Dato: 7. august 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

65. Til E. Collin.

Paris den 7 August 1833.

Kjære Ven!

Hvorledes det gaaer med mine Breve veed jeg ikke, men det veed jeg at næsten hver 14de Dag har jeg skrevet til Dem eller Deres. At De fra den 29 Juni til den 27 Juli ikke har hørt noget fra mig, begriber jeg ikke og Deres »Contrabebreidelser«, bedrøve mig, men hvad der endnu gaaer mig nærmere er de forunderlige korte Breve! De skriver, næsten altid kun paa første Side, de tre andre er hvidt Papir. Det seer mere ud som Pligt­ Breve, end som Breve fra Vennen; til Udlandet pleier man dog at skrive lidt mere og man mangler aldrig Stof naar man holder af den man skriver til. De Breve jeg har seet til Petsholdt i Rom vare ogsaa ganske anderledes! – Hele fem Breve har jeg rigtignok faaet fra Dem, medens jeg kun har skrevet 10 a 12, men kun et eneste af Deres, det med Subscriptionsplanen i, nærmede sig nogenlunde alle mine [i] Længde. – Tyve Linier er den sædvanlige Taxt der tildeles mig! De kan blive vred, slet ikke vilde skrive, ja det er jo værre! maaskee straffer De mig ogsaa saaledes for min Misfor­nøiethed. Ludvig Müller har kun givet mig eet Brev paa hele min Reise, det havde jeg ikke troet, thi jeg veed, selv om man har meget Arbeide, man kan altid faae nogle Minutter til at tænke paa dem i, man har kjær. Maaskee forlanger jeg formeget! Hvad Fortjenester har jeg vel til at gjøre saa store Fordringer? – Paa Torsdag den 15 August forlader jeg Paris, jeg føler mig veemodig stemt der ved, her kommer jeg neppe mere. Meget godt har jeg fundet som jeg nu maa give mit Farvel. – Jeg har været mere tilfreds her end jeg havde haabet, havt færre mørke Øieblikke end Hjemme. Den Mængde Danske der boede i samme Hotel som jeg bidrog vel paa een Side til Behageligheden, men var ogsaa en Deel til Fortræd. Alle Naturer passe ikke sammen! Sproget lærte vi heller ikke det af, vi kunde, og der blev tidt gjorte Arangementer der ikke vare saa ganske ocoenomiske. Flere Gange har jeg undslaaet mig og da gjalt jeg for lidt egensindig, andre Gange har jeg maatte være med og det koster; for nu at bringe Balance igjen i Tingene maatte jeg undvære andre Fornøielser, f Ex Theatret, der mere interesserede mig. Nogle af de gode Folk man lader reise i denne Verden er ogsaa Graasteen med Fernis, ikke polerede Marmorstatuer. (Det er en almindelig Bemærkning!) – Jeg har levet saa indskrænket jeg kunde og dog er det altid gaaet til en 40 Species om Maaneden, Vadsk alene gjør et dybt Greb i Pungen. – Jeg maa sige, at i hvor elskværdig De var strax at sende mig den lille Vexel med 83 Species, Pengesorgen griber forstyrrende ind i mit Liv. Ved min Afreise fra Paris harjeg af 450 Species til Rest 75 Species og paa Creditivet 500 U Banko. – Veed De nu, hvormeget Otto Müller har givet ud og han gjælder for en Oconom, over 1000 Species i lidt over et Aar. Schram, Schvartsen og Seeman have knap sluppet med 300 Species i tre Maaneder. Alt dette fortæller jeg Dem kun for at De ikke skal troe jeg ødsler eller bærer mig uklogt ad. – Tre Uger maa jeg anvende paa Schweits, skal jeg have Gavn deraf, Reisen dertil Og siden til Mailand, gjør jeg i den Tid ikke ringere end med de 75 Species. – Nu har jeg havdt den Lykke, eller hvad skal jeg kalde det, den Behage­lighed, at Madam Jürgensens Broder i Locle i Neufschatel har tilbuden mig at tilbringe 3 Uger i hans Kreds, jeg er af Manden selv indviteret og har taget derimod, da jeg saa i al den Tid bliver nødt til at tale Fransk, eftersom de ikke forstaae andet. Det er en stor Gevinst for mig paa Spro­gets Vegne. Desuden en Slags Oeconomie, skjøndt en Present maa jeg vel altid give! Først i Slutningen af September vil jeg altsaa være i Mailand, har da 500 U Banko til Reisen over Genua og Florents til Rom, med disse skal jeg leve til ind i næste Aar, egentligt til Marts ud, men det er umue­ligt for ethvert Menneske; I Januar slipper det bestemt og det er derfor min Bøn at jeg i den Maaned faaer Penge fra Hjemmet. Jeg stoler fuldkommen paa Dem, thi har jeg ingen Penge, kan jeg lige saa godt springe i Tiberen! Hvorledes det nye Creditiv nu skal adreseres til mig veed jeg ikke, men De har rimeligviis besørget Pengene til Bindesbøll og de ere vel komne rigtigt. Hvor der var saare meget, kjære Ven, at tale med Dem om, gid vi dog vare sammen! jeg gad saa gjerne udtale mig om min Om­givning, om Alt her i Paris og om – mit eget Hjerte! troe mig, Dem kan jeg jo nok sige det, jeg forlader virkelig Paris, saa uskyldig som jeg kom, vel er mit Øre blevet meget forvent, jeg har selv kommet til at sige imellem en tvetydig Spøg, forledt af Tonen her, men det er ogsaa al min Synd! gid jeg maa komme hjem, saaledes som jeg forlader Paris! – Ved at nævne Hjemmet faaer jeg ellers altid en underlig Fornemmelse, De vil ikke mis­forstaae mig, men jeg frygter for den Tid jeg skal vende tilbage. Det staaer mig som en uhyre Smerte at komme hjem i de gamle Forhold; jeg maa blive ude halvtredie Aar, og det lader sig vel ogsaa gjøre, i saa lang Tid forandres vel mit Væsen og der kommer mere Vand i mit unge Blod. Jeg har skrevet til Ludvig om at tale til sin Fader om det Lassenske Legat, vil De ikke skrive mig en Ansøgning og indsende. Det er mig, som De seer, aldeles nødvendigt at jeg faaer dette, skal jeg ei være nødt til at skrive for at faae Penge til Livets Ophold; og det vil man vel dog ikke naar jeg kan levere noget Bedre ved at arbeide efter min Muses Lune. Det vil vel meget komme an paa hvad Indtryk min Agnete giør paa Folk hjemme, om jeg faaer mere Opmuntring og Understøttelse. Med Stage kommer en Af­skrift af første Deel hjem til Dem, læs den nøie igjennem og siig mig om De har samme Haab for den, som jeg. I Schweits skriver jeg mere og i Rom vil den blive fuldendt og Resten sendt hjem sidst paa Aaret, vidste jeg blot hvorledes? Men kommer Tid, kommer ogsaa Raad! –

Kjære, bedste Eduard!

Paris den 9 August 1833.

Hvorledes gaaer det dog til at De ikke faaer mine Breve hjemme! igaar fik jeg Deres sidste Skrivelse og seer at De endnu Intet har hørt fra mig over i 4 Uger. Har Deres Fader heller ikke faaet Svar paa sit Brev? Længe før Julidagene skrev jeg. Det er en Regel og Naturdrift hos mig, strax at svare paa Breve, især til Mennesker jeg holder af som dem der hjemme. – Gud veed nu om De faaer dette Brev! Med Seemann kommer der Breve til hele Familien, jeg har næsten siddet en Nat oppe for at sladdre med dem allesammen, og jeg skal synes at være en daarlig Brevskriver! – Det er virkeligt baade ærgerligt og bedrøveligt! Med Bjerring har jeg sendt Dem 18 Kobbere, Portrætterne koste hver 2 Sous Stykket, Taglioni og Vuerne af Paris hver 4 Sous, det er omtrent 1 Rdlr i danske Penge for dem alle sammen. – Angaaende Bøgerne har jeg ikke kunde udrette stort, De skal høre mere derom ved Stage. Seemann har La Fontaines samlede Vær­ker med, jeg kan ikke opknibe den billigere end 4 Frank O: omtrent 9 U i Danske-Penge, vil De ikke have den beholder jeg den selv. – Jeg maa dog fortælle Dem lidt om de Danske, De veed her ere nogle Jøder, Jakopsen, Salomonsen ect. ect., den sidstnævnte fortalte ved sin Ankomst at han havde været paa Comedie med Kongen i Hamborg, talede kun om Hof etc. etc; ved den store Fete i Julidagene paa Hotel de ville, hvor De veed jeg var, vilde disse da ogsaa, men da de ikke kunne faae Billet gik de op til Mairen med deres Pas og bad, som Reisende, dog at faae Adgang114. – Jeg tog hjem; før Bordet, men veed det af de Andre, at Jøderne søgte op til det øverste Bord satte sig ved Thiers og de første Ministre, hvad Begreb de have givet om de Danske maa vor Herre og det franske Hof vide. Stage eller Schram115 bildte den ene ind, han havde dandset med een af Prindssesserne. – De gør Dem ikke Begreb om hvorledes jeg længes efter Dem! Ja Eduard, De er mig uendelig kjær! Deres Jette kan, paa sin Maade, ikke holde mere af Dem end jeg! Altid næsten, er De i min Tanke, jeg veed ogsaa at De er og vil være mig trofast! De kan ikke troe hvormeget jeg veier hvert Udtryk, hver Yttring i Deres Breve, derfor siig aldrig nogen Bitterhed eller noget der seer ud deraf, det falder mig tungt paa Hjertet og vi ere for langt fra hinanden til strax at kunne blive tydelige for hinanden. At jeg klager over Deres Breves Korthed viser Dem just hvilken Priis jeg sætter paa, ret længe at kunne høre Dem tale! – Naar De nu har læst første Deel af Agnete, skriv mig da til, men det maa være før den 8 September, skal det træffe mig i Locle. Det er en Landsby i Neufschatel og jeg boer hos Monsieur Houriet rimeligviis til den 17 September; dog troer jeg ellers det bliver bedst at De sender Brevet, ligesom før, gjennem Legationen til Paris. Car­stenskiold der er Attaché her ved Legationen faaer alle Brevene i Hænder116, han har lovet at besørge hvad der skulde komme til mig, sendt til Schweits hvor han veed min Adresse. – Jeg venter ganske sikkert Brev. – Det sidste jeg sender her fra Paris (paa Torsdag) gjælder Deres Søster Louise, jeg har lovet hende det, men i Omslaget faaer De et Par Ord med. – Otto Müller beder mig at hilse Dem og Gottlieb, vi boe Side ved Side, have to smaae Værelser sammen. Han lider i denne Tid af Seinevandet, Stage befinder sig heller ikke vel, men det er kun en Overgang. – Otto Müller møder med frygtelig store Knæbelsbarter, jeg arbeider paa et Par til min italien­ske Reise for at see ud som de Andre. – Dette Brev faaer De rimeligviis den 19 August, da er jeg, troer jeg, mellem Dole og Geneve, ja maaskee i Geneve. Tal med Deres Fader om mine Vaudeviller, det er mig af stor Vigtighed at faae dem omsat i solide Penge. Alt hvad De kan sige mig om Penge er Musik i mine Øre, og jeg digter bedst ved Musik. I Brevet til

Schweits maa De endelig bekræfte mig Visheden om det nye Creditiv i Rom i Januar, og efter dette tale meget om Agnete. – Lev nu vel min bedste Ven! Gud lad Dem leve frisk og vel for os alle sammen! Jeg seer saa tidt paa Deres kjære Billede. Digteren Düport, (Forfatter til Qvækeren og Dandserinden) saae det igaar og fandt det lignede Paër saa meget. – Han har skrevet en nydelig fransk Oversættelse af Schillers: Jordens Deel­ning, i min Stambog. Det er ækelt at Scribe ligger paa Landet, jeg vilde gjerne have kjendt ham. Lev nu vel! gid dette Brev snart komme til Dem,

Deres trofaste, broderlige

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost