Dato: 2. april 1851
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 228. Fra Henriette Wulff.

Cruz Bay - St. Johns d. 2d April 1851.

Min kjæreste gode Andersen!

Skjøndt mine Tanker daglig ere i al Venlighed hos Dem, drages de dog i Dag med dobbelt Kraft til Dem! Gud velsigne Dem! Og gjøre Dem ret glad og lykkelig! For Deres Breve, De sender mig i det Fjerne, de hjerte­ligste Tak, Hvert Ord fra Dem, er mig dyrebart, Deres Breve læses ofte og atter igjen. Jeg holder jo saa oprigtig søsterligt af Dem og længes ofte ret efter Dem, som efter Alle mine Kjære -! Forleden Dag blev jeg sjæleglad, jeg fik fat paa et »Fædreland« der stod 2 Vers af Dem til de hjemkomne Soldater,2365 det var smukt Andersen! Jeg lever meget med en dansk dansksindet

Herre, der bestandig gaaer og recitere de to Vers, især hol­der han af at lægge Vægt paa den Linie om de »fineste Frøken Læber« »der kan kysse Soldaten«2366 og oversætter dem for engelske lidt pæne Da­mer, der slaae Øjnene ned, og finder det vel stærkt, ja En tog Mod til sig og sagde: »I would rather kiss the colonel!«2367 Vi fandt det meget moer­somt, og meget oprigtigt. ­

Nu haaber jeg De har modtaget det Brev hvori jeg foreslaaer Dem at rejse til Amerika, mon De vil gjøre det? Man siger at Frederike Bremer2368 er rejst til Havanna, saa vil mit Brev jeg har skrevet til New York, ikke træffe hende, og jeg ikke see Niagara! Hvor ofte taenker jeg ikke paa Dem min kjære gode Ven, naar jeg ret seer Noget Smukt, saaledes i Gaar, da jeg saae 3 dejlige Colibri's paa et mageløst dejligt Træ, med store højrøde Blomster, yppige som man kun seer dem i den tropiske Zone; men naar Colibri's suge Saft af Blomster gjøre de ikke som Bier, nej, de stikke deres meget lange Næb ind i de saftige Blade, uden at sætte sig paa Blomsten; og holder sig svævende ved at slaae med de dejlige smaa Vinger, der glimre i Solen, saa usammenlignelig med noget andet; - som var det et farvet bro­get Fyrværkerie i Soelskin! Ved det lille Billed følte jeg i det Øjeblik saa til Fulde at jeg var i et tropisk Land! Thi ofte begynder jeg nu at finde mig som hjemme, naar Vinden suser i Sukkerrørene og i Cocus Palmerne uden for mit Vindue, forekommer det mig ikke mere fremmet, det er mig en bekjendt Lyd, der minder mig om behagelige og smukke perioder og Scener jeg alt har oplevet her. Det er en herlig, skjøn Himmelegn; den yppigste Natur, jeg ønsker alle mine Kjære maae faae et lille Glimt af. ­Hvor vilde De min kjære Ven, begejstres og give os det igjen i varme skjønne Beskrivelser. Menneskene ere gode og venlige imod Fremmede, jeg er mange Steder som hjemme. Børn har, jeg her om mig, jeg viser dem Billederne i Deres Eventyr, og en sød lille Dreng paa 3 Aar siger altid: »Viis mig den syge Dreng der døer!«2369 Det Billede imponere ham meget, da jeg har bildt ham ind, at Drengen døer fordi han ikke vil tage »Salt« og derved bevirket, at han

nu tager Salt, som man aldrig kunde faae ham til før. »Jeg vil ikke døe fra min Moder,« siger han, og tager Medicinen, og stirrer derpaa hele Timer paa det døende Barn. - Broder Chr har jeg ikke seet i næsten 5 Uger, han er med Briggen nede ved Trinidad,2370 en dejlig tour, nu haaber jeg snart de komme tilbage. Skjøndt jeg med Villie ikke bryder mig om at følge med i Politik og Literatur der hjemme, kom­mer dog engang imellem lidt for mit Øre, saaledes skrev De sidst om Clara Raph[a]el, af hvem jeg har nok,blodt ved at høre hun vil Qvindens emanci­pation, den gamle Snak! Scandinaviens Qvinder har en saa smuk Frihed, som de kan ønske sig, er Mandens Fortrolige og Raadgiver, Trøster og Hjelper, agtet og æret af ham! Hun virker efter min Mening, naar hun er som hun bør , ligesaa meget som Manden, ved at føde og opdrage Børn, at de kan blive til saa dygtige gode og gudfrygtige Mennesker som muligt. Er der Nogle, der ikke ere saa lykkelige at kunde virke paa den Maade, saa har de jo den største Frihed af Verden til at gaae hvorhen de vil, til at virke Godt paa saa utallige Maader, efter deres Evne, i al Stilhed, hele Jorden staaer dem jo aaben, og ofte forekommer det mig at vi Fruentim­mer ere friere end Mændene, der bindes, til en Stand, til et Land, i et Embede, og Alt Sligt. Naar jeg seer Qvinder der vil være Rigsdagsmænd og Præster, maae jeg hjertelig lee, saa vil de jo først bindes til et Sted, ved en Eed! Hvor langt dejligere er en Moder bundet til sit Hjem, til sine Børn, blodt ved sit Hjerte! - Nej - Qvindens første Gode hun har faaet, er Qvindlighed, ude over de Grændser er hun fortabt. Jeg hører at Fruentim­mer i Nordamerika kunde disputere, faae et Slags diplom paa at prædike offentlig, der skulde Clara R: gaae hen, synes mig. I det Hele skal de unge Damers Frihed i Nord A: gaae til en høj Grad, men derom vil Frederike Bremer vel i sin Tid, give os sine tænksomme Bemærkninger, og som vi kunde stole paa, opfattet med hendes skarpe Blik, og givet igjen med Sandhedskjærlighed. Tilgiv, min kjære gode Andersen, at jeg blev lidt vidtløftig, og jeg havde i Grunden Lyst til at være det endnu mere, men Tiden iler, og Papiret er snart fuldt, ikke at tale om Deres Taalmodighed til Ende. Nu vil De vel snart skrive mig til, langt og omstændeligt om Dem selv!

Hvordan lever Hyllemoer?2371 Er den færdig, eller er andre Arbejder kommet den i Forkjøbet? Hvad De i et foregaaende Brev skrev mig om den Overgangsperiode, De sporede hos Dem selv, da interesserede og glædede det mig hjerteligen. Hils Ørsted og Alle Hans ret meget fra mig, at komme til dem, skal være et af Lyspunkterne der drage mig hjem, hvis jeg kommer engang. Hvad De skrev om Gr: P: gjorde mig i Grunden Ondt, det lod til som hans ironi var endnu meget fremherskende, men det er dog egentlig en højst elskværdig og interessant Personlighed, i det Mind­ste staaer han saaledes for mig. Forsøg at tage ham saaledes og De vil have Glæde af ham. Hils ham, Worsaae og andre fælles Venner. Nu lev De vel, min kjære gode fortreffelige Andersen! I det Fjerne som nær, altid er jeg

Deres uforandrede Søster Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost