Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 1. april 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 1ste April 1851.

Min kjære søsterlige Veninde!

Dersom De lægger Mærke til Overskriftens Dato, da vil De kunne ud­regne at iaften, netop, ender jeg mit 45de Aar; saa gammel og dog saa ung! ja ubegribelig ung er jeg! Det hører ikke til Umuelighederne at blive doppelt saa gammel, nemlig 90, men Sligt kan jeg dog ikke tænke mig, det bliver da umueligt, næsten selv for vor Herre, at faae den sidste Halvdeel til at blive saa interessant, som den første; jeg er i denne Aften saa for­underlig opfyldt af Tak og Glæde over al den mageløse Lykke vor Herre har givet mig, Og dog i de sidste Dage har jeg været saa bedrøvet, saa uendelig bedrøvet. Jeg har i een Uge maattet prøve at miste to Mennesker jeg uendeligt meget holdt af, to jeg daglig maa savne, Fru Hartman2351 og Ørsted. Jeg kom i de sidste Aar daglig til Hartmanns, var saa hjemme og Sjælen der i Huset var hun ; Liv og Lune, Uskyld og Overgivenhed var hendes hele Personlighed, hun skattede mig, - o, hvor jeg ofte vil savne hende; og tre Dage efter hendes Død, mister jeg Ørsted; vi vare Bekjendte i 30 Aar, og, som han selv sagde: »Vi ere i de sidste Aar blevne Venner; vi forstaae hinanden« Ingen i Verden har mere været mig, en Fader, end han, thi han holdt mig oppe i de tunge Søer, han gav mig Mod og ­Udødeligheds Haab. - Iaar fik han mig første Gang paa sine Forelæsnin­ger, vi droges mere og mere nær! - han blev syg om Løverdagen,2352 men jeg spiste endnu Onsdag derefter hos [ham]2353: »saa kan Døren staae aaben« sagde han »og efter Bordet har Andersen lidt med og læser for os«; jeg var der, jeg læste - og om Søndagen (den 9) da jeg kom, stode de om hans Seng, han var døende. Klokken elleve var han borte fra os; i otte Dage gik jeg daglig fra Hartmanns til Ørsteds; de kjære velsignede, kristelige Mennesker, hvor smuk bære de deres Sorg. Den Dag Fru Hartmann blev begravet gik jeg derind om Morgenen og der var eet Liig endnu, netop den Morgen døde lille Maria, den femaars Datter;2354 De vil i mit Eventyr: »Det gamle Huus«, finde hende omtalt; - i een Uge begravede jeg to Kjære, inderlig Kjære!2355 Ved Fru Hartmanns Grav græd jeg saa velsignet Smer­ten ud, Boyes Tale var saa velsignet, men ved Ørsteds Jordefærd talte Tryde, der her, ligesom over Thorvaldsen talte spidsborgerlig, han op­rørte mig, ikke en Taare græd jeg, ikke heller Ørsteds Børn, saa koldt, saa keitet var den Ligpræken; jeg har skrevet et Vers over Ørsted,2356 det faaer De her; jeg skrev og en Sang, der til en Melodie af Hartmann, lød over Fru Hartmanns Kiste;2357 her har De begge.

H. C. Ørsted

Han var saa sand, han var saa eiegod,

Et Barnesind og dog den dybe Tænker.

For ham i denne Verden klart det stod

Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjænker.

Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,

De Vises Steen i dette Fjeld var inde!

Hvor var han kjærlig, ligefrem og from,

Og dog saa stor! han glemmes ingensinde,

Thi ved hans Tankelyn et Lys blev tændt,

Der viser Skatte, saa umaalelige!

Og han var Danmarks Søn fra Ringhed sendt,

En Konge dog, og det i Aandens Rige.

Hans Liv er sluttet her, saa godt, saa smukt,

Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!

For os, som stod ham nær, ham voxed' fast,

En Deel af Verden med hans Hjerte brast!

------------------------------------------------------------

Emma Hartmann

født Zinn

Her et Hjerte har hørt op at banke,

Som var glad i Verden og i Gud,

Vid og Lune og den dybe Tanke

For os, som et Stjerneskud slukt ud.

Bag Kistens Fjæl en Moder ligger Liig,

En Hustru- ja, en Skat, en Skat, saa rig!

Blomster elsked hun, og Blomster være,

Som et Teppe, over Kisten lagt!

Toner elsked' hun og Toner bære

Vort Farvel, igjennem Taarer bragt'

Meer tung end Jorden over Kistens Fjel,

Er Sorgen, Hjertets Sorg i sligt Farvel!

Jesus Christus, Du os Trøsten bringer

Gjennem Ordet, gjennem Tankens Lys;

Hun er fri, paa Aandens Engle Vinger

Høit hun svæver over Dødens Gys.

Sit Hjem, der staaer i Sorg, saa tomt, forladt,

Hun smiler til, det hendes Jordlivs Skat. ­

Saa gjerne havde jeg skrevet til Frederika Bremer, hun holdt af Fru Hartmann og af [Her er Papiret afklippet, saa at der mangler 3 - 4 Linier].

Den 2 April!

Det er Morgen, det er Solskin, jeg vil, i Tankerne sige Dem og Deres Broder god Dag, jeg veed De huske paa mig. I Dag aabnes Udstillingen2358 der er, haaber jeg, Sonnes herlige Slaget ved Idsted, der er gode Ting af Fru Jerichau, af hendes Mand er der intet, Jægeren2359 og min Buste af ham,2360 ere gaaede til London og staae paa Udstillingen der.2361 I Dag løber et Skib af Stabelen,2362 iaften er Bal for Søecadetterne, van Dockum giver det; jeg plages endnu af en Forkjølelse der har varet i fire Uger; iaar vil Forkjølelse aldrig høre op, sige Lægerne, tak De vor Herre at De er i et deiligt Climat, De laae bestemt ellers syg i dette evige vaade, dødsklamme Veir. Gud skee Lov De har det deiligt! man mærker Solvarme strømme og lyse ud af Deres Breve. Fra Feddersen,2363 hvem jeg kjender godt og er Duus med, skal jeg hilse Dem, han glæder sig til igjen at skrælle Apelsiner til Dem! han reiser herfra om en Maaned. - Worsaae seer jeg jevnlig, han er meget elskværdig, dannet og behagelig. Grimur øiner jeg nogle Gange,2364 han er aldeles, som da han reiste bort. - Deres Søster er uendelig elskvær­dig og god mod mig, vær De, som altid, ligedan og glæd mig [med Brev.]

[Resten mangler; de sidste Linier og Underskriften klippet af til en Auto­grafsamler, se Brev]

Tekst fra: H.C. Andersens Hus