ei Spøg

Min Mand tog mig paa Ryggen

tro mig det støder forfærdeligt; i Deres smaae Idyl Skildringer er dette simple Sprog saa elskeligt, saa ganske paa sit rette Sted, men her bønfalderjeg Dem i Alles Navn, fiil lidt paa Udtrykkene, Josef fordobler Honorare vær vis derpaa. De enkelte Linier ere saa fulde af Ideer at de i Tiden vil tjene andre Digtere til mange gode Digte, naar vi kun faae een god Idee i hvert Digt ere vi jo fornøiede, og her er saa mange, at hun føder i det øde Vrag, at de store Bølger væltede mod det vilde Leie før den angestfulde Mand og Fader ahnede deres Komme, at han vadede med sin Skat med voldsomme Skridt fulgt af Bølgen som af en ubarmhjertig Røver, alt dette er ubeskrivelig deiligt, de tre sidste Linier finder jeg især saa mesterlig skjønne:

Den salte Bølge i sin vilde Brænding

Har døbt Agnete, hun er Havets Barn,

Der blev hun født, der drømmer hendes Tanke.

hvert Ord er her Poesie, o lad det blive et harmoniskt Heelt! og De vil vinde Prisen for Aarhundreder! - Agnete selv i sin lille Monolog er en Engel. Datteren er jo altid smukkere end Moderen. - Jeg længes ubeskrivelig efter noget Heelt. - Det faaer jeg vel ikke før i Oktober.-

Det eeneste De fortæller to Gange i Deres Brev er, at De har faaet Rødgrød, og det var just saa fælt for mig at læse da jeg i de sidste 10 Dage bogstavelig har faaet Rødgrød hver Dag undtagen tre Dage da jeg fik den to Gange om Dagen, og nu her atter to Gange, kan en ond Dæmon tage sig Rødgrød Skikkelse paa? det maa en Digter kunne besvare.

Bedrøve Dem, kjere, gode Søn det være langt fra mig; at bidrage til Menneskers Lykke er mit eeneste Maal, min eeneste Religion, skulde da mine Kjeres Lykke ikke være mit Alt, sikkerlig, sikkerlig var det nødvendigt for mine Kjere at jeg selv gik under, da opofrede jeg mig hengivent, eens Lykke skal gaae for Manges, men saa barmhjertig har den gode Gud været mod os, at ved at give opofrende Kjerlighed vinder man Kjerlighed, og Ret har De naar De sætter Menneskene over Alt - Harm Dem ikke saa meget over en stakkels, misundelig, lille Sjel det er dog kun een naar der er hundrede Gode. Det var altfor ondt, jeg har aldrig hørt Magen.

Billederne paa Boulevarderne have rørt mig ubeskrivelig, var jeg Dem saa kjøbte jeg dem allesammen og blev ved at stirre paa dem til Elendigheden, da jeg havde bortgivet mit Alt for dem, lod mig synke død over dem. Jeg seer de Stykker for mig er der fleer af den Natur saa skriv det op i Strudelen blive de ellers tabte.

De taler om Notre-dame Kirkens Malerier, jeg har ogsaa seet en Kirke i disse Dage hvis Loft var malet med bibelske Stykker, een Ting morede mig, een Ting rørte mig først morede det mig at den hedenske Styx var kommet i en kristen Kirke, der svømmede de Døde, paa den eene Side trak Kristus dem op af Vandet, paa den anden Hr. Satan de Gode Kristus trak op saae skrækkelig dumme ud, men de paa den anden Siden satte Grimasser op saa man var færdig at lee sig fordærvet, eet Sted staaer Satan kulsort med en Brand i den venstre Haand og med høire skyder han paa Ryggen af to som absolut ikke vil ind i Ilden hvor deres Medbrødre brænde og blive sortere og sortere jo mere de brænder, tro De mig han faaer dog tilsist Bugt med dem, thi Branden i den venstre Haand er dog vist kun hævet til en Tid; men det der rørte mig var at de Gode som Haand i Haand gik høiere og høiere op i Himlen mistede lidt efter lidt deres Klæder og i det Sted voxede der Vinger ud der bleve større og større jo meere de kom ind i Himlen hvor, med Respekt at sige, vor Herre sad med gamle elendige Klæder paa. Hvilket Virvar i Ideer, Menneskene mistede Klæderne og faae Vinger; men Gud beholder sine gamle paa, naar og hvor er han kommet til dem. Kristus har ogsaa Klæder paa, Satan og de fordømte ikke.

Fra Henriette Hank skal jeg hilse jeg har faaet et nydeligt Brev fra hende, jeg formoder hun skriver selv til Dem, det er en meget elskværdig Pige. Qjerne vilde jeg omgaaes Jette Wulff, men jeg frygter dog der bliver intet af - hun kan ikke gaae og jeg vil ikke gaae, altsaa faaer vi vel som to Blomster i eet Beed staae og nikke kjerlig ad hinanden; det vilde give mit Liv en høi Interesse vilde hun komme til mig, jeg tør ikke vente det - hun kan ikke behøve mig, og for min Skyld gjør hun det ikke. -

Tanken at De i dette Øieblik har seet Napoleonsstøtten glæder mig ret, De er dog lykkelig Andersen fremfor saa mange tusinde, at sidde ved Rousseaus Bord, send mig det Vers De skrev! jeg beder saa meget derom! Min Adresse er blot: Østerbroe 108.

Det gjør mig ondt at De ikke troer Heine er et godt Menneske, jeg troer det heller ikke, saa besmitte kan et godt Menneskes Fantasie ikke være, dog er hans Aand i saa meget beslægtet med Dem, han søger Dem, Gud Andersen, han er farlig o Gud lad det ikke være for sildig at jeg beder Dem vogte Dem for ham, han er et farligt Menneske! naar den overvættes Aand ikke har det bedste Hjerte og de reneste Sæder saa er det skrækkeligt.

Kjere, kjere Andersen husk Kristus Lære: kun Børn komme i Himmelen, oversat i vort Sprog: kun ved at fiye slet Selskab holde vi os rene og kun den rene er lykkelig her og i Evigheder - Den Snee der eengang er gaaet paa, bliver aldrig som den der faldt fra Himmelen - Antag for Guds Skyld ikke den falske Lære: en Digter maa kjende Alt. Tro mig den Sætning kommer kun fra et besudlet Gemyt, der gjerne trækker Andre ned i sin væmmelige Pøl. Staae barnlig reen og red derved Tusindes Reenhed, en Digter har store Pligter, selv Gud giver ikke uden at fordre, og intet ædelt Menneske tager, selv af Gud, uden han søger at gjengjelde var det kun med en Fjeder, et Liv af Hæder og Lyst.

Lad det være et Tegn paa inderlige Hengivenhed for Dem at jeg saa uforbeholden aabner hver Tanke for Dem, jeg veed nok hvor meget De staaer over mig, men i Livserfaring, skjøndt De tidt sagde med rystende Hoved: De

[Slutningen mangler]

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter