Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 30. november 1850
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 224. Fra Henriette Wulff.

Leinster House St Johns1 d. 30 Nov. 1850.

Til Andersen.

Min kjære tro broderlige Ven!

Det er dog ret dejligt i denne smukke Verden, at man ogsaa har den Velsignelse, at Tid og Rum ikke svægger Vennens Følelser! Behøver jeg at sige Dem hvor inderlig glad jeg bliver for hvert skrevet Blad De lader flyve til mig over Havet, der siger mig saa meget godt og Venligt! Kun een Ting savner jeg, og smerter mig at savne, at De selv var mere glad og til­freds! - Det ligger mig saa tungt paa Hjerte, hvad er det dog Andersen, der trygger Dem? Veed De det selv, da siig mig det, Meddelse letter Hjer­tet; - men er det Dem selv uforklarligt, da har jeg et godt Raad for Dem, som De endelig maae følge - det er at drage fra Danmark for en liden Stund, Intet forfrisker som det! Hør nu lidt paa mine Planer for Dem. Her ude har jeg alt talt med Flere der ere komne fra Nord-Amerika, og Alle tale de om Andersen, om den Forgudelse han er Gjenstand for overalt i Nord-Amerika . Frederike Bremer har jo ogsaa i sine Breve talt derom. Hvorfor skulde De ikke gjøre en Rejse dertil, hvad enkelte Damer kan gjøre allene og med Lethed, vil jo ogsaa De kunde; jeg kan ikke troe Andet, end De vist ogsaa kunde overkomme det materielle ved den Rejse. De gik da i Maj Maaned til England, til Liverpool derfra gaaer hvær 14 Dag store Dampskibe til New-York, Overfarten skeer paa 10 Dage i al Magelighed. De blev da en 3 Maaneder i Nord-Amerika, kunde opholde Dem hvor det behagede Dem, med den største Lethed see Niagara og andre Herligheder, og tage hjem endnu samme Efteraar, eller hvis De følte Dem tilfreds der, som jeg er saa vis paa, da Alle vilde bære Dem paa Hænderne, blive der den Vinter og tage næste Sommer tilbage til Europa. To gode Veninder vil De jo træffe der, og den Tredie (den Lille her sidder) spekulerer paa en Rejse did; men herom er nu ikke Talen. Hør nu min egen gode lille Andersen, tænk nu alvorligen herpaa, og vær flink, bestemt og sæt dette i Værk; rent ud sagt, har De blodt lidt Penge, som De jo siger det kommer ikke an paa for Dem, saa giør denne Rejse; De er lidt Europa træt! De kan ikke troe hvor en tour over det virkelige Hav forfrisker, udvider Hjerte og Hoved, naar de ere nær ved at snærpes sammen af det kjedelige Europa Vrøvl. Og bryd Dem ikke om naar de Kjøbenhavner Sørenserner og Inder gyse og vrøvle fornuftigt for Dem, angaaende en saadan Rejse. Hæv Dem over Alt Sligt og vær Dem selv!

Gud give denne lille Spire, jeg her har lagt maae første Rod i Deres Sind, det vilde voxe til en herlig Palme, der vilde bære Frugter for os Alle, og være Dem til Velsignelse! Og spørge De mig nu, lidt om mig selv, saa siger jeg Dem, at jeg har det gandske fortreffeligt, Climaet er jo varmt, men det passer sig for mig, jeg har ikke været et Øjeblik uvel siden jeg forlod Dan­mark, altid rask og munter, og nyder denne Guds dejlige Jords Herlig­heder med friskt og taknemligt Sind, selv Orkaner, Uvejer etc: interesserer mig, det hører jo med til det Hele. Og hvilken Mængde smukke Billeder har jeg alt i min Errindrings Samling, blodt en Ridetour som forleden Dag nede i en Cocus-Alle ved Stranden, der skyllede op over Hestens Hove, mens Pelikanerne laae og gyngede dem lidt længer ude i Bræn­ningerne og Vinden susede i Cocus-Træets Blade og gjennem Sukkerrørene langs op af Fjeldet. Eller en stille Maaneklar-Aften, der er saa lys at man skjelner de forskjellige grønne Farver ovre paa Tortola, 1 medens Syd­korset og Venus især, lyser som smaa fjerne Sole. Saasnart Solen synker farves jo Himlen her i de tropiske Egne med de forskjelligste skjønne Toner, der ikke kjendes nord for Tropicus, 1 der hviler da et Skjær saa fiint, saa gjennemsigtigt over de dejlige fjernere Øer, som ligge i denne Gruppe, at Ord ikke kan beskrive det, vel heller ingen Mester Pensel efterligne det; - Det er maaske Vor-Herres eget Værksted! Dog det er jo overalt i Alt Skabt! En Mængde store herlige Fugle seer jeg daglig, og spørger jo Negerne hvad de kaldes, men deres creolske Benævnelser gjør mig lige viis, jeg beundrer da den store flyvende Skjønhed uden at vide dens Navn, og det kan jeg godt. Hvilket Liv i Naturen, saasnart Solen er nede, begynde en Masse Græshopper, Faarekyllinger, smaa uskadelige Slange[r] etc. etc: at istemme Deres Gniddren, det er en saadan Virvar af Stemmer, der holde dem skadesløse i Kjøligheden fordi Varmen om Dagen har nødt dem til at tie stille. Mange sige de kan ikke sove for dem om Natten, mig genere det aldrig, jeg kan tværtimod godt lide det; der er noget veltilfreds ved de smaa Stemmer, der gjør mig et behageligt Indtryk. Men for i Dag maae jeg sige Farvel, min gode kjære Andersen! Fra vores kjære Chr: kan jeg egentlig ikke bringe Dem nogen directe Hilsen, jeg har ikke seet ham i 14 Dage, jeg venter ham dog i disse Dage her til St. Johns. Deres Eventyr læste jeg i, daglig for nogle søde smaa Børn, en lille Dreng paa 5 Aar, græd igaar heftigen over »Engelen«.1 Jeg burde egentlig for­ære ham mit Exemplar, men jeg er selv saadant et Barn, at jeg ikke kan skille mig ved dem. Farvel, Farvel, Hestene staae sadlede, vi skal ud at ride. Hils Ørsteds paa det Allervenligste og Worsaae! De omfavnes kjærligt af Deres

Søster Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost