Dato: 14. august 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

66. Til E. Collin.

Paris den 14 August 1833.

Kjære, kjære Ven!

Her sender jeg Dem den eneste Guld-Frugt som mit poetiske Træ i denne Sommer har leveret, gid den i Smag og Udseende behage Dem vel og ret vække Lysten efter mere. – Gjem den i Deres Værge til jeg kan sende Resten, hvilken jeg begynder paa i Locle, det skal være en meget stille By, jeg vil vist derfor faae mange Øieblikke, hvori min Muse kan besøge mig; den gode Dame holder ikke af stort Selskab; De vilde kunne indlægge Dem stor Fortjeneste hos hende ved at sende mig, snarest mueligt, en Afskrift af den gamle Vise om Agnete; det vil sige, ikke Baggesens Bearbeidelse, der staaer i Odeon af Sander, ikke heller den øehlenschlægers[ke] Ro­mance Agnete, men som sagt, Originalen, jeg troer den findes i Rhabeck og Nyerups Udgave af Kjæmpeviserne! send mig den i et Brev til Locle! Brevet selv kan gaae gjennem Legationen til Paris, hvor Carstenskjold da besørger mig det tilsendt. Hvad mit Manuscript angaaer, da læser De det hjemme, desuden to Andre uden for Huset, som have bedet mig derom, nemlig Jette Wulff og Fru Lessøe. Disse to gode Damer faae det ene. Vil De, efter selv at have læst det, sende det paa 2 Dage til Jette, hun besørger det til Fru Lessøe der atter giver hende det tilbage. De har saaledes Jette Wulff at holde Dem til. At Ludvig læser det er naturlig. – Glem for Guds­ Skyld ikke, at jeg i Januar faaer det nye Creditiv i Rom og skriv mig til Locle derom, men skriv før den 6 August, at jeg endeligt faaer det. – Imor­gen tidlig Klokken 6 er min Afreise. Det vil blive meget trættende, saaledes fire Nætter og Dage at sidde stuvet i en Vogn. Lev vel min inderlig kjære Ven, hold af mig og min Agnete, som jeg holder af Dem

Deres broderlig sindede

Andersen.

Efterskrift

Her følger med Agnete, tre Sange, som vi have afsjunget; den længste seer De nok er et Spøg [Brev], som maa blive privat, da der er gjort Løier med os allesammen, men finder De at den anden117 den fra Mai 1833 var værd at offentligtgjøres, da lad Liunge faae den, han bliver vist meget forbindt­ligt for den. At der ligger lidt Sandhed i hvert Vers er vist, i Schwartsens Vers, staaer om »Hjertevennen« O: Henriques hvem han altid drev med. Om Seemann, ja, det er taget lige ud af Livet. – Müller gik med et Slags tydsk Hat, saa stor som en Paraplye og leed i Maven af Seinevand. – Stage og Agenten fandt Alt i Paris dybt under London, hvor vi andre Stakler ikke have været. Carstenschiolds forstaaes af sig selv. Delong er en halv Dansk, der er et Slags Comissionær. – Hafner en ung Don Juan, Schram drak tidt Øl med Damerne118 paa Boulevarden. – Falbes forstaaes nok. Mit Vers er de Andres Yttring, at jeg bestemt var en Tartuffe med min Uskyl­dighed, jeg troer det ikke, kun det om Knæbelsbarterne er vist! De leer. Brænd denne Efterskrift.

Titelblad som ikke skal trykkes.

Agnete og Havmanden

af

H. C. Andersen.

Anmærkning119 for de Enkelte som læse dette Manuscript. –

I den gamle Vise om Agnete synes mig at ligge et levende Billed paa den forunderlige Higen efter noget Andet end det man netop har, hvilken findes hos os Alle; Utilfredshed og Stræben efter et ukjendt, nyt Væren, driver Agnete i Bølgerne, hos Havmanden ønsker hun sig atter tilbage og da hendes Ønske opfyldes føler hun sig dobbelt ulykkelig, til Døden giver hendes urolige Sjæl Fred. – Mit Digt vil komme til at bestaae af to Dele, her er den første, hvilken indeholder Agnetes Ungdom og hvorledes hun kommer til Havmanden. Det ender med et Efterspil: Havmandens Bryl­lup. Anden Deel skal kaldes »Agnete Havmandens Viv«, og foregaaer 50 Aar efter den første; hele hendes Udvortes har i denne Tid, der kun fore- kommer hende som 7 Aar, aldeles ikke forandret sig, men al hendes Slægt er død oppe paa Jorden, Hemming undtagen, Elskeren er bleven en Ol­ding, der lever i Erindringen om hende og i de gamle Viser. Liden Kirstens Søn er Helten her, det er Kirkeklokkerne ved hans Bryllup Agnete høre paa Havets Bund og som der vækker hendes Længsel efter Oververdenen. Hemming er den første hun møder deroppe, men kun han kjender hende, hans Skræk driver hende ind i Kirken hvor alle Smaabillederne vende sig om for hende og bringer hende til at frygte for sin Sjæls Salighed, saa hun ikke mere tør følge Havmanden, der kalder hende med de grædende Smaae; den Mindste af disse faaer hendes Hjerte til at briste, og Stenen ved Stranden hvor Hemming jorder hende, bliver vaad af Havmandens Graad. – Paris den 14 August 1833. H. C. Andersen.

Dersom jeg døer før dette Arbeides Fuldendelse da ønsker jeg dette trykket med mine »Erindringer«, Lev vel allesammen!

[I Margen: ] NB. Dette Blad skjæres af før det, i sin Tid, kommer til Bogtrykkeren.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost