Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 21. december 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Alexander
Sprog: dansk, tysk.

Min dyrebare Arvestorhertug!

Julen kommer, den barnlige, lykkelige Juul; i alle Huse pynte Juletræerne, ogsaa i Weimar paa det storhertugelige Slot staar Christustræet; det er Glæde for Smaa og Store, det er Aarets smukkeste EventyrAften, det er en ægte Barne-Aften ogsaa for de voxne; jeg er med Tanken hos dem min høie Ven, EventyrDigteren staar usynlig i Kredsen; Tak for Deres Venskab og Hjertelag mod mig i det gamle Aar, et lyst og lykkeligt rulle op i det nye, som kommer. Siden jeg skrev sidst er gaaet en Tid, ja, jeg bliver selv underlig ved at tænke at den er gaaet, en lang Reise kunde jeg have gjort, og har dog ikke bevæget mig uden for Kjøbenhavns Volde, besøgt en og anden af Vennerne der og iøvrigt levet i min lille Stue, og dog har jeg været vidt omkring ien ny Verden, som een af mine ældste Venner vor berømte Ørsted har aabnet for mig. I Begyndelsen udkom hans Værk: Aanden i Naturen, jeg har nævnet det tidligere for Deres kongelige Høihed; det er en bog, meget beslægtet med Humboldts Cosmos og dog anderledes; jeg er rigtignok allerede 45 Aar, men i mit Indre er jeg tidt kun tyve; jeg troer endnu at jeg som Digter har flere Stadier at gjennemgaae, og til at [overstr: saadanne] af disse, har Ørsteds Bog løftet mig, den har skabt en Trang efter at trænge ind i Videnskaben, og jeg har i den sidste Tid læst meget i denne / Retning, der har standset for en Deel min Produktivitet, ja sat hen i Fremtiden, min Brevvexling med mine Allerkjæreste; Ørsted har altid holdt af mig, vi ere i mange Aar Venner, men han er endnu mere traadt mig nær, ved at forstaae min oprigtige Stræben; min senest skrevne Bog, "i Sverrig", er under denne Udviklings Proses, omskrevet og atter omskrevet, et Par Afdelinger deri, vil naar De, min høie Ven, i Begyndelsen af 1851 seer Bogen, vise Dem hvorledes Livet og Verden afspeiler sig i mig. –

Bliv imidlertid ikke ængstelig for at jeg for poetisk Friskhed slaaer over paa det Philosophiske eller skriver Læredigte, [overstr: nei den Retning har jeg ikke] det kan ikke skee; for mig er det menneskelige Hjerte den Poesiens Lampe jeg holder fast paa og staaer jeg med den som en Aladdin i Videnskabens straalende Hule, da vil ikke Naturkræfterne der gjøre mig til den der maa træde i deres Tjeneste, nu jeg vil der kun kalde de Aander frem, der paa mit Bud maa bygge mig et nyt Poesiens Slot. – Med Ørsted har jeg ofte mange mig lærerige Samtaler; Deres kongelige Høihed beder jeg at læse hans Bog; de vil blive opfyldt af den og faae Manden kjær. Nylig feiredes her i Kjøbenhavn hans halvtredsinstyvende Leveaar ved Universitetet [overstr: og] Staden skjænkede ham [overstr: det] saa længe han lever det smukke Sommer Villa, Kong Christian den 8de tidligere forundte Øehlenschlager at beboe. – Al Intelligensen bragte Ørsted Hyldest og Hæder, Studenterner gav ham Fakkeltog og / Sange. Han blev den Dag af Kongen udnævnet til Excellense. – Paa et Portræt af ham der udkom, blev det overdraget mig i nogle faae Linier at der kunde staae neden under; jeg give rher i ProsaOversættelse ordret mit lille Vers:

Da Tanke Lynet udsprang fra din Pande,

En Større Seekraft Videnskaben fik,

En umaalt Skat Du gav til Verdens Lande,

Og gjennem Alt det Skjønne i det Sande,

Til Gud Du fører os med aabent Blik.

Fra Jenny Lind har jeg ikke hørt et Ord i et heelt Aar, men Aviserne fortæller mig om hende, og om de uendelig mænade vilde Yanker; hendes Landsmandinde, Fredrika Bremer, der ogsaa er i Nordamerika og bliver der til Vaaren har derimod skrevet baade til Ørsted og mig! mine Bøger fortæller hun ere meget læste og afholdte i Nordamerika, jeg skal have mange Venner der – men jeg faaer dem aldrig at see, det store Vand er mig en Skræk, jeg lider for meget ved dets Livlighed; og dog elsker jeg det, det vilsige, naar jeg staaer paa det Tørre, paa fast Grund. – Min Reise-Længsel gaaer ikke mod Vesten, det skulde da være den lille Flugt til Engeland, nei mod Syden vil jeg, til Italien, [overstr: mit mod Syden] og Veien did gaaer gjennem Weimar! –

Jerichau, Billedhuggeren, gaaer snart igjen til Rom, før han reiser har han bedet mig at sidde for sig, han vil gjøre min Buste; hans Kone har nylig fuldendt mit Portræt i fuld Størrelse, det og Dronningens særdeles skjønne Billede, tager hun, i Februar med til London, kommer Deres kongelige Høihed der den store Udstillings Tid, maaskee de to Portrætter da kommer dem for Øine.

Denne Juul er den første i mange Aar, jeg tilbringer i Byen, altid før var det otte brogetvexlende Smukke Dage hos Grev Moltkes paa Bregentved, denne Juul er der Sørgehuus, én af de voxne Sønner der tjente i / Husarerne er død af Thyphus; han var en kjærlig Søn, et elskværdig Yngling og ved Jule-Glæden, [overstr: var bedste brugt] den Bedste til at bringe Liv og Glæde i det lille Lystpil vi da altid fik i Stuen. – Fra Juletræet her i Byen flyver min Tanke til Juletræet paa Weimar Slot, hvor lykkelige Børn og lykkelige Forældre og Bedsteforældre mødes. Gud velsigne og glæde Dem Alle! En deilig Juul, og et lykkeligt Nytaar.

Deres kongelige Høiheds hjertelig hengivne &

En FærdrelandsSang jeg har skrevet som her er blevet meget erkjendt, er nylig oversat i svensk, jeg giver en Afskrift, men uagtet Oversættelsen er givet med Kjærlighed den er dog – ikke Originalen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 12, 25-28)