H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Carl B Lorck 27. marts 1851

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 27. marts 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl B Lorck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 27 Marts 1851

Kjære Ven!

først for et Par Dage siden erholdt jeg Deres venlige Brev, hvori De forlanger paa det hurtigste nogle Efterretninger om Carl Bagger; jeg har i disse Dage søgt efter hans Enke, men hun er ikke her i Byen, Svogeren har jeg heller ikke endnu faaet Notitser fra og da De ikke kan vente, indskrænker jeg mig til en kort Meddelelse, der, i Forhold til Form og Omfang af hvad ellers [et] Conversations-Lexicon bringer, ogsaa vil kunne være Dem nok. Jeg har benyttet "Erslews Forfatter Lexicon", som De vidst ikke har og selv tilføiet Eet og Andet. Er der iøvrigt Noget om dansk Litteratur jeg kan være Dem til Hjælp med, da har De i mig en villig og aldeles upartisk Meddeler; jeg skal sandelig ikke stille noget godt i Skygge. Under Bogstav B, kommer Boye, hans Frugtbarhed, som Tragedieskriver, hans dramatiske Opfindelse / bør ikke glemmes. Bredahl i Sorø har i sine dramatiske Scener, ægte schackspearske Tanker og Billeder, skade at Compositionen er saa godt, som ingen; Balthasar Bang (Forfatteren til Laura) lever endnu, men skriver ikke mere; hans Virksomhed hørte til en nu forsvunden Tid, havde da sit store Publicum, men det er borte og hans Værker næsten fordunstede.

Hvad iøvrig Bagger angaaer, da beder jeg Dem af det Meddeelte kun at tage hvad De finder brugbar, slaa helst en Streg over Alt hvad mig angaaer, men jeg skrev det til, fordi det saa levende ligger mig i Erindringen og vil engang komme i den danske Udgave af mit "Livs-Eventyr"; jeg har heller ikke sat Mærke under det givne, da det ikke er sat i Stiil til Conversations Lexicon, men kun er en lille Hob Materiale for Dem. - Tag, som sagt, med Smag / og Overveielse deraf, hvad De vil. - Det Nummer af "I Sverrig", som mangler, kommer med Dampskib. See til at have Bogen færdig til de sidste Dage i April, men jeg skal med Tilsendelsen af det sidste lille Manuskript nøiagtig give Dem Dagen, Bogen tør udkomme.

Tak for Bogen om "London", men der var slet intet Exemplar at faae hos Delbanco. - I dette Øieblik fik jeg den! Tak!

Hjertelig Hilsen til Deres kjære Kone.

venskabeligst

H. C. Andersen.

E: S

I det danske Conversations Lexicon, for flere Aar siden udgivet af Kofod, staaer af H. C. Ørsted selv skrevet, dennes eget Levned, det er flere Blade, særdeles interessant, og værd at optage i hvad De rimeligviis udgiver af og om Ørsted; dette troer jeg, at jeg bør gjøre Dem opmærksom paa.

[Tilføjelse ved Carl B. Lorck:]

Jeg gaaer allerede i nogen Tid paa Jagt efter denne Bog, og skal see om det er noget for os.

[HCAs håndskrift:] Carl, Christian, Bagger, Søn af en Justitsraad Bagger, blev født i Kjøbenhavn den 10 Mai 1807. En sand Digter, der af en smaalig Kritik, der mere havde Øie for at søge hans Svaghed, end hans digteriske Betydning, ikke blev erkjendt efter Fortjeneste. - I Sorø ridderlige Academi, hvor Ingemann, Hauch og Wilster da vare Lærere blev han Student 1826 og tog, sammesteds Examen Philosophicum. - Faderen havde efterladt ham nogen Formue; i Kjøbenhavn hvorhen han tog beskjæftigede han sig for sin egen Fornøielse især med italiensk og engelsk Litteratur, Byron især fyldte ham. - I Salon-Livet, hvortil Familie-Forhold, hans Dannelse og særdeles smukke Yddre gav ham Adgang, følte han en Tomhed, det morede ham mere at see ned i de ringere Classe, og med Lune greb han der det Characteristiske. - I Aaret 1829 vilde han første Gang have udgivet en Bog, sine Digte, de skulde have staaet i eet Bind med Digte af H. C. Andersen, der da ogsaa første Gang fremtraadte, men da dennes "Fodreise til Amager", netop var udkommet og vakte stor Opmærksomhed, tog Bagger / sit Manuskript tilbage og hans Digte udkom først nogle Aar efter. Han fulgte med særdeles Interesse fra Skoletiden til sin Død Andersens hele Digter-Virksomhed og var den første der med varme begeistrede Ord udtalte sig om dennes "Improvisator". - See iøvrigt dennes Das Mährchen meines Lebens.

1833 udkom Baggers første Bog: Dronning Christine af Sverrig og Monaldeschi, Tragedie i 5 Acter.

1834 Smaadigte, fulde af Kraft og Poesi;

1835 udgav han under det pseudonyme Navn Johannes Harring sit bekjendte Værk: Min Broders Levnet, en Fortælling; Kritiken gled over det Sunde og Kraftige i dette Værk, dvælede mere ved det ikke afpolerede deri og Bagger følte sig øieblikkelig bitter stemt, men taug, - hans Formue smæltede hen, han var ikke lykkelig, et Par Digte udtaler hans Stemning. - 1836 kom han til Odense hvor han overtog Redactionen af Hempels Avis, et Følgeblad til denne: Bidrag til Tidshistorien ere de første hvorpaa Bagger anføres, som Redacteur.

I glade og i tunge Dage, blev hans tidlige Ungdoms Kjærlighed ham tro, en fortræffelig Pige, en Datter af Justitsraad Fiedler til Basnæs, (et gammelt Riddergods tæt ved det store Belt), flere af hans bedste Digte gjælde hende. Hun blev ham en kjærlig og trofast Hustru og er nu hans sørgende Enke; Foruden de anførte Skrifter har Bagger skrevet og udgivet: Havets Konge, et Eventyr paa Vers, og dernæst: Digtninger af Forfatteren til min Broders Levnet, i denne Samling findes af trykt en humoristisk Ansøgning om et ganske lille Embede og hvori han anføre, dersom hans Navn ikke skulde være bekjendt at H. C. Andersen har dediceret ham et Bind af sine Eventyr. - En Samling af alle Baggers Skrifter er paatænkt af hans efterlevende Enke.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus